Da Emil Nielsen som lille dreng hjemme i Aarhus sad og så håndbold i tv, blev han blandt andet fascineret af Kasper Hvidt, som dengang sidst i nullerne stod på mål for FC Barcelona. Lige der i sofaen blev en drøm om selv engang at kunne trække den berømte trøje med det ikoniske logo over hovedet tændt i den talentfulde østjyde, og i de sidste fire år har Emil Nielsen levet drømmen ud. Men selv om FC Barcelona er landsholdsmålmandens drømmeklub, forlader han efter denne sæson Cataloniens hovedstad.
Sæsonen i Barcelona har foreløbig budt på endnu et mesterskab, det fjerde i træk for Emil Nielsen, og det kan blive en såkaldt triple, hvis den spanske storklub vinder pokalen og Champions League i den kommende weekend.




























