’Widow’s Bay’ går den svære balancegang mellem uhygge og komik, og det er i sig selv en bedrift. Skuespillet kan også noget.
Der er noget ved øer. Enten er de superduperhyggenygge, eller også det stik modsatte. Og det er vel mest den sidste slags, man har hæftet sig ved i populærkulturen.
For slår man først den ildevarslende akkord an, tænder man associationskontakten, der sætter gang i forestillinger om isolation, lukkethed, dunkle hemmeligheder og indfødte mennesker, der ikke er, hvad de giver sig ud for.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
