Peter Funchs arbejde er – i udtrykkets mest fascinerende betydning – fortabt i tiden. Det ligner sådan noget, som Andy Warhol kunne lave i dag, hvis han stadig havde været i live. Det er det 21. århundrede, men alligevel 1970’erne. Det er storby, og det er kosmopolitisk, og det passer på én og samme tid ind i en lang række forskellige kunstnicher: social skulptur, tidsbaseret kunst og portrætkunst. Og så føles det foruroligende og snigende på en yderst behagelig måde ... en venligere og blødere form for overvågning.
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.
Bliv abonnent for 1 krAllerede abonnent? Log ind
