Peter Funchs arbejde er – i udtrykkets mest fascinerende betydning – fortabt i tiden. Det ligner sådan noget, som Andy Warhol kunne lave i dag, hvis han stadig havde været i live. Det er det 21. århundrede, men alligevel 1970’erne. Det er storby, og det er kosmopolitisk, og det passer på én og samme tid ind i en lang række forskellige kunstnicher: social skulptur, tidsbaseret kunst og portrætkunst. Og så føles det foruroligende og snigende på en yderst behagelig måde ... en venligere og blødere form for overvågning.
Når jeg kigger på fotografierne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de afbildede newyorkere ville se på dem og a) blive smigrede, b) føle sig forfulgt, c) blive stolte eller d) lægge sag an. Men man kan jo ikke rigtig sagsøge Funch. Han er dokumentarist, og han har et fantastisk blik for den gyldne nål midt i hverdagslivets høstak. Han sætter også fokus på arbejdsdagens noget industrialiserede cyklus i storbyen.
Hvem er disse mennesker? Er de slet ikke klar over, at de er blevet klicher af sig selv? Men hvad er der på den anden side galt med at være sin egen kliché – hvilket bedømmelsessystem skulle sådan en kritik komme fra? Er det en kritik af arbejde? Er det en kritik af marxismen eller et argument for marxismen – et håndfast bevis på, at vi sælger vores tid og energi på et reguleret grundlag, så vi har friheden til at, nå ja, fortsætte med at gøre nøjagtig, som vi plejer: selve livet afviklet som filmen ’Groundhog Day’ (dansk titel: ’En ny dag truer’).
Man kan heller ikke lade være med at hæfte sig ved, at stamgæsterne på Funchs fotografier næsten udelukkende lever i deres egne indre verdener. Nogle har høretelefoner på. Nogle holder på kaffekrus. Nogle er ... fortabt i tid og rum. Men det, man kan sige med betydelig sikkerhed, er, at Funchs portrætpersoner befinder sig stort set alle andre steder end i det rum, som deres fysiske kroppe bevæger sig igennem.
