Hun trækker vejret ind. Og så skifter hun verden. Til det dybe, dybe, nærmest endeløse blå.
Dér, hvor stilheden trykker for ørerne. Og rokker svæver forbi som store undervandsfugle.
Hernede fotograferer Nanna Kreutzmann.
Hun fotograferer så meget, hun kan nå, inden hendes eget indre – hendes krop og hendes overlevelsesinstinkt – siger stop. Og tvinger hende til at vende tilbage til den verden, hun nu engang er født i.
For sådan er det:
Danske Nanna Kreutzmann er fotograf, men med noget kortere tid end de fleste til at tage sine billeder: Hun dykker uden ilt – og tager billeder af den særlige gruppe mennesker, der gør det samme.
Fridykkerne.
Som har delfinerne som forbillede. Og derfor træner sig op til at kunne holde vejret.
Længe.
Hun gør det, fordi hun vil vise, hvilket vidunder verden har skabt til os under overfladen.
Og så gør hun det også, fordi hernede i dybet – hvor nogle formentlig får klaustrofobi blot ved tanken om ikke at kunne få den luft, de behøver – føler hun sig faktisk sikrest. Roligst. Tryggest.
I 2011 var Nanna Kreutzmann på Tahrir-pladsen i Cairo for at skildre urolighederne i forbindelse med den egyptiske revolution, og her oplevede hun i lighed med andre kvindelige journalister og fotografer at blive udsat for overfald og voldsomme overgreb inde i den tætpakkede, ukontrollerede masse af demonstranter.
»Det har sat sig meget alvorligt i mig, de dage i Egypten, hvor min krop ikke rigtig var min egen. Siden har det været sådan, at dét at være tæt sammen med andre i menneskemængder, hvor jeg ikke kender folk, det trigger en dyb, dyb angst i mig – jeg går i panik simpelt hen og får angst for ikke at kunne passe på mig selv«.
»Men …«, siger hun, »… ét sted, hvor jeg netop KAN passe på mig selv, det er i havet. Under vand«.
»Her er jeg sikker. Jeg kan kontrollere det hele. Jeg ved, hvor lang tid, jeg har hernede, og jeg ved, at der ikke lige pludselig kommer noget, jeg ikke kan overskue. Eller klare«.
»Og så findes der ikke noget smukkere, mere guddommeligt sted at fotografere. Det, man ser hernede – som nogen har skabt – det er uovertruffent. Ligegyldigt, hvor meget vi mennesker anstrenger os, og hvor kreative, vi forsøger at være, så er naturen bedre til det. Det tænker jeg på hver gang«.
Der er flere måder at måle verdensrekorden i at holde vejret under vand. Én af dem indehaves i øjeblikket af fridykkeren Stéphane Mifsud. Den franske dykker klarede i 2009 at være uden luft i 11 minutter og 35 sekunder.
Så længe har Nanna Kreutzmann – af gode grunde – ikke, når hun fotograferer under vandoverfladen forskellige steder i verden:
»Jeg har vel omkring halvandet minut. Eller … to minutter, hvis jeg er i rigtig god form«, siger hun.
»Og så er det jo også lidt specielt på den måde, at jeg ikke kan kommunikere med folk, når vi er under vand. Jeg må stole på tilfældet. Være mest muligt til stede – og så tro på, at det rigtige øjeblik kommer af sig selv. Man kan ikke forcere det«.
Nanna Kreutzmann er væk fra Danmark omkring otte måneder om året. En stor del af tiden tilbringer hun i Dahab, en lille egyptisk by på den sydøstlige kyst af Sinai-halvøen, hvor en stor gruppe fridykkere holder til.
Ifølge Nanna Kreutzmann er fridykkere først og fremmest mennesker med »en helt vildt stor kærlighed til havet«.
Men, siger hun, der er også en del, der »tumler med nogle ting«. Den slags, der først løser sig, når man finder ud af at slippe dem, som hun udtrykker det.
»Og det er jo det, vand kan«.
»Når man fridykker, kan man ikke have en milliard tanker med. Fordi man er der på havets vilkår. Det handler IKKE om ens kæreste – eller hvad der skete i går – eller alt det, man får svært ved at nå i morgen. Du kan ikke have det med. Det handler om vejrtrækning og udligning af tryk – og om minutiøst at lægge mærke til alle de signaler, din krop sender dig. Og kun det. Alt andet forsvinder. Det er også én af de ting, der føles så fantastisk «, siger Nanna Kreutzmann.
For nogle ændrer kontakten med havet deres liv så meget, at de beslutter sig for at mærke deres krop med det. For evigt.
»Jeg har en god ven, som har en hval tatoveret på hele den ene side af sin krop. Ham her … Levio, en belgisk fridykker, som jeg kender fra Egypten, fotograferede jeg egentlig mest på grund af hans skæg. Jeg vidste faktisk ikke, at han havde den der tatovering med ’Freedom’«.
Er det farligt?, bliver Nanna Kreutzmann indimellem spurgt om.
»Altså, man dykker jo aldrig alene. Men selvfølgelig … der er nogle, der kalder fridykning en ekstremsport. I så fald må det være verdens mest rolige ekstremsport. For vi prøver jo netop at UNDGÅ adrenalin-situationer. Hvis din krop fyldes med adrenalin, behøver du mere ilt – og det kan du ikke bruge til noget under vandet«.
Så nej, farligt føler hun ikke, at fridykning er.
Nanna Kreutzmann kan godt blive ekstremt skræmt og foruroliget, når hun dykker. Men det er på grund af en helt anden verden.
Vores.
»Det gør decideret ONDT på mig, hver gang jeg møder et syn som dét på fotografiet herover. Derudover er det selvfølgelig klamt at bevæge sig rundt i. Og det lugter. Men først og fremmest håber jeg, at et billede som det her kan være med til at gøre, at folk forstår, at det virkelig er alvor«.
»Det er taget i Egypten, hvor renovationssystemerne er helt vildt dårlige. Her kan man opleve, at affald bare bliver kørt ind i ørkenen, og når det blæser, så blæser det ud i havet«
»Men det hele hænger jo sammen. Havene hænger sammen. Og lige for et øjeblik siden, drak du selv af et plastickrus. Vi er nødt til at se det som vores alle sammens ansvar. I mine øjne er der ingen tvivl, det meste af nutidens éngangsplastic skal forbydes«.
»Når man dykker, mærker man jo helt fysisk, hvad vi er i gang med at gøre med vores verdenshave. Og for god ordens skyld: Det er ikke hver dag , det ser sådan ud. Det er en gang imellem. Jeg havde en diskussion på et tidspunkt med én, som mente, at jeg også burde vise, når det IKKE er der«.
»Men hvis det er forsvundet én dag, så er det jo ikke, fordi det er væk. Det ligger bare og driver et andet sted. Og bliver til mikroplast. Som er endnu mere uhyggeligt«.
I Dahab, hvor Nanna Kreutzmann ofte bor, når hun er i Egypten, har lokale kunstnere lavet en skulptur, som de har transporteret ud og sat nede på bunden af havet.
»Den er lavet af skrald og er på den måde også et opråb – samtidig med, at man skaber et nyt rev, hvor småfisk kan søge i ly. Verdens rev er jo hjemsted for millioner af fisk, det er som en truet regnskov under vand. Med så mange arter repræsenteret. Skulpturen står på omkring 26 meters dybde, og det er det dybeste, jeg har været nede på med mit kamera. Det kræver mange kræfter at få det med så langt ned, så det er et billede, jeg er lidt stolt over«.
»Og ja. Det er også taget på under to minutter«
En af rekordindehaverne i fridykkernes verden kan holde vejret i 11 minutter og 35 sekunder. Nanna Kreutzmann klarer lige under 2. Hvor længe klarer du? Træk luft ned i lungerne og start stopuret. Se Nanna Kreutzmanns dybblå billeder langsomt igennem én gang til fra begyndelsen, mens du holder vejret (– man klarer at holde vejret længere, hvis man slapper af og tænker på noget andet ...) og find ud af, hvor længe der går, inden du må op til overfladen.
Nanna Kreutzmann
Født 1975 i Aarhus. Uddannet fotojournalist i 2007 fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Berlingske Tidende. Har arbejdet som fotograf på Jyllands-Posten. Vandt i 2009 en førstepris i Årets Pressefoto for en fotoserie om fridykning og i 2012 en andenpris for en billedserie fra den egyptiske revolution på Tahrirpladsen i Cairo, Egypten.
Foto: Nanna Kreutzmann
Hvis du vil se flere af fotografen Nanna Kreutzmanns billeder og fotoserier:
Instagram: @nannakreutzmann
Tekst: Henriette Lind
Art director: Rasmus Vendrup
Annonce
Kom og støt din favorit ved én af de to indledende runder i Pressen eller via live streaming!
Annonce