»Det dyrebareste i et barns liv er den frie tid«
Folkeskolereformen udvidede skoledagen. Børn fik mindre tid til at gå i 'fritter'. På Fritidshjemmet Rabalder holder pædagog Anders Poulsen fast i, at mindst lige så vigtigt som at læse og skrive er det, at børn opnår »en god portion social sundhed, bliver i stand til at tage stilling, at vælge kammerater, være nysgerrige og stå ved det, de laver«. Her møder han nogle af sine tidligere Rabalderbørn syv år efter. Lykkedes det?
Når Anders Poulsen som fritidshjemspædagog sidder til netværksmøder med forældre, skolelærere og psykologer, kan han nogle gange ikke forstå, at de rundt om bordet taler om det samme barn.
»Jeg undrer mig, når jeg hører, hvordan barnet ovre i skolen ser sig selv som syndebuk og klager over aldrig at måtte få lov til nogen ting, samtidig med at det er et barn, der blomstrer hos os«.
Og så konkluderer han: »Det perspektiv må ikke gå tabt«.
Kært barn har mange navne. Fritidsinstitutioner har i hvert fald ét: Fritteren.
Fritidshjemmet - den selvstændige institution med egne lokaler og egne legefaciliteter – holder stand i en tid, hvor folkeskolereformen ellers har skåret et par timer af den tid, børn tidligere havde til rådighed efter skoletid.
Det kan fritidshjemspædagog Anders Poulsen skrive under på. Han arbejder på fritidshjemmet Rabalder på Nørrebro, og hans arbejdsenergi har ikke tabt styrke, selv om der er sket drastiske forandringer med den slags institutioner de seneste ti-tolv år.
Større enheder, mindre tid. Det er summen af en udvikling, som med Anders Poulsens ord »giver større udfordringer og ikke nogen ubetinget fordel«.
Men han er ikke i tvivl om, at arbejdet i et fritidshjem med børn fra 0. til 3. klasse måske endnu mere end før er af stor vigtighed.
For at sikre at børns forskellige styrker og evner kommer til udfoldelse.
Og for at sikre, at den ulighed, der i skolen kan give sig udslag i , at nogle børn føler sig koblet af, delvist afbalanceres i en helt anden type institution, hvor barnets evne til at læse eller koncentrere sig stillesiddende ikke nødvendigvis er i højsædet.
»Det dyrebareste i et barns liv er nok den frie tid. Det, tror jeg, vi alle husker fra vores barndom. Og den værner vi om mere end nogensinde, nu hvor der er blevet mindre af den«, fastslår Anders Poulsen med glød i stemmen.
Han understreger, at han på fritidsinstitutionen ser en anden side af barnet, end de gør henne i skolen, »hvor der er pres på hele tiden«.
For ti år siden var Rabalder helt sig selv med godt 40 børn. Siden er der sket meget: Rabalder har i dag det dobbelte antal børn fra 0. til 3.klasse og er ledelsesmæssigt bunket sammen med tre andre fritidsinstitutioner i samme område – med tilsammen 400 børn fordelt på fire matrikler.
Og hvor børnene dengang fik fri ved middagstid fra skolen, kommer de nu først ved 14-tiden og er trætte efter en lang skoledag. Skolereformen fra 2013 har fuldstændig forandret de fleste børns hverdag.
Da Anders Poulsen på Politikens initiativ møder tre unge kvinder, der for ti-tolv år siden var nogle af hans små børn på Rabalder, opstår der hurtigt en enighed mellem dem om, at dengang var Rabalder nærmest en slags landsby, hvor alle kendte alle
Hvad husker du bedst fra din tid her?
Nørrebro er mangfoldighedens bydel mere end så mange andre. Anders Poulsen ser det som »en 100 procents begunstigelse«.
Han tænker slet ikke i de baner, at her er en dreng eller en pige fra en familie med anden etnisk baggrund end dansk i det udsatte boligområde Mjølnerparken, og så skal han være ekstra opmærksom på manglende trivsel alene af den grund.
