0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Yasuyoshi Chiba, Agence France-Presse
Foto: Yasuyoshi Chiba, Agence France-Presse

Her er det! Verdens bedste pressefoto 2020: Der var mørkt. Ligene drev i byens flod. Pludselig var der nogen, der råbte et digt

Håbet. Hvordan ser det ud?

Som ’et lys i mørket’, siger man ofte.

Vinderbilledet fra Sudans hovedstad Khartoum har virkelig – i mere end én forstand – et overvældende mørke i sig. Samtidig strømmer der råb og lys ud fra det. Som en slags håb ...

Netop det er – ifølge dommerne – en af grundene til, at præcis dette fotografi i år er blevet valgt til verdens bedste pressebillede, World Press Photo of the Year – foran knap 74.000 indsendte billeder fra hele kloden.

Billedet er taget af den japanske fotograf Yasuyoshi Chiba i juni sidste år, samme måned som regeringssoldater omringede fredelige demonstranter foran landets militære hovedkvarter, brændte deres telte, slog, skød og dræbte mere end hundrede mennesker.

Amnesty International har rapporteret, at der efterfølgende flød døde kroppe rundt i Nilen, der løber gennem Khartoum, og at man på sociale medier kunne se, at »mursten var bundet fast til kropsdele for at holde ligene nede i vandet«.

Det er i denne voldsomme sammenhæng, at billedet skal ses, fremhæver dette års World Press Photo-jury.

For de sudanesiske myndigheder forsøgte samtidig at slå oprøret ned ved at afbryde strømforsyningen og lukke for internettet. Hvilket dog heller ikke fik demonstranterne til at opgive. I stedet kommunikerede de via sms’er, mundtlige beskeder og megafoner og samledes i gaderne i lyset af deres mobiltelefoner – som her – omkring en ung mand, som råber et digt ud i mørket.

»Vi ser et ungt menneske, som ikke skyder. Som ikke kaster med sten. Men reciterer et digt. På den måde giver han –og billedet – håbet en stemme«, siger formanden, sydafrikanske Lekgetho Makola. »Det er vigtigt som inspiration i en tid med meget vold og konflikt«.

Vi ser et ungt menneske, som ikke skyder. Som ikke kaster med sten. Men reciterer et digt. På den måde giver han – og billedet – håbet en stemme

Et andet jurymedlem, Chris McGrath, fotograf for Getty Images, mener, at billedet »rummer uroen fra alle de mennesker over hele kloden, som ønsker forandring«.

Politikens fotochef Thomas Borberg sad med i World Press Photo’s jury i 2018. Han kalder vinderbilledet »et teknisk godt, smukt fotografi, hvor man kan mærke, at der er noget på spil«. Men han er ikke sikker på, at det er et af de fotografier, han kommer til at huske – på samme måde som nogle af de tidligere World Press Photo-vindere:

»Måske skyldes det, at fotografiet ikke får fat i mig lige med det samme – ikke før jeg har fået konteksten, historien bag. Først dér vokser det. Hver dag bliver vi præsenteret for hundredevis af fotografier, og når en jury som den i World Press Photo skal vælge ét, der udråbes til verdens bedste, så skal det ramme ens følelser og sanser som en knytnæve i maven lige med det samme. Det synes jeg ikke, at det her gør«.

Ud over at der i fotografiet kastes lys på den unge mand, sætter vinderbilledet selvfølgelig også spot på Sudans aktuelle situation. Demonstrationerne begyndte i 2018, og i april 2019 blev landets præsident Omar al-Bashir væltet af militæret. Befolkningens umiddelbare begejstring over det fik et alvorligt slag, da militæret herefter – i stedet for at give magten videre – vendte sig voldsomt mod det folkelige oprør. Siden er der blevet dannet en koalitionsregering, hvor der sidder både civile politikere og militærfolk. Håbet blandt det sudanesiske folk er, at der med tiden vil kunne skabes grundlag for demokratiske valg. Men tvivlen og uroen findes stadig – nedenunder.

Måske var det dét, fotografen havde i tankerne, da han sendte billedet ind til World Press Photo-konkurrencen og beskrev stemningen blandt de unge på billedet som »et bål af gløder, der let kan blusse op igen«.

Vinderfotografen Yasuyoshi Chiba. Foto: Shiggy Yoshida

Yasuyoshi Chiba er uddannet i Tokyo, men flyttede til Kenya i 2007 og arbejder i dag som fotograf for billedbureauet Agence France-Presse (AFP).

Hans billede fra Sudan blev udråbt til ’World Press Photo of the Year’ i kamp med fem andre fotografier. Finalisterne blev allerede offentliggjort i februar i år, og kan ses i denne artikel, som også indeholder en lyddel, hvor Politikens fotochef Thomas Borberg giver sin mening til kende om hvert enkelt af dem.

I konkurrencen kårer World Press Photo hvert år også vinderbilleder i en række underkategorier som sport, natur, nyhedsfotografi, mennesker og miljø.

Den internationale AFP-fotograf, Nicolas Asfouri, der er dansk statsborger, født i Beirut, henter en 1. pris i ’General News Story’ for en billedserie fra urolighederne i Hongkong i september. Derudover er der ingen skandinaviske fotografer blandt pristagerne. Se alle vinderbillederne i samtlige kategorier her.

Verdens bedste foto skal ramme ens følelser og sanser som en knytnæve i maven lige med det samme. Det synes jeg ikke, at det her gør

Endelig har World Press Photo her til aften også afsløret den billedserie, som er vinder af prisen ’World Press Photo Story of the Year’. Det blev den franske fotograf Romain Laurendeau sort-hvide skildring af unge i Algeriet, hvor mere end 70 procent under 30 år er arbejdsløse.

Unge mænd ser fodboldkamp i Olympia-biografen i Algier, hovedstaden i Algeriet. Biografen viser fodboldkampe flere gange ugentligt, gerne med genudsendelser af europæiske kampe. Det giver også de unge en mulighed for at være lidt væk fra livet på gaden. Foto: Romain Laurendeau


Under normale omstændigheder ville de prisvindende billeder nu tage på rejse rundt i hele verden: World Press Photo-udstillingen plejer at blive vist i mere end 100 byer i 45 lande og set af over 4 millioner mennesker.

Men som så meget andet er dette – i lyset af coronapandemien – lige nu forbundet med en del usikkerhed. I Danmark lægger Politikens Hus hvert år vægge og lokale til World Press Photo-udstillingen – og foreløbig er det stadig planen, at det sker 25. september til 18. oktober 2020.



Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden