Jeg vidste ikke noget om den globale opvarmning, da jeg gik i indskolingen. Der var ikke ’Fridays for Future’ dengang. Det eneste, der skete om fredagen, var den fælles oprydning for alle dem, der gik i skolens fritidsordning.
Det er kun omkring 5 år siden, og jeg husker det ret tydeligt. Pædagogerne kom og jagede os op, og så måtte vi alle sammen i gang med at samle legoklodser og barbiedukker op fra gulvet. Alle skulle være med. Der var ikke noget med at snyde sig udenom.
Vi gjorde det alligevel, mine veninder og jeg. Fnisende og hviskende gemte vi os bag dørene og i skabene for at slippe for at rydde op. De enkelte gange, hvor vi blev busted af vores pædagoger, var vores nøje udtænkte svar: »Vi vidste ikke, at I ryddede op!«.
Vi var børn, og det var en meget forudsigelig, men også tilgivelig handling. Børn kan sjældent se det store perspektiv i en oprydning. Det kan jeg til gengæld nu, hvor jeg ikke helt er et barn længere. Af en eller anden grund føles det nærmest, som om jeg er den eneste.
