0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Hun ligger helt stille nede i kassen.
Og venter på sin mor.

Hun er blød som en baby,
dufter som en baby, vejer det samme.

Men hun trækker ikke vejret.

Og kommer heller aldrig til det.

Hun er en dukke.
Hun er lavet af silikone.
Og hun er ikke af denne verden.

Men der er kvinder, der kun kan være i denne verden, siger de – fordi hun findes.


Kan man elske et barn af plastik?

En prisbelønnet fotograf har i mere
end seks år fulgt voksne kvinder,
der vugger ekstremt virkelighedstro spædbarnsdukker og bruger
dem til at komme igennem
sorg og depressioner.

Baby kommer med posten – i en papkasse. Ned langs den ene side ligger en lyserød – eller lyseblå – kuvert med en fødselsattest.


Og en ble til den første nat.


Barnet er helt stille. Det har ører, der ingenting hører. Øjne, der ingenting ser. Kunstige kinder og kunstigt hår.


Hvordan kan nogen kaste sin kærlighed på ... det?


Det er der mange, der kan – især hvis de er ramt af stor sorg, siger fotografen Karolina Jonderko. I sit hjemland Polen har hun fotograferet kvinder, der med største nænsomhed holder tre kilo plastik i deres arme og siger, at det har reddet deres liv og deres hverdag.


»Og det var også sorg, der satte hele fotoserien i gang for mig«, fortæller fotografen:


»På tre år – mellem 2008 og 2011 – mistede jeg syv familiemedlemmer. Og i den periode begyndte jeg at interessere mig for, hvordan andre mennesker håndterer traumer«, siger Karolina Jonderko.


’Reborns’ hedder spædbarnsdukkerne. Og det er også titlen på Karolina Jonderkos billedserie, der har vundet en 2. pris i dette års World Press Photo-konkurrence.


En af de kvinder, hun har fotograferet, er Ewa ...

Ewa mistede sit barn i 2017.

Den lille dreng levede kun 18 dage efter fødslen.

I et forsøg på at dulme længslen efter at holde ham, købte Ewa en reborn-dukke, som hun kunne kysse og vugge og synge for. Og »på den måde mindes en lille dreng, som skulle have været i live«, som hun siger.


Men kun for en tid.


Billedet er taget i 2019, og i dag har Ewa ikke længere sin dukke. Hun har solgt den og sammen med sin mand indstillet sig på at adoptere et barn.

Magda havde indrettet et børneværelse i hjemmet i Gdansk.

Der var alt i det værelse. Alt.

Undtagen et barn.

I stedet lagde hun gennem syv år Lorcia, en mørkhåret, blødkindet reborn-dukke, til at sove i alt det lyserøde – mens hun selv forsøgte at blive gravid.


Hun skiftede også tøj på dukken hver dag og tog et billede af hende, som hun satte i et særligt fotoalbum.

Da Magda efter mange års forsøg pludselig blev gravid og senere fødte en lille dreng, blev alt det lyserøde skiftet ud med lyseblåt.


Og Lorcia ligger i dag på en hylde i et skab.

»Dukkerne føles meget, meget virkelige«

»Og selv om man godt ved, at det ikke er en rigtig baby, tror jeg, de færreste ville kunne behandle dukken dårligt«, siger Karolina Jonderko. »Instinktivt holder man den, som man ville holde et barn«.


»Kvinder, der køber reborns, fortæller, at rutinerne og dagligdagen med dukken giver dem ro«, fortæller fotografen.


»Og jeg har hørt forskere sige, at fordi dukkerne har den samme vægt, den samme lugt og de samme proportioner som en baby, så er det faktisk muligt, at de hos nogle mennesker udløser de samme endorfiner, som hvis det var et rigtigt barn«.

Dukkerne produceres over hele verden.

De kan koste op til flere tusinde kroner.

I mange tilfælde er det private forhandlere, der køber dukkerne som samlesæt og dernæst bruger mange timer på at få deres overflade til at ligne rigtig hud. Og give dem florlet babyhår ved at sy tynde, tynde baner af alpaca mohair ind i deres hovedbund.


Hvorefter de sælger dem videre.


Med et løfte om, at der ikke findes nogen magen til.


At hver enkelt dukke er noget helt særligt. Ligesom de børn, de skal ligne.

Det kan være svært at bære sin sorg,
sit tab, sin længsel efter et barn synligt.

Ude i omverdenens skarpe lys.

Nogle undgår det.


Og har ikke lyst til at tage deres nye, tyste familiemedlem med udenfor.


De oplever, at andre voksne finder det bizart, at de går rundt med en dukke i fuld offentlighed.


Og bliver helst hjemme.

Andre danner grupper, hvor de mødes.


Og tager reborn-ungerne med på café.

Nogle reborn-ejere synes, at der er en særlig nydelse i at opleve, at mange mennesker ikke kan kende forskel på deres dukke og et levende barn nede i barnevognen, fortæller fotografen.


Der findes endda tilfælde, hvor bilruder er blevet slået ind af urolige forbipasserende i et forsøg på at redde, hvad de troede var et bevidstløst spædbarn i en forladt bil.