Hvad vil du være?
Astronaut?
Eller dig selv?
Verdens førende rumorganisation, NASA, har sendt mere end 300 mennesker ud i rummet.
Forskellige mennesker.
Som dog i rumfartens tidlige år
alle sammen så sådan ud …
En vinderbilledserie i
World Press Photo stiller spørgsmålet:
Har det ændret sig?
Kan man for eksempel blive sendt ud i rummet, hvis man er åbent homoseksuel?
Men det blev samtidig begyndelsen på en historie.
Den rigtige historie – om en berømt amerikansk astronaut:
USA’s første kvinde i rummet hed Sally Ride. Da hun døde som 61-årig, stod der – stilfærdigt og som en af de sidste sætninger i hendes nekrolog – at hun gennem 27 år havde dannet par med en anden kvinde.
At landets første kvinde i rummet ikke alene var … kvinde, men åbenbart også den første LGBTQI+person i rummet, var en overraskelse for de fleste.
Det var imidlertid ikke det, der gjorde det største indtryk på fotografen Mackenzie Calle, da hun læste nekrologen mange år senere.
Det var det faktum, at Sally Ride havde holdt det skjult. Og måske havde været nødt til at holde det skjult.
I al den tid.
Det fik Calle, amerikansk prisvindende fotograf fra New York til at lægge kameraet i et stykke tid – og dykke ned i både USA’s nationale og NASA’s arkiver.
Og her fandt hun nogle temmelig opsigtsvækkende oplysninger ...
For eksempel om den måde, man testede astronauter på i 1950’erne og 1960’erne.
Hvis man dengang var typen, der drømte om være med i rumprojekter som Mercury, Gemini og Apollo, skulle man – ikke overraskende – gennemgå en lang række undersøgelser.
En af dem var den såkaldte Rorschach-test.
Testpersonen fik forelagt nogle tavler med blækklatter og skulle fortælle, hvad de fik vedkommende til at tænke på.
Formålet var at finde ud af, om kandidaterne personlighedsmæssigt var rustede til at indgå i et rumprojekt.
»Men Rorschach-testen blev også brugt til at finde ud af, om de kommende NASA-astronauter var heteroseksuelle«, fortæller Mackenzie Calle.
Og det var Apollo-astronauterne godt klar over.
»En af dem, Jim Lovell, har sagt det direkte i et tv-interview«, siger Calle.
»Han sagde: »Når blækpletterne dukkede op, kiggede vi på dem og gjorde vi os umage med at finde noget, der lignede kvindelig anatomi – for at være sikre på, at vi gav dem den forventede kønsmæssige reaktion«.
I en anden undersøgelse blev NASA-astronauterne præsenteret for en række udsagn – og bedt om at vælge det, der passede bedst på dem.
Udsagnene testede deres forhold til vigtige temaer som forandring, lederskab, præstation og udholdenhed.
Og ... seksualitet.
Astronauterne blev eksempelvis sat over for at skulle vælge imellem følgende:
(a) Jeg kan godt lide at holde orden på mit skrivebord eller på min plads.
(b) Jeg kan godt lide at være forelsket i en person af det modsatte køn.
(a) Jeg vil gerne præstere noget af stor betydning.
(b) Jeg kan godt lide at kysse attraktive personer af det modsatte køn.
»Formålet var på linje med Rorschach-testen at måle, hvor meget tiltrækningen til det modsatte køn fyldte hos astronauterne«, siger Mackenzie Calle.
»En alt for stærk seksualitet var måske ikke hensigtsmæssig. På den anden side: hvis tiltrækningen til det modsatte køn fremstod svag, kunne det tyde på, at man var homoseksuel«.
Resultatet var i hvert fald ikke så vanskeligt at få øje på:
NASA og USA fik gennem mange år astronauter, der – i hvert fald på overfladen – så ud til både at passe ind i en særlig familiestruktur ...
Og i nogle særlige rammer ...
Fotografierne ovenfor har Mackenzie Calle taget i villakvartererne omkring NASA’s center for bemandede rumflyvninger, Johnson Space Center i Texas.
»Jeg fandt et kort over alle astronauternes hjem. Og så gik jeg rundt og fotograferede. Der bor stadig mange fra rumcenteret i området«.
»Man kan selvfølgelig bare se dem som en samling boliger. Men det er også mere end det ...«, siger Calle.
»Det er den ideelle vision om, hvad en amerikansk familie bør være. Astronauterne boede i disse familiehjem, der var smukke, men ikke for storslåede. De var gift. Næsten alle havde børn. Det er så tydeligt, at det at være astronaut og opfattelsen af, hvordan en rigtig amerikaner skulle se ud, var stærkt forbundet«.
Var den opfattelse stadig gældende, da Sally Ride blev i 1983 blev udtaget til sin første rumrejse?
Og i så fald ... passede hun ind i billedet?
Svaret er ikke enkelt.
Året inden havde hun giftet sig med sin astronautkollega Steven Hawley. De skilte sig igen i 1987. Som hendes nekrolog fastslår, levede hun i et fast forhold med en kvinde allerede fra 1985.
Det, der måske kan siges, er, at hun i 1983 kan have følt, at hun fik rigeligt opmærksomhed alene på den kendsgerning, at hun var den første kvinde på en NASA-rumrejse.
På pressekonferencen før opsendelsen blev Sally Ride – mens hun sad side om side med sine mandlige astronautkolleger – stillet spørgsmål som »Kommer du til at tage bh på i rummet – og makeup?«. Reporterne ville også vide, om hun var typen, der kunne finde på at give sig til at græde i krisesituationer.
Ride, der havde en forskeruddannelse i fysik, svarede igen og igen, at hendes fokus ombord var på de tekniske arbejdsopgaver. Og efter rumflyvningen nægtede hun at tage imod en buket blomster, som hun og ikke resten af crew’et fik overrakt.
Dags dato er lidt over 600 astronauter fra hele verden blevet sendt ud i rummet.
»Hvis man udgår fra den generelle antagelse, at 7 procent af jordens befolkning identificerer sig som LGBTQI+, så betyder det, at 43 af de 600 astronauter kan have været af en anden seksuel orientering end heteroseksuel«, siger Mackenzie Calle.
I sit prisbelønnede World Press Photo-projekt har hun visualiseret regnestykket i et billede, hvor man i baggrunden ser opsendelsen af rumraketten, hvor Sally Ride var ombord.
»Ikke desto mindre kender vi i dag kun til tre astronauter, som er ’out’«, siger Calle.
»Og ingen af dem var det åbent, mens de var i rummet«, tilføjer hun.
»Wendy Lawrence, en højt dekoreret flådekaptajn, blev sendt på rumfærd i 1995. Hun ventede til 13 år efter, at hun var pensioneret fra NASA, med at stå frem«.
»Og Ann McClain, der i 2019 opholdt sig 204 dage i rummet, blev ’outet’ mod sin vilje af sin partner. Hun er stadig astronaut, men har ikke fløjet siden«.
»Sally Ride blev først kendt som LGBTQI+ efter sin død«.
Netop Sally Ride var en person, som Mackenzie Calle så meget op til som barn, fortæller den prisbelønnede fotograf:
»Hun var en af de mest fremtrædende kvinder inden for videnskab, jeg kendte til. Og jeg har altid interesseret mig for rummet«.
»Hvert år tog min familie på tur op i bjergene, og jeg husker at ligge på bredden af en sø og se Mælkevejen strække sig hele vejen over himlen«.
I Mackenzie Calles fotoserie, som vandt en førstepris i World Press Photos nye åbne kategori, har hun mixet arkivmateriale fra NASA med egne fotografier.
»Det blå fotografi, som er brugt sammen med spørgsmålene om astronauternes heteroseksualitet, er for eksempel taget i landskabet omkring den sø, hvor jeg lå og så op i stjernerne«.
I dag gennemgår NASA-astronauterne ikke længere tests, som skal afdække deres seksuelle orientering.
»Men i en undersøgelse fra 2022 er der stadig NASA-astronauter, som giver udtryk for, at de vil være tilbageholdne i forhold til at træde frem som LGBTQI+-personer af frygt for, at det skader deres chancer for at blive valgt til en rumflyvning«, siger Mackenzie Calle.
»NASA’s budget vedtages jo af Kongressen – og i dag, hvor queer-samfundet er mål for så mange politiske diskussioner og slagsmål, synes jeg ikke, at man kan udelukke, at det kan have en betydning«.
»Man kan også bare konstatere, at vi befinder os i 2024, og vi har stadig ikke set NASA vælge en astronaut, som er højt kvalificeret – og tilfældigvis også åbent LGBTQI+ – til en rumfærd«, siger Mackenzie Calle.
Men måske er noget alligevel på vej til at ændre sig.
»For der kommer flere og flere private rumprojekter – og dermed kan der blive behov for langt flere astronauter, end hvad NASA kan producere«, siger Mackenzie Calle.
»Og derfor ser man allerede nu seriøse, alternative steder dukke op, som tilbyder træning og uddannelse inden for rumfart«.
En non-profit organisation ved navn Out Astronaut har besluttet sig for at sponsorere et sådant program til en LGBTQI+-person hvert andet år, fortæller Mackenzie Calle.
Den seneste ’Out Astronaut’, som sponsorprogrammet kalder sine udvalgte, er amerikaneren Brian Murphy, der har en ph.d. i astronomi.
Mackenzie Calle har her fotograferet ham under en simuleret rumflyvning i Florida.
Og i hendes vinderprojekt fra World Press Photo findes også dette billede ...
... af fiktive LGBTQI+-astronauter, som Mackenzie Calle har indsat i et fotografi fra 1969, hvor besætningen fra den første bemandede månelanding hyldes i New Yorks gader.
»Ens seksualitet er jo fuldstændig irrelevant i forhold til at varetage en funktion som astronaut«, siger Mackenzie Calle. »Den eneste grund til, at vi overhovedet diskuterer det her, er, fordi NASA gjorde det relevant«.
»Det er derfor, vi i dag er nødt til at have dette fokus«, siger Mackenzie Calle.
»Ingen skal på forhånd være udelukket. Vores børn skal kunne lade sig inspirere af mange forskellige forbilleder – og turde gå efter deres drømme, hvis de vil«.
»Det må ikke være sådan for nogen, at ... the sky is the limit«.
Alle fotos: Mackenzie Calle
Billederne vandt førsteprisen i World Press Photo 2024 i kategorien ’North and Central America, Open Format’
Hvis du vil vide
mere om fotografen
Instagram: @mackenzie.calle
Website: www.mackenziecalle.com
Redaktion
Tekst: xxxxxx
Digital tilrettelæggelse: Philip von Platen
Fotochef: Peter Hove Olesen