For seks måneder siden skrev Politiken til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at give regeringen en karakter for håndteringen af covid-19-situationen. Det lå ligesom implicit (eller eksplicit, det kan jeg ikke huske), at situationen var slut. Det var en form for evaluering. Men altså, det var den så ikke alligevel, og derfor skriver jeg nu uopfordret til Politiken for at sige, at der i dag kravlede en mariehøne hen over mit tastatur. Det fik mig til at tænke på, om vi vitterligt lever i de sidste tider, som jeg faktisk har haft på fornemmeren siden Mette Frederiksens seneste pressemøde, og siden selveste Magnus Heunicke fik konstateret covid, hvilket ifølge B.T. har været en hård omgang trods Pfizer-og-eller-Moderna i overarmen. Jeg ved ikke, hvor mange skud han har fået, men under alle omstændigheder: Godt taget, klap dig selv på skulderen, som Sundhedsstyrelsen sang gennem Christoffer Læssøe. Det var en anden tid dengang, som man siger, hvis man f.eks. arbejder i TV 2’s ledelse, en behageligere tid, en tid med en løsning, nu burde man lave en ny, fed kampagne med Poul Krebs. ’Sådan nogen som os har jo brug for en booster’, kunne den hedde, andet vers kunne gå: ’Sådan nogen som os har jo brug for en fadøl, og den fadøl havde jeg tænkt sku’ være kold’. Den kan man principielt bruge for evigt, til alle fremtidige boosterskud, men den var alligevel gratis denne gang, samfundssind og whatnot.
Jeg har godt nok papirer på, at jeg er dramatisk anlagt, men folkeskolens kristendomsundervisning har da lært mig, at insekter er et dårligt tegn, en bibelsk plage, en straf. Jeg har været eddikesur i en uge nu, og måske er det dét, jeg bliver straffet for. Jeg bliver simpelthen straffet for, at håbet er væk. Jeg kan ikke længere synge sangen om, at det nok skal blive bedre, for det bliver jo bare dårligt igen bagefter. Men jeg har selvfølgelig også papirer på, at jeg ikke fungerer som andre mennesker, og måske er det derfor, at mit håb ikke stiger i takt med antallet af restriktioner, som Hope-projektet ellers forleden kunne oplyse om var tilfældet for flertallet.
Jeg nærlæste ikke artiklen, men det var noget med følelsen af at gøre noget. At lukke natklubberne, f.eks., det er at gøre noget, og noget skal gøres, for ellers dør sygehusvæsenet. Og jeg kan da som udgangspunkt være ligeglad, for jeg har ikke sat mine ben på en natklub siden februar 2020, jeg er blevet for gammel og magelig og sat. Men det er der jo andre, der ikke er, og så bløder mit hjerte lidt for dem. Samtidig med at mit hjerte også bløder for alle de andre, de syge og sygeplejerskerne og lidt for mig selv, fordi jeg i dag er blevet råbt ad hele to gange i metroen for ikke at holde ordentlig afstand, hvilket jo sådan set er et tomandsprojekt, kunne man sige, men altså, who’s counting på nuværende tidspunkt. Jeg æder den bare og accepterer, at der altid vil være nogen, der er bedre til at overholde restriktionerne end mig, det er faktisk én konkurrence, jeg ikke behøver at vinde.
Eller. Det plejede jeg i hvert fald at tænke, altså under de foregående ’bølger’, hvor jeg f.eks. blev kaldt KÆLLING i Illum for ikke at holde til højre, mens jeg stod og kiggede på tøj. Jeg kunne godt nok ikke se, hvordan det overhovedet ville være fysisk muligt for mig at holde mere til højre, end jeg gjorde i den situation, men jeg undskyldte alligevel bare dybfølt. Hun var jo sikkert bange for at dø, mens hun gik dér og shoppede livsnødvendig pels, og vi skal alle sammen være her og jada jada, jeg havde anyways statistisk set bedre overlevelseschancer end hende på grund af hendes alder, og derfor var det fair nok, at hun råbte ad mig. Men nu har jeg på grund af min medicin taget 15 kilo på, og jeg har læst, at covid elsker fedt, så måske er det my time to shine nu. Måske kan jeg med æren i behold være hende, der råber ad ham uden mundbind i Frederiksberg Centret, for jeg er faktisk MERE i fare, end han er, at I alle sammen ved det. Jeg kunne også begynde at betvivle folks Fritaget-badge, for er de egentlig ikke lidt for lette at få fat i eller hvad?
