»Get down, get down!«, brølede Secret Service-folkene, da skuddene faldt
Men én mand gjorde fuldstændig
det modsatte af alle andre:
Han rejste sig op.
Fotografen Jabin Botsford, vinder i årets World Press Photo, var en af de allernærmeste på podiet, da Donald Trump i 2024 blev udsat for et attentat og ramt af skud.
Dette er beretningen – minut for minut – om en ikke helt almindelig dag på arbejdet.
Og om nogle helt unikke videooptagelser, som den drevne fotograf … nå, ja … glemte. Og først ved et tilfælde opdagede, at han havde.
Uden for bilruderne var mørket ved at falde på.
Det var sådan set ikke så underligt. Det var aften, og klokken var over ni.
Det mærkelige var, at han stadig sad der – og havde siddet der i flere timer. På parkeringspladsen. Sammen med tusinder af andre mennesker, som heller ikke fik lov til at køre hjem.
Kroppen var tung. Han var færdig. I mere end én forstand. Han havde sendt over 100 billeder til avisen. Han havde arbejdet så hurtigt, han overhovedet kunne under et enormt tidspres.
Nå ja, og så havde han også ... overlevet.
Måske var det dét, der for alvor begyndte at brede sig i hans krop og bevidsthed, mens han sad der i bilen: Erkendelsen af, hvor stor en livsfare, han faktisk havde været i.
Han var udmattet. Med den ene hånd tog han fat i sine briller for at tage dem af, så han kunne gnide sig i ansigtet, som man gør, når man er træt – og ikke mindst: når ens øjne har set ting, de aldrig nogensinde havde forestillet sig, at de skulle se.
Og så var det, han huskede det!
Brillerne! BRILLERNE!
Han fløj op. Det var jo DEM, han havde på.
Ikke hans almindelige briller, men DEM, meta-brillerne ... dem med videokameraet.
Adrenalinet skød rundt i kroppen på ham for anden gang dén dag.
Han greb sin mobiltelefon, ringede til avisen og fik fat i sin chef: »Okay, jeg ved godt, at det er lidt ... weird, at jeg kunne glemme det. Men jeg har faktisk noget mere fra i dag. Og jeg tror, det er noget ... godt«.
Jabin Botsford var den yngste fotograf på Washington Post dengang i 2016, da Trump meldte sig ind i kampen om at blive USA’s præsident.
Ingen tog rigtigt New Yorker-rigmanden alvorligt – han kunne skabe overskrifter, men vinde landets største embede ... no chance.
Så da man skulle finde en fotograf på The Post, der skulle dække hans kampagne, var der ikke rigtig nogen af fotograferne på avisen, der bed på. Andre end 25-årige Jabin, der havde set ’The Apprentice’ med sin far og tænkte: Njar, hvad. Det kan måske blive meget sjovt.
Det blev det. Trump vandt. Og blev præsident. Fire år senere tabte han. Nu stillede han op igen.
Og Jabin, som ikke længere var yngst i The Post’s fotograf-stab, var pludselig den, der havde fulgt ham gennem alle årene. Og var således blevet en af de fotografer, der havde den bedste access, som man siger – adgang – til den kontroversielle politiker.
Det var derfor ikke tilfældigt, at det var ham, der stod på græsmarken den dag – 13. juli 2024 – i byen Butler i Pennsylvania.
Der gik nemlig rygter om, at Trump netop til dette vælgermøde muligvis ville løfte sløret for, hvem han ville vælge som sin vicepræsident-kandidat.
Jabin havde indvilget i at rejse dertil dagen før, selv om det var hans fødselsdag, og selv om han virkelig ikke gad. Fra Butler skulle fotografen næste dag videre til partikonvent i det republikanske parti i staten Wisconsin 900 km derfra.
»Klokken var seks om aftenen. Det hele føltes elendigt. Jeg skulle op og med et 6am-fly til Milwaukee næste dag. Det var varmt. Trump var forsinket. Jeg havde fotograferet hundredvis af de der møder før«.
»Og så alligevel var der noget, der var … anderledes. Mærkeligt. Da de skulle hænge det store flag op, som skulle danne baggrund for hans tale, ville det ikke på plads. Det ville ikke. Det blev ved med at folde sig sammen. Nogle begyndte at tale om, at det ikke var vinden, der gjorde det. Og at det lignede en englevinge«.
Endelig – mere end en time senere end planlagt – gik Trump på.
»This is a big crowd. This is a big, big beautiful crowd«, råbte præsidentkandidaten.
Jabin Botsford og fire andre fotografer, der var mødt op, fik omkring fem minutter lige foran Trump, hvor de kunne fotografere.
»Så blev vi fulgt om bag podiet igen. Alt var som sædvanligt. Another day at the office. Det her billede tog jeg godt et minut før alting skete«:
»Are you good? Har I, hvad I skal have?«, spurgte en fra Trumps presseteam os«, fortæller Jabin.
