En pensioneret psykolog var for nylig ude og sige undskyld for alle de diagnoser, som gives i disse år. Med jævne mellemrum er der debatindlæg om, at forældre gerne vil have sat en diagnose på deres uopdragne børn. Men har I nogensinde mødt en gravid kvinde, som strøg sig kærligt over maven og sagde: »Jeg håber sådan, at lille Blob er autist. Eller har adhd. Helst begge dele?«
Nej vel? Det har jeg heller ikke. Til gengæld har jeg hørt det modsatte:
»Jeg er ligeglad med, hvilket køn mit barn har. Bare det er sundt og rask og ikke har en diagnose«.
Hvorfor? Fordi alle forældre har et ønske om, at deres barn har de bedste forudsætninger for at få en sorgfri og glad barndom og et godt voksenliv. At barnet grundlæggende er fornøjet og har gode venner og interesser.