For ham er det vigtige på Rabalder ikke, om børnene kan læse og skrive.
»Jeg skal sørge for, at de kommer ud af 3. klasse med en god portion social sundhed, er i stand til at tage stilling til tingene, vælge deres kammerater, være nysgerrige og stå ved det, de laver«, forklarer Anders Poulsen.
I den sammenhæng kan man ikke sige, at børn fra hjem med anden etnisk baggrund end dansk har større problemer end andre. Mange etniske minoritetsfamilier er skam meget ressourcestærke, understreger han.
»Og jeg bliver glad, når jeg møder børn, der engang har gået på Rabalder og kan se, at de trives«
Husker du os, Anders?
For Anders Poulsen er kodeordet: Tag barnets lyst alvorligt.
»Når et barn har det svært derhjemme, er det vigtigt at tage udgangspunkt i det, som det barn synes er fedt at lave. Og indrette pædagogikken efter det«.
Han er ikke sikker på, at folkeskolereformen har gavnet alle børn. For nogle af dem har svært ved at koncentrere sig i seks timer, de er flyvske og impulsstyrede, fortæller han.
»Men det kan sagtens være børn, som vi på fritidshjemmet helt modsat opfatter som velfungerende, fordi de er aktive og glade, når de er hos os«.
Anders Poulsen understreger, at han ikke gider at være eksponent for en voldsom kritik af folkeskolereformen, sammenlægninger af institutioner og klyngeledelse og alle de andre administrative forandringer, der har betydet, at han i dag arbejder med meget større hold - og samtidig ser børnene i kortere tid hver dag.
Han konstaterer bare, at dengang »havde jeg selv fingeren på pulsen for hvert eneste barn på Rabalder, i dag er det ansvar fordelt på flere«.
Hvilke oplevelser husker I bedst?
Efter at fritidsinstitutionen er blevet større og tiden med børnene meget kortere, kan Anders Poulsen konstatere, at den pædagogiske praksis har ændret sig drastisk.
»Vilkårene for at skabe et pædagogik sprudlende miljø er blevet sværere«, fastslår han.
Nu handler det ikke helt så meget som før om at have gang i alle mulige styrede projekter med at indspille en cd eller sætte et teaterstykke op.
»Børnene skal i højere grad have mulighed for bare at lære hinanden at kende, de skal kunne have aftaler med hinanden og styrke deres venskaber, når de endelig har fri, de skal kunne gå i puderummet eller scenerummet for at danse og den slags«, forklarer han.
Før stod Anders Poulsen og kollegerne altid klar med at øve til et karneval eller noget lignende.
»Før var hovedopgaven at levere en svedig omgang pædagogik - og det er det da stadig, men nu handler det lige så meget om at være bevidst om, at fritiden er vigtig for børnene. Og lade være med at styre dem for meget«.
At uddelegere ansvar til børnene er stadig centralt, understreger Anders Poulsen. Men han er glad for, at han ikke er nyuddannet fritidspædagog, for han tror, det er blevet sværere.
»Men det kan stadig lade sig gøre«, fastslår han. Anders Poulsen har eksempelvis haft en pigegruppe med evindelige skænderier og uenigheder, og som alligevel er bedste veninder.
»Så forsøgte jeg med noget teater for at prøve at pille denne her grundlæggende angst for at gøre ting forkert af dem. Og pludselig har jeg gang i et teaterprojekt med 26 børn, der laver musik og tekster. Så det kan stadig lade sig gøre, selv om vi en periode har måttet stille det i bero af strukturelle årsager«, fortæller han.
I en verden hvor der stilles stadig flere krav til børn, er det er hans påstand, at de nemt får en følelse af ikke at blive taget alvorligt.
»Men det prøver vi altså stadig her«.
