Rumalderen begyndte fredag 4. oktober 1957 med opsendelsen af den russiske satellit ’Sputnik’ fra rumhavnen Bajkonur i Kasakhstan, inde midt i Sovjetunionen på det asiatiske kontinent.
Over hele kloden myldrede millioner af mennesker ud i ’Sputnik’-natten, som den siden blev kaldt. Fra hustage, baggårde, parker og bakketoppe kiggede man efter den menneskeskabte stjerne – og den var der virkelig, det var en nyhed, man selv kunne verificere.
’Sputnik’ åbnede rumalderen og gjorde os til kosmiske indbyggere – den viste vej ud i Solsystemet, hvor Månen og Mars og planeterne (og Solen!) ventede på den anden side af et stort tomt rum. Sputnik havde drømme med til os, svimlende, om noget helt nyt. Hvis vi turde, kunne vi tage af sted fra den kendte verden. Og så kom den fra Sovjetunionen, fra Lenins, Stalins og Berias svindelnummer af et kommunistisk drømmesamfund, hvor alle skulle forestille at yde efter evne og nyde efter behov i et liv i luksus, ro og vellevned. I realiteten en fængselsstat, hvor man skulle have polititilladelse for at eje en skrivemaskine.
Det var én enkelt mand, der havde kortsluttet processerne i det sovjetiske politiske og militære system, og med snu politisk tæft, enestående lederevner og en overmenneskelig innovationskraft havde gjort ’Sputnik’ mulig – denne mastermind kendtes kun som ’Chefdesigneren’. Han, der havde tilbragt otte grusomme uskyldige år i fængsel som politisk fange, gav sin nation den hæder, den tørstede efter. Hans eget liv derimod var præget af dybe lidelser og offentlig glemsel – hans navn blev aldrig nævnt. Man undredes: Hvem var han, denne mand, hvis navn ikke engang kunne høres som en hvisken?
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.