Der var engang, hvor den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, beundrede hende. Der var engang, hvor denne ’Europas sidste diktator’ ville skænke en 140 år gammel cognac i Margarita Levtjuks glas til en skål. Der var engang, som bare ikke er mere. For den belarusiske operastjerne vendte sig imod diktatoren og mærkede, hvordan beundring blev til iskoldt had.
»Mine sange har gjort mig til kriminel«, siger i Margarita Levtjuk.
Hun kommer til København i næste uge for bl.a. at deltage i et arrangement i Politikens Hus sammen med den belarusiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja. Det er som optakt til det arrangement, at jeg møder hende i Litauens hovedstad, Vilnius, hvor hun i dag lever i eksil.
Vi sidder således mindre end 200 kilometer fra den russiskstøttede Aleksandr Lukasjenkos diktatur, der lige ovre på den anden side af Litauens og EU’s østgrænse ville ønske hende hen, hvor peberet gror. Eller måske rettere: Bag lås og slå i en fængselscelle, hvor end ikke peber kan gro.