Så udviklingen har ikke taget livet af fritidspædagogernes lyst til at lave projekter med børnene. Men fordi de har mindre tid sammen med børnene, er det blevet en større udfordring i den knappe tid at arbejde med det, som efter Anders Poulsens opfattelse er det allervigtigste i et fritidshjem:
»At skærpe børnenes nysgerrighed overfor ting, de ikke kender og overfor børn, de ikke kender. At de ikke altid bare nøjes med det sikre kort. Vi skal være øjenåbnere for børn, der for eksempel aldrig har rørt et musikinstrument og se, om vi kan få dem til at sidde i en Christianiacykel og give den fuld gas med en afrikansk tromme, mens 50 mennesker følger efter«.
Anders Poulsen kommer hele tiden tilbage til, at børnene på et fritidshjem er »medskabere af en kultur« på tværs af en masse skel.
Han synes, det er fantastisk at se stolte 3. klasser have små sejre, når de har lavet et projekt, der imponerer de mindre børn. Eller når børnehaveklassebørn spiller fodbold med de store eller vinder i computerspil.
»Alt det, som de selv er med til at sætte i værk sammen med andre børn ikke bare på tværs af aldersgrupper og klassetrin, men også køn og sociale forskelle og etnisk baggrund. Den slags oplever man på et fritidshjem på en helt anden måde end på en skole«.
Anders Poulsen lægger heller ikke skjul på, at samarbejdet med forældrene er blevet sværere.
»Engang havde vi 40 børn, nu har vi næsten 90, så det er svært med et fælles forældrearrangement. Vi risikerer jo, at der kommer 300-400 mennesker, og så mange kan vi ikke være i lokalerne«.
Som da de marokkanske forældre lavede marokkansk mad, og de alle sad på gulvet, og de danske forældre havde lidt svært ved det, og så grinede alle. Den slags store arrangementer er lagt på hylden, men det er stadig vigtigt med forældresamarbejdet, understreger han.
»At et forældrepar kan komme på fritidshjemmet og opleve, at de ikke skal have en opsang på grund af deres søn som henne på skolen, men at her hos os skal han synge, og forældrene sidder der med tårer i øjnene, fordi han faktisk er god til det«.
Hvad var forudsætningerne?
Anders Poulsen taler meget om at gøre børn frie og nysgerrige, men erkender også, at nogle børn kan blive for frimodige, friske og flyvende. Det skal en fritidshjemspædagog også kunne håndtere.
Han erkender, at Nørrebro har et dårligt rygte med hensyn til børns og unges adfærd, men det er ikke noget, han fokuserer på i hverdagen.
»Derfor er det også sjovt, at en pige, der flytter fra Nørrebro til Østerbro, pludselig der hører fra andre om, at der er mange perkere og slåskampe og bander på Nørrebro. For det har hun da ikke tænkt over før. Og det er jo godt, for det er ikke min opgave som pædagog at problematisere børnenes baggrund. Det er det sidste, de har brug for«.
Hvordan er det at høre om vores tid her?
Anders Poulsen er meget bevidst om, at han arbejder for mere lighed og mod ulighed. Og på det område er der er kommet endnu mere at bokse med i takt med, at mangfoldigheden bliver stadig mere kompleks på Nørrebro.
»Det er det, der er så irriterende og fantastisk ved mit arbejde: At man ikke kan måle effekten. Jeg kan jo ikke altid i 3. klasse, når børnene forlader os, se hvordan det skal gå. Det kan jeg først senere, når jeg møder dem på gaden, hvad enten de går i jakke og slips eller i bomberjakke«.
Redaktion
Video: Nima Hajarzadeh, Emilie Thejll-Madsen,
Heidi Skibsted og Johannes Skov Andersen
Digital tilrettelæggelse og design: Johannes Skov Andersen
og Nima Hajarzadeh
Animation: Kristian Jensen
Tekst: Flemming Christiansen
Redaktør: Thomas Borberg