Jeg ser fra lægens journal, og til det stykke papir jeg netop har underskrevet. Blanket A. ’Anmodning om svangerskabsafbrydelse’. Tilladelse til at afslutte mit fosters liv. En helt almindelig torsdag.
Fem uger tidligere havde jeg kigget ind til min lille dreng igennem ultralydsskannerens boblende sort-hvid film. En dansende og vinkende lille fyr. Jordemoderen indikerede, at fosteret dog var for dansende og vinkende til at gennemføre en 12-ugers skanning. Men ellers så alt godt ud.
Men pludselig er det slut. Og jeg skal selv afslutte det. På den blåpolstrede hospitalsstol med vandglasset i hånden og den lille hvide pille foran mig.
Fem uger tidligere havde jeg beklaget mig over den voldsomme kvalme, opkastturene og den konstante hovedpine. Beklaget mig til min mand over, at folk kommenterede min voksende barm, som om der med i graviditeten automatisk var inviteret til åben debat om mine voksende bryster. Havde stolt grebet ud efter veninders hænder, der ivrigt ville mærke, om de mon kunne føle den lille bevæge sig derinde.
