Jeg sludrer gerne med venner, familie eller danske naboer, når jeg er ude at lufte hunden. Vi ordner først den obligatoriske coronasamtale (har du været smittet? Hvornår kan du blive vaccineret? Ja, det er nok meget godt, at Philip Faber tager en pause). Så går vi måske videre til Mette Frederiksen, og vi taler med stor misundelse om aftalen med minkavlerne.
Men så kommer der pludselig et skær af forlegen medlidenhed over folks ansigter. De lægger hovedet på skrå og siger: »Nå, Michael, Brexit?«.
De formulerer det ikke engang som et spørgsmål. B-ordet er nok. Vi ved begge godt, hvad de egentlig spørger om: »Hvad i himlens navn er der sket med englænderne? Vi så jo op til jer engang!«.
Som regel orker jeg kun en trist hovedrysten, inden jeg forsøger at skifte emne.