»Jeg var ved bare at sige ja. Men så tog jeg mig i det og tænkte: Okay, jeg mangler måske nogle af ham helt tæt på. Avisen plejer gerne at ville have et par stykker af den slags«.
»Så jeg bevægede mig rundt om podiet igen og begyndte at fotografere fra det nærmeste forreste hjørne – denne gang med et andet kamera, et med et stort teleobjektiv«.
»Så lød skuddene. Otte styk. To og to«.
»Jeg troede først, at det var fyrværkeri. Men så tog Trump sig til øret, ligesom man ville gøre, hvis man hørte en myg tæt på. Han bøjede nakken. Dukkede sig. Og faldt – eller rettere: Lod sig falde. Og så gik det op for mig: Han bliver beskudt. Samtidig stormede Secret Service-agenterne op og omringede ham«.
»Jeg kan ikke huske, at jeg blev bange. Faktisk var det eneste, jeg havde i hovedet i de sekunder: »I’m wearing the wrong camera. Jeg kan ikke fotografere med den her telelinse«.
»Jeg tror, at jeg gik lidt i panik dér. Over dét med kameraet, altså. Og mens jeg febrilsk forsøgte at skifte til et andet, må jeg havde ramt udløserknappen et par gange. I hvert fald er de første billeder, jeg har, af noget, der kan ende med at være blandt det største i mit arbejdsliv, en hel masse skud af græsset nede foran mine fødder«.
»Og så dette …«.
»Get down, get down!«, kunne man høre folkene fra Secret Service brøle til os«.
»Jeg havde siddet på knæ, men rejste mig op, da skuddene lød. Trump lå under bunken af agenter, som var tonset op på scenen, så man kunne ikke se ham mere«.
»Men jeg vidste, at jeg skulle have et billede til avisen, hvor hans ansigt var på. Så jeg løb frem foran scenen og hen til det andet hjørne«.
Lige efter de otte skud var der faldet to mere. De blev affyret af politiet, og det sidste dræbte den 20-årige attentatmand på taget til venstre for scenen.
»Shooter’s down«, kunne man høre en af sikkerhedsfolkene på scenen sige. »We’re good to move«.
»Lad mig få mine sko på«, sagde Trump.
Han sagde det to gange efter hinanden. En af agenterne konstaterede, at præsidentkandidaten havde blod i hovedet. Og begyndte at løfte i ham for at få ham op og væk.
Og her var det – som Jabin Botsford siger – afgørende, at han som fotograf havde været med i så mange år – til så mange vælgermøder, så mange steder.
»For jeg vidste præcis, hvorfra de ville evakuere ham. Nemlig fra trappen til højre, hvor vi altid får at vide, at vi ikke må stå – underforstået: fordi den skal være fri, hvis der sker noget«.
»Så jeg fulgte ham med kameraet hele vejen derhen. Og fik en hel serie af billeder. Både ét, hvor han smider knytnæven op i luften og råber »Fight! Fight!«. Og det, som har vundet i World Press Photo – hvor han såret og sårbar hjælpes ned fra podiet over mod den sorte SUV, der står klar til at køre ham bort«.
»På det tidspunkt kunne jeg se, at de andre fotografer allerede sad på jorden og sendte billeder fra deres kameraer«.
»Så jeg vidste, at jeg alligevel ikke ville komme først«.
»Og derfor tvang jeg mig selv til at vende mig rundt og tage nogle flere billeder. Af publikum ...«.
Jabin vendte sig også mod podiet.
Og det var dér, han så den ...
Trumps ene sko.
Der gik kun et øjeblik, så kom nogle fra præsidentkandidatens stab løbende tilbage og greb den. De tog også dens makker, der var blevet sparket ned fra scenen og lå i græsset.
Trump var forsvundet ind i bilen.
Og allerede på vej væk.
Der var gået to minutter, siden skuddene lød.
»Vi stod lidt henne ved scenen. Vi var fem fotografer og så Trumps pressefolk. Der gik vel et minut eller noget, så vågnede folkemængden – og pludselig vendte de sig imod os. Med stor vrede. De råbte og skreg: »Det er jeres skyld!«. »I er onde mennesker!«. Pressefolkene reagerede hurtigt og hev fat i os: »We got to get you out of here!«.
»De kunne ikke tage os om bag tribunerne, som man normalt ville, for der stod nogle og forsøgte at genoplive en person fra publikum, som var blevet ramt. Så vi blev gelejdet ind i et telt. Det telt, hvor Trump havde opholdt sig, inden han var gået på scenen«.
»Der sad vi i knap en time. Og sendte flere billeder. Og ... ja, bare sad. Og så på hinanden«.
»Jeg havde indtil da ikke rigtigt haft fornemmelsen af, at jeg havde været i fare«.
