Der er mange grunde til, at fortællingen om ufrivilligt barnløse forbliver ufortalt.
En del af problemet vokser paradoksalt nok, i takt med at mulighederne for fertilitetsbehandling forbedres. Det skaber en kæmpe tiltro til videnskaben, men videnskaben kan ikke alt. For mange mennesker er det næsten ikke til at forstå, for der må jo være et svar, og der må jo være en løsning. Vi forventer, at videnskaben nok skal sørge for at vi kan blive forældre på den ene eller den anden måde: hvis bare vores æg kan fryses ned lidt længere, hvis bare vi kan få lov til at få betalt behandling til barn nummer to eller have retten til behandling lidt senere i livet.
Samtidig er der i dag en udpræget diskurs om, at ’man kan, hvad man vil’. ’Dream it and you can do it’. Men sådan er det ikke, når man er ufrivilligt barnløs.
Kombinationen af de to gør det ekstra svært at stå frem med sin historie om blivende ufrivillig barnløshed, for gjorde man ikke nok for at blive gravid? Ønskede man ikke nok at blive forældre? Man pålægges ansvaret for sin barnløshed.
