Forestil dig en debat om et stigende antal kræftdiagnoser, hvor en tilsvarende stigning i antallet af patienter i kemobehandling bliver kaldt et problem, fordi ’kemo kun er symptombehandling’.
Det er sådan, jeg oplever den igangværende debat i Politiken om diagnoser.
Jeg er selv mor til en snart 13-årig med adhd og autisme, som får adhd-medicin og har gået i specialskole siden 2. klasse, og selv om man ikke kan sammenligne kræft og adhd, er det påfaldende, at man reagerer på en stigning i diagnoser, som om det nødvendigvis er noget negativt. Hvad nu, hvis der er tale om, at en større gruppe får en hjælp, der tidligere måtte undværes?
Et indlæg i debatten er skrevet af pensioneret psykolog Uffe Mynster, som 9.4. skrev om en potentiel fremtidig undskyldning for stigningen i adhd- og autismediagnoser. Mynster hævder, at »da vi ikke kendte og brugte diagnoser (...), benyttede vi andre kriterier, f.eks. hvor store vanskeligheder barnet havde med at følge med i det faglige og det sociale«.