»Men dér i teltet begyndte jeg at tænke over, at jeg havde jo rejst mig op lige efter de første skud, og at det muligvis ikke var det klogeste i verden at gøre. Jeg vidste jo ikke, hvem der skød. Eller hvorfra. Eller hvor mange de var«.
»Jeg var på det tidspunkt temmelig sikker på, at Trump enten var død eller livsfarligt såret. Okay, han var selv gået ned fra podiet. Men jeg havde set blod i hans ansigt – og i min verden er det ikke noget godt tegn«.
»Da vi endelig kom ud fra teltet, var det til det mest overraskende syn: Der var helt øde. Over det hele«.
»Alle mennesker var væk. Tribunerne var tomme. Total ghost town«.
»Det var fuldstændig surrealistisk«.
Når man hører Jabin Botsford fortælle, kan man forstå, at det er en svedig, brugt, temmelig overloaded fotograf, der efter at have forladt teltet, trasker hen til sin lejebil, som holder på en parkeringsplads inde på græsmarken.
Politiet betragter området som en ‘crime scene’. Og derfor får ingen lov til at køre derfra.
Han sætter sig ind i bilen. Fortsætter med at arbejde – indtil han tænker, at nu har The Washington Post fået alt, han har.
Bogstaveligt talt.
Men så er det, at han som tidligere nævnt lige føler trang til at gnide trætheden lidt ud af ansigtet.
Og dér – på forsædet – tager fat i sine briller.
Og opdager, at det største scoop sådan set sidder på næsen af ham.
Og har siddet der hele dagen.
Ray-Ban Meta-brillerne med det indbyggede videokamera i stellet var faktisk nogle, han havde købt for længe siden.
Meningen var en gang imellem at optage, hvordan han arbejdede, når han var ude og fotografere store begivenheder. Det syntes folk på sociale medier tilsyneladende var interessant at se – Jabin Botsford forstod stadig ikke helt hvorfor – men okay, tænkte han, måske var det også sjovt for ham selv at have.
Problemet var bare, at han altid glemte at tænde for dem.
Så sent som et par dage tidligere havde han haft dem på en hel dag i Miami til et Trump-event – og alligevel glemt at aktivere dem. Fordi det bare føltes, som om han gik rundt med sine almindelige briller.
Derfor havde han inden rallyet i Pennsylvania, lovet sig selv, at nu skulle det altså være.
Nu SKULLE han altså dammit huske at bruge dem. Selvom han tænkte, at vælgermødet i Butler nok ikke ville blive det mest spændende ...
Dér på forsædet i bilen kunne han imidlertid ikke huske præcis, hvornår han havde trykket på knappen og aktiveret optagelserne.
»Nej, jeg anede det ikke. Det var først, da jeg fik optagelserne over på mobilen, at jeg kunne se, at »Okay, man, this is good«.
Det var avisen enig i. To put it mildly.
Og læserne. Videoen – som Jabin havde startet, lige efter Trump lod sig falde – blev lagt op på Washington Posts digitale platforme og blev det mest sete på nettet nogensinde i avisens historie.
I dag er det over et år siden.
Jabin Botsford er blevet far.
Han har vundet en Pulitzer-pris for ’Breaking News Reporting’ for dækningen af attentatet i Butler sammen med et team fra The Washington Post.
Han blev kåret til Årets Fotograf af The White House News Photographers Association.
Og i foråret fik hans billede af Trump, der hjælpes ned fra scenen, en af førstepriserne i World Press Photo.
Manden på billedet er imidlertid ikke lige så stor fan af motivet, som så mange andre.
»Nej, det passer ikke så godt ind i historien om den stærke leder, som overlevede. Alle andre end ham ser stærke ud i det billede. Han ser menneskelig ud«, siger Jabin Botsford.
»Fordi jeg har været med så længe, har jeg altid haft ekstrem god adgang til ham. Men noget har ændret sig«.
»Jeg kan jo ikke med sikkerhed sige, at det skyldes dette billede«.
»Men det føles ikke, som om jeg har den adgang længere«.
Info
Interviewene med fotografen Jabin Botsford, der ligger til grund for teksten i denne fotofortælling, fandt sted, før attentatet på den amerikanske, højrekonservative debattør og aktivist, Charlie Kirk 10. september 2025.
Hvis du vil vide
mere om fotografen
Instagram:@jabinbotsford
Website: www.jabinbotsford.com
Redaktion
Tekst: Henriette Lind
Foto: Jabin Botsford, The Washington Post
Tegning: Mads Pedersen
Animation: Kristian Jensen
Digital tilrettelæggelse:Henriette Lind, Kristian Jensen, Rasmus Vendrup
Redaktør: Henriette Lind
Fotochef: Peter Hove Olesen
Chef for digital innovation: Johannes Skov Andersen