Min 10 årige datter ligger i hospitalssengen. Jeg kan se på hende, at hun er forvirret. Men mest af alt er hun bange.
»Når vi får tid, kommer vi og bedøver dig, og så skal du stødes«, siger lægen. Hun har travlt, kan jeg se.
Min datter forstår ikke ordene. Det gør jeg, men kun, fordi jeg selv er uddannet læge. Min datter sidder tilbage og har brug for at vide, hvornår skal hun bedøves, hvordan skal hun bedøves, hvor mange mennesker kommer der til at være inde på stuen, når hendes hjerte skal stødes. Kommer hun til at dø af bedøvelsen?
Hun når ikke at stille de spørgsmål, hun har brug for at få svar på, før lægen er væk igen. Vi er alene.
