Jeg er i gang med at uddanne mig til køletekniker, et fag med kæmpe mangel på arbejdskraft. Arbejdsgiverne tørster efter faglærte med den type uddannelse; regeringen har som topprioritet at skaffe mere arbejdskraft; og statsministeren brugte en god bid af sin nytårstale på at slå fast, at Danmark har brug for unge som mig. Jeg er alt det, hun drømmer om: For mig var en erhvervsuddannelse nemlig førstevalget.
I nytårstalen sagde Mette Frederiksen også: »Vi skal vise vores børn og unge, at vi tror på dem. At vi vil dem. At vi behøver dem«. Derfor undrer det mig, at jeg har skullet kæmpe enormt hårdt for at få en læreplads.
Jeg har søgt læreplads i 20 virksomheder. I nogle tilfælde havde virksomhederne annonceret efter lærlinge, alligevel blev jeg blankt afvist, når jeg henvendte mig.
Hvordan kan det være?, tænker du måske. Jeg har en fornemmelse af, at det hænger sammen med, at jeg har mørk hud og hår, brune øjne, Alibaba-skæg og et navn, der klinger af Mellemøsten. Jeg har i hvert fald skullet kæmpe meget hårdere end mine etnisk danske klassekammerater for få en læreplads.
