Deres historier er forskellige. Nogle er blevet smittet ved fødslen og har mistet begge deres forældre til sygdommen. Andre er først blevet smittet senere i livet, men er blevet vendt ryggen af deres familier. Andre igen har stadig kontakt til deres familier, men er kommet så sent i behandling, at de er blevet for syge til, at deres pårørende kan passe dem. Måske også fordi andre følgesygdomme er kommet til.
I templet får alle patienter hiv-medicin, men behandlingen er meget elementær, så den redder ikke alle.
Samtidig formidler templet den buddhistiske lære om, at man ikke skal frygte døden, fordi livet og døden er forbundne størrelser. Derfor fremvises flere afdøde patienter som indtørrede lig ved indgangen, mens hvide sække er opstablet med knogleresterne fra de mere end 10.000 mennesker, som siden 1992 er døde af aids i templet.
