Det her indspark skal ikke være nuanceret. Jeg gider ikke forsøge at leve mig ind i det ’humanitære dilemma’, som EU efter sigende befinder sig i. Jeg vil forsøge at gøre min kommentar lige så tydelig, som situationen er. Lige så tydelig som Europas grænser er.
På den ene side af den polsk-belarussiske grænse står omtrent 15.000 polske soldater, bevæbnet med geværer og tåregas, bakket op af militærkøretøjer og -helikoptere. På den anden side af grænsen befinder sig nogle tusinde flygtninge. De mangler mad, drikke og medicin. Nødhjælpsorganisationer og journalister er forment adgang på grund af den nye polske nødretslov. Om natten er temperaturerne under frysepunktet. Mindst ti er allerede døde af kulde. Vi kommer formentlig ikke til at kende deres navne.
Mediedækningen af situationen har primært fokuseret på, hvordan de flygtende er en del af et storpolitisk spil. At den belarussiske diktator, Alexander Lukashenko, bruger dem som en del af et orkestreret angreb, blandt andet for at få EU til at fjerne deres sanktioner mod Belarus. Ligeledes med de politiske reaktioner: Ifølge EU-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, er der tale om »et hybridangreb« fra Lukashenkos side; ifølge Jeppe Kofod en »menneskefjendtlig instrumentalisering af migration«.
Hvad angår Lukashenkos motiver, har de måske ret. Men deres udtalelser har, ligesom store dele af mediedækningen, den funktion at skubbe problemet væk fra Danmark, væk fra EU. Grænsevolden er noget, der foregår derude, ude ved de yderste grænser. Det er Lukashenko, der er gal, han bruger flygtninge som et våben. Det, vi ikke taler om, er, hvem der har givet ham det våben i hænderne.
