Da min mor for knap fire måneder siden blev meget syg, håbede jeg i første omgang inderligt, at hun ville blive rask. I dag håber jeg blot, at hun får lov at dø med den sidste rest af værdighed i behold.
Jeg troede, at det var sygdommen, vi skulle kæmpe mod, men der tog jeg fejl. Min mors kræftsygdom og behandlingen af den nåede aldrig rigtig at blive et tema.
I stedet er al tid og alle ressourcer gået med at navigere i systemet og forsøge at få hjælp. Først til at få nogen til at reagere, når min mor gang på gang fortalte sin egen læge, at hun havde uudholdelige smerter, uden at årsagen blev undersøgt. Dernæst kampen mod, at sygehuset gang på gang udskrev hende på rekordtid, efter hun var blevet indlagt.
Allerede ved første indlæggelse fortalte hun ifølge sin sygejournal, at hun var på selvmordets rand på grund af smerter. Alligevel blev hun sendt hjem. Det gentog sig de følgende dage, hvor hun hver dag blev hasteindlagt på sygehuset og sendt hjem igen samme dag. Først da hun var blevet akut indlagt fire dage i træk, fik hun lov at blive på hospitalet nogle dage, inden hun blev sendt hjem igen.
