Når jeg ser filmen, kan jeg stadigvæk mærke, hvordan det var. At høre Marianne Faithfulls ru og raspende stemme på ’Broken English’. Hun havde været Swingin’ Londons omsværmede covergirl. Den hudløse, rå nerve på ’Broken English’ var noget helt, helt andet.
Men endnu en gang må jeg græmmes på mit køns vegne, når jeg i klip efter klip konfronteres med ’skarpe’ journalisters stupide og misogyne spørgsmål. Altid gravende efter den dumme blondine.