Da krigen i Jugoslavien i 1992 sendte Danmark til EM, kunne vi, der dengang var gamle nok til at følge med, næsten ikke tro vores held.
Forinden var vi røget ud af kvalifikationsrunderne og havde indstillet os på at overvære EM hjemme fra stuerne. Men ganske som i et eventyr tilsmilede lykken os, og vi kom med på den berømte badebillet med første stop i Malmø. De efterfølgende kampe og sejrene, der bragte det danske landshold helt frem til vinderpodiet på Ullevi Stadion, er takket være utallige genudsendelser, dokumentarer og en spillefilm gået over i den nyere del af danmarkshistorien som eksemplet på David, der besejrer Goliat.
EM-finalen i 1992 er blevet en vigtig del af ’fortællingen om Danmark’. For store sportsbegivenheder med helte og skurke er nu engang særlig velegnede til at skabe kulturel resonans og dermed spille en afgørende rolle i udviklingen af fælles narrativer.
EM 92 er ofte blevet brugt af historikere og journalister til at stadfæste nogle af de ændringer i vores identitet og selvopfattelse, der er sket i løbet af de seneste 30 år. Bogen ’Europamestrene – fodbold, nation, identitet’ fra 2017 forsøger at afdække fodboldens betydning for national identitet med afsæt i de landshold, der har vundet EM i perioden 1980-2012. En af forfatterne peger på, at det danske hold var betydeligt bedre end sit rygte, men at historien om den uformelle, antiautoritære og undertippedes triumf passer bedre ind i den karakteristiske danske fortælling om underdogs og grimme ællinger end i et narrativ om en nation af vindere.
