Lad det være sagt med det samme: Det har været et storslået dansk filmår. Et dansk filmår, hvor noget af det bedste danske var iransk, island, ukrainsk og ... jysk.
Sidste år gav vi op på at inkludere et fiktionsværk på listen over årets bedste danske film. Det gjorde vi til dels, fordi fiktionsfilmene i 2021 savnede topniveau, og det burde markeres, men primært fordi dokumentarfilmene var så stærke, at de dominerede året. Og fordi det efter tyve års dokumentargenreudvikling i Danmark ikke længere giver mening at se dem kvalitetsmæssigt forskelligt fra fiktionsfilm. Film er film.
I 2022 er der så sket det positive, at fiktionsfilmene er blomstret kvalitetsmæssigt op igen, mest tydeligt blandt yngre danske instruktører, og det uden at dansk dokumentarfilm er blevet fortrængt. I år er det tilmed en glæde at inkludere et eksperimentelt videoværk.
Det er også året, hvor det bliver tydeligt, at begrebet ’dansk film’ er vanskeligere og vanskeligere at indfange. Den islandske instruktør Hlynur Pálmasons film ’Vanskabte land’ er danskproduceret og repræsenterede Danmark i Cannes, ligesom iranskfødte Ali Abbasis ’Holy Spider’ på alle juridisk tænkelige måder er produktionsmæssigt dansk, men historien og skuespillerne og sproget er hensat til Iran. Det afholder den ikke fra at være Danmarks bidrag til næste Oscar.
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.