I dit ansigts sved skal du spise dit brød«. Det var Guds ord til Adam – ifølge Det Gamle Testamente var det hårde arbejde således med os fra vores første færd som mennesker. Men vi lever vi i en tid, hvor stadig flere sætter spørgsmålstegn ved, hvilken rolle arbejdet skal spille i deres liv, og kræver, at deres arbejde skal give mening.
Problemet med at kræve, at arbejde skal give mening, er, at det stiller nye krav til arbejdsmarkedet. Det er ganske enkelt bøvlet. Og det virker måske endda lidt forkælet?
I hvert fald meddelte statsminister Mette Frederiksen for lidt over et år siden, at regeringen ønskede en grundlæggende ny arbejdslogik i det danske samfund. Statsministeren slog fast, at der i dag hersker en »sejlivet myte om, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet«. Med andre ord er det en misforståelse, at arbejde først og fremmest skal være tilfredsstillende.
Mette Frederiksens udtalelse faldt helt i tråd med den pædagogiske søjle i vestlig kultur, der siger, at man skal lære at udskyde sine umiddelbare behov: Der skal ryddes op på værelset, før der bliver tændt for skærmen, kartoflerne skal spises, før der er dessert – og uendelig mange variationer over denne problemstilling: Man skal yde, før man kan nyde. Det er den voksne, der kommer med en moralsk opsang til de uvorne børn.
