Du kan ikke se det på mig. Jeg er en veluddannet kvinde midt i livet, gift, mor til to børn og med job på en anerkendt mediearbejdsplads. Det ser helt almindeligt, faktisk godt ud på overfladen.
Men hvis du træder lidt tættere på, får du måske øje på noget. Min mascara i mit blyantskrus på arbejdet, fordi jeg mere end én gang er mødt op med farve på kun det ene sæt vipper. Min tandbørste i skuffen, fordi min morgenrutine ofte skrider. Et kig i min taske afslører et virvar af ting, jeg har glemt alt om (som den skruetrækker, jeg overrasket halede op på en date engang), og jeg kan sjældent finde nøgler, cykellygter og mobil og kommer konsekvent for sent ud af døren, fordi jeg skal lede eller må hjem igen og hente noget.
Det trænede øje vil opdage, at jeg sjældent sidder stille på min stol særlig længe. Jeg roder i mine krøller, bider i mine neglebånd og drejer på mine fingerringe. Jeg fortaber mig i mine egne tanker og tusind ideer. Jeg glemmer tiden, mister fornemmelsen for den, når jeg hyperfokuserer på noget, der interesserer mig. Som når jeg de seneste mange år har trawlet internettet tyndt og researchet på, hvad det mon er med mig, der er lidt anderledes end mange andre.
Derfor sad jeg en efterårsmorgen for tre år siden i min bil på en parkeringsplads i Gentofte og tøvede med at stige ud. Få minutter senere havde jeg en aftale med en psykiater i gulstensbygningen ved siden af. Jeg så mig selv i bakspejlet og overvejede at lade være med at gå derind.
