1. pris Orangutangen Fahrzen får et rutinemæssigt helbredstjek på karantænecenteret i Sibolangit på det nordlige Sumatra i Indonesien. Fahrzen er 30 år gammel og kommer fra en zoo i Malaysia, hvor han har boet, siden han var spæd. Han er sund og rask, men mangler kompetencerne til at overleve i naturen.
Fotograf: Alain Schroeder, Belgien
2. pris En mand forsøger at forhindre fotografen i at tage billeder af skældyr, der sælges på et marked for bush meat i Yaonde i Cameroun. På bordet ligger der eksemplarer af yderlige fem truede dyrearter. Selv om skældyr er på den officielle liste over stærkt truede dyrearter, handles de ivrigt her på markedet. Cameroun er et af meget få lande i verden, hvor der stadig er så mange skældyr, at jægere kan finde og nedlægge dem.
Fotograf: Brent Stirton, Sydafrika
3. pris Biologen Tom Glass tager et billede af en jærvs tænder i forbindelse med GPS-mærkning af dyrene. Billedet skal bruges til identifikation og et sundhedstjek. En jærvs tænder og kæber er stærke nok til at knuse store knogler hos byttedyr. Denne enestående evne giver dem mulighed for at æde resterne af ulves og bjørnes måltider.
Fotograf: Peter Mather, Canada
Vinderne i ’Portrætter’, enkeltbilleder:
1. pris På et asylcenter i Podkowa Leśna i Polen sidder en 15-årig armensk pige i en kørestol omgivet af sine forældre. Hun er diagnosticeret med det omdiskuterede resignationssyndrom, hvor patienten er passiv, ubevægelig, stum og ikke spiser og drikker, inkontinent og uimodtagelig for fysiske stimuli.
Fotograf: Tomek Kaczor, Polen
2. pris Belinda Qaqamba Ka-Fassie, der er drag-kunstner og aktivist, poserer på en shisanyama, et lokalt kulturcenter, hvor kvinder tilbereder og sælger kød. Centeret ligger i Khayelitsha, en township uden for Cape Town i Sydafrika. Sammen med fotografen og andre sorte med en ikke-konform kønsidentitet deltager Belinda i et projekt, der skal afkolonisere drag-kulturen og finde frem til et særligt afrikansk drag-udtryk.
Fotograf: Lee-Ann Olwage, Sydafrika
3. pris Den professionelle danser Musa Motha, der danser på krykker, poserer efter en øvetime i Newtown, Johannesburg i Sydafrika. Musa var en lovende fodboldspiller, da han som 11-årig fik konstateret en form for knoglekræft, der især rammer børn og unge. Sygdommen betød, at hans ben måtte amputeres under knæet. Musa måtte finde nye mål, og han udnyttede sin kærlighed til musik til at blive danser. Han er tilknyttet Vuyani Dance Theatre i Johannesburg.
Fotograf: Alon Skuy, Sydafrika
Vinderne i ’Portrætter’, billedserier:
1. pris 60-årige Noora Ali Abbas sidder sammen med sit 6-årige barnebarn Harreth i deres telt i en lejr for internt fordrevne i Nineveh-provinsen i Irak. Noora lider af depression og angst på grund af de traumatiske oplevelser, hun har været igennem. Hun siger, at hendes mand og søn blev taget som gidsler af Islamisk Stat i 2015.
Fotograf: Adam Ferguson, Australien
2. pris Hviderusland har nogle af de mest liberale abortregler i Europa. Alligevel er abort stadig et tabu for kvinder, og mange vil helst undgå at fortælle, at de har fået foretaget indgrebet. 62-årige Natalia har et barn og har fået en abort. Hun var gravid, da ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl skete i 1986. Hvis ikke det havde været hendes første graviditet, ville gynækologen have frarådet hende at få barnet. Hun fødte barnet, der var sundt og raskt. Næste gang, hun blev gravid, valgte hun at få en abort.
Fotograf: Tatsiana Tkachova, Hviderusland
3. pris Den Kuriske Landtange er en 98 km lang tange af sand, der adskiller Den Kuriske Lagune. Den sydlige del ligger i Kaliningrad, den nordlige i Litauen. Klitterne er blandt de højeste i Europa, og stedet har tiltrukket kunstnere i flere hundrede år. Fotografen forsøger at formidle, at rum skal høres, lugtes og absorberes, fordi øjnene ikke giver et fyldestgørende indtryk. Personerne på billederne har selv valgt, hvor de ville fotograferes.
Fotograf: Tadas Kazakevicius, Litauen
Vinderne i ’Sport’, enkeltbilleder: