Det gik allerede galt inden middagen. Kontrasten mellem de lange dage alene på hjemmekontoret og så den festligt pyntede gård fuld af mere eller mindre bekendte kolleger, der stod og nippede til bobler, var overvældende. Som kompensation for den sociale overstimulans drak jeg boblerne hurtigt. Det samme med hvidvinen til maden og fadøllene, der fulgte efter.
Før jeg havde set mig om, stod jeg og svajede i en vejkant på en alt for mørk gade i et område, jeg overhovedet ikke kunne genkende. Jeg støttede mig til cyklen, mens jeg konstaterede, at min promille gjorde det umuligt at se skærmen på telefonen. Det, der normalt var en let aflæselig rute, som min lille blå prik kunne følge på kortet, var bare en farvet suppe. Jeg var nødt til at give op og tage en taxa, tænkte jeg, og stak resolut en arm i vejret for at signalere til den næste, jeg så. Han stoppede og fik bakset min cykel om bord. Først da jeg satte mig ind på forsædet, gik det op for mig, at det ikke var en taxa. Det var bare en mand i en bil. En fremmed mand i en fremmed bil et sted i et fremmed mørke.
På køreturen hjem var jeg for fuld til at være bange. Jeg var mest nervøs for at kaste op på forsædet af hans bil. Den sure hvidvin skvulpede i maven, og i skammen over min kolossale brandert var jeg mærkeligt glad for, at Aziz – min fremmede chauffør – ikke kendte mig. ’Godt, ingen af mine kolleger kan se mig’, tænkte jeg.
Men da jeg vågnede næste morgen, og branderten havde forvandlet sig til en dræbende hovedpine, følte jeg, at køreturen nærmest var en nærdødsoplevelse. Til trods for at den flinke mand ikke gjorde andet end at ulejlige sig med at køre en hjælpeløst fuld mig til døren. Klokken 4 om natten – med min cykel. Utrolig pænt af ham, faktisk. Jeg sendte ham da også en sms for at sige tak på det nummer, han havde givet mig. Og for i øvrigt at få opklaret, hvor han samlede mig op. I Avedøre Holme, kan jeg fortælle. Ret besynderligt, når man tænker på, at jeg var til fest i udkanten af Vesterbro og derfor burde have haft en nem 3-4 kilometers cykeltur til Nørrebro, hvor jeg bor. Med andre ord var det, at han stoppede og tog mig med på den cirka 12 kilometer lange tur hjem fra den vildfarne tur jeg havde taget, noget nær det bedste, der skete for mig den aften. Jeg havde aldrig fået mig selv transporteret hjem.
