Forstanderen på Krogerup Højskole, Rasmus Meyer, smilede højtideligt, da han trådte ind i højskolens fællessal for at byde os, sine nye elever, velkommen. Stemmen var fyldt med forventning og storladen alvor.
»Højskolen er stedet, hvor man skal træde ud af sit ekkokammer«, erklærede han.
Jeg sad bagerst og kiggede ud over de andre elever.
Der var meget få overraskelser i den sal. Jeg så det samme ansigt igen og igen. Kulturradikale poor core børn fyldte stolene. I hver krog var der en, der lignede de sjove hippier, man ser ude på Nemoland på Christiania. Mænd med nederdel ud over bukserne, piger, der har alt for slidt og gammelt tøj på. Bag dem stod forældrene: mellemledere i business casual, klar til at svinge firmakortet for deres små, politisk korrekte darlings. Det så ud til, at langt de fleste havde pakket den samme rygsæk fuld af en blanding af økologisk idealisme og moralsk overlegenhed. Jeg var med andre ord vandret direkte ind i et af de ekkokamre, forstanderen stod og talte om, at man skulle træde ud af.
