Kære Édouard Louis
Velkommen til Danmark, igen. Og tillykke med modtagelsen. Her roses du for din nyvundne rummelighed og pludselige evner til at skabe kunst – afmagten, opgøret, ærligheds- og forklaringstrangen til trods. Du har nuanceret din analyse, du er slet ikke så firkantet eller fordømmende længere. Den elite, du kritiserer, synes at føle sig mindre truffet denne gang.
Men Édouard, jeg synes egentlig, det har været kunst, du bedrev, i hver af dine udgivelser. Måske ikke just bøger skrevet til, om eller for den øvre middelklasses anmeldere, men imod dem. At din litteratur tilpasser sig herskernes litteratursyn, er ikke deres sejr, men din – ved du hvorfor? – fordi du til enhver tid har muligheden for at slå endnu en skid. Sige, hey, nu lugter I kraftedeme til dette affaldsprodukt af jeres hykleriske og i øvrigt klassefornægtende selvgodhed.
Jeg ved det. I takt med min egen succes har skuldrene også sænket sig en smule. Jeg har fået mindre at bevise. Dele af eliten har adopteret mig. Jeg kan beskrive den indefra. Jeg har overnattet i deres boliger, afvist deres sønner og drukket deres vine. Det er helende at blive set og hørt! Selvfølgelig smitter horisontudvidelsen af på min kunst og forstørrer den. Men skal vi ikke love hinanden, Édouard, at ingen føler sig sikre af den grund? Du skylder mig intet, det ved jeg godt.
