Indimellem er det enkelte begivenheder, der ender med at udløse store, uforudsete og dramatiske ryk i deres samtid og samfund.
Hvem havde f.eks. troet, at den unge tuneser, der i desperation over sin fattigdom stak ild til sig selv i 2011, ville være den, der udløste det arabiske forår i først Tunesien og dernæst andre steder? Eller at de 15 syriske drenge, der kort efter skrev regeringskritiske slagord på en mur i den syriske by Dara’a, skulle ende som symboler på det, der startede mange års blodig opstand i Syrien?
Det er sikkert slet ikke dér, Kina er lige nu. Der er ingen grund til at overdramatisere de protester, der lige nu skyller hen over flere store byer i kæmpenationen. Og som først og fremmest er rettet mod det kommunistiske styres strenge nultolerance-politik over for covid-19.
Men de to eksempler er dog alligevel påmindelser om, at enkeltbegivenheder indimellem kan ende som uforudsigelige katalysatorer for noget større. Eller i det mindste kan afsløre, at et samfund og et styre er ude i en større ubalance, end nogen – måske også det selv – havde troet.
