Det er en lørdag nat i 2009. Jeg balancerer op ad en lygtepæl, mens jeg ringer til min nye kæreste, der i dag er min mand. Han lyder bekymret og en smule irriteret. »Jeg har jo lige givet dig adressen!«, siger han.
Vi er flyttet sammen to måneder forinden, men min alkoholpåvirkede hjerne kan ikke huske hvor. Eller at jeg allerede har ringet tre gange tidligere med samme spørgsmål.
Jeg er over 30 år, forfatter til en stribe bøger, har et lederjob og er lige blevet bonusmor. Udadtil ser mit liv godt ud. Men når jeg drikker til fester, får jeg sorte huller. Sådan har det altid været. Min stopklods er ikkeeksisterende, og jeg elsker rusen.
Men jeg elsker ikke mig selv dagen efter disse ture. Hvad gjorde jeg? Hvad sagde jeg? Hvor er min cykel? Glimt af at danse på bordet, at give overdrevne kærlighedserklæringer eller sige noget sårende forklædt som humor skærer som en kniv og gør tømmermændene uudholdelige.
