Hvis du forbinder Harley-Davidson med store larmende motorcykler, der forstyrrer den offentlige gode ro og orden, ja så er du nok ikke den eneste med et anstrengt forhold til motorcykelmærket. Brølet i gaden, der river i øregangene og truer med permanent høreskade, irriterer også andre motorcykelentusiaster. Dem der, som denne skribent, ikke normalt kører Harley-Davidson. Men den ikoniske amerikanske fabrikant er måske ved at skrue ned for lyden. I 2019 lancerede de i hvert fald en helt anderledes motorcykel. En, der er stille og elektrisk, nemlig Harley-Davidson LiveWire.
Politiken har kørt og levet med den i 4 dage.
Det er et paradoks, at netop Harley-Davidson som den første af de store motorcykelproducenter producerer en tyst, elektrisk motorcykel. Men Harley-Davidson er nødt til at reagere på, at deres kernekunder er ved at nå en alder, hvor kroppen ikke længere er så Boooorn to be Wild, og drømmen om den åbne landevej er falmet.
