De har dræbt min Karam, mit elskede barn, min øjesten, min søn, som ikke engang var to år og fire måneder, ham, der havde en engels ansigt og de mest fortryllende øjne. Ham, i hvem jeg så en storhed som hos ingen andre. Ham, som jeg følte en så stærk kærlighed og tilknytning til, at jeg aldrig kunne holde ud at se tårer i hans øjne.
Jeg afholdt mig fra at dele billeder af ham på de sociale medier. Men nu skal hele verden få dig at se, min helt og min stolthed.
Jeg havde aldrig forestillet mig at komme til at leve i en verden uden de skønne morgener, hvor han så på mig med sit blide blik og charmerende smil og hilste godmorgen. Hvor jeg dog savner sådan en morgen med dig, min sjæls lise. Uden dig, lille pus, er mine morgener blevet forældreløse.
En decembermorgen, klokken ti minutter over seks, satte mine prøvelser mig stævne – jeg skulle opleve tab, smerte, suk og skrig. Jeg glemmer aldrig det mareridt. Det israelske angreb ramte huset lige ved siden af det, som vi lå og sov i. Jeg husker kun, at jeg pludselig lå under murbrokker og skreg i vilden sky, ikke af angst for, hvad der var sket med mig, men for hvad der var sket med mine børn, Karam og Maryam. Jeg kunne ikke høre dem. Heller ikke høre gråd fra dem.
