0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Han vågner op hver morgen i en park: Theo er 7 år og hjemløs

Theo fra Berkeley i Californien drømmer om et hus. Og en hund, der kan løbe rundt om det, siger han.

Men først og fremmest kunne han godt tænke sig, at han og hans mor ikke hele tiden skulle finde ud af, hvor de skal sove. For sådan har det været det meste af hans liv.

Gennem lidt under et år har en fotograf fulgt Theo og hans mor Leah, der ikke bor nogen steder.

Det er en morgen ligesom alle andre morgener.

Theo vågner. Stikker hovedet ud og rynker lidt på næsen i den kølige oktobervind. Tager sine briller på. Spurter ned til en lille å og lader vandet. Så tilbage til teltet.

Hans mor fylder madkassen med cornflakes og mælk og lægger den ned i hans rygsæk. »Løb«, siger hun. Og så løber de. Tværs gennem parken, over mod gaden, hvor skolebussen holder og venter. Theo hopper om bord, forpustet. Bussen dytter farvel og snirkler ud i trafikken og afsted.

Han nåede det. Det er en god start på dagen.

Men det er som sagt en morgen som alle andre morgener, så der er andre ting, der stadig mangler at falde på plads.

For eksempel hvor han skal sove, når det bliver aften.

Theo er syv år og hjemløs. Det har han været det meste af sit liv. I to år har han og hans mor Leah Naomi Gonzales boet på gaden i Berkeley, Californien. Og i lidt over et år af den periode har fotografen Gabrielle Lurie fra avisen San Francisco Chronicle fulgt dem.

Theo har sovet sammen med sin mor i byens parker. I et telt, som de slår op, når mørket falder på. Nogle nætter under en motorvejsbro. I perioder på forskellige hotelrum. Før fotografen mødte dem, boede de i en autocamper, men den blev fjernet af politiet.

Træt.

På vej til parken for at sove.

  • Gabrielle Lurie

Godnatlæsning i teltet.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Leahs hjemmelavede skilt, som hun bruger til at bede forbipasserende om mad og penge.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

De er ... de to. Theo og hans mor.

I verden. Og mod verden.

I et samfund, som de aldrig rigtig har hittet deres plads i.

Og som Theos mor ikke kan – og vil nogen måske sige: ikke vil – finde sig til rette i.

Og samtidig ikke kan undvære hjælpen fra.

Eftermiddag. Theo ser video på sin mors telefon, mens Leah tigger penge af trafikanterne på University Avenue i Berkeley.

Nogle dage lykkes det at få så meget, at de kan klare sig.

Andre dage – som den her – kan hun stå på gaden i mange timer og gå derfra med et beløb svarende til under hundrede kroner.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Spisetid.

Theo og hans mor venter på mad uden for en restaurant, som et gået med til at give dem et gratis aftenmåltid.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

De er en lille særlig enhed. Med hele livet stuvet sammen på en cykelanhænger.

Og derfra ... kan alt ske.

Hver dag.

Aften.

På vej.

For at finde et sted at sove.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

Theo sidder på en fortovskant. Lyset irriterer hans øjne.

Leah er bekymret over, om styrken i hans briller er god nok.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

To politibetjente beder dæmpet, men bestemt Leah om at fjerne sit telt.

Hun og Theo har boet i parken i flere uger, men fordi det er ulovligt at campere dér, er Leah nødt til at pakke sammen hver morgen. For så at vende tilbage igen om aftenen.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

De sociale myndigheder bliver jævnligt ringet op af borgere, der har set de to og er bekymrede.

Sagsbehandlerne siger, at de har prøvet at hjælpe Theos mor – både med hendes mentale helbred og med at finde et sted at bo, men at hun ikke er »samarbejdsvillig«.

Leah mener, at de lyver og er korrupte og ikke vil hende noget godt.

I perioder bor Theo og hans mor på hotelværelser, som myndighederne betaler for at få dem væk fra gaden og parkerne. Også folk i lokalområdet har samlet ind og på den måde hjulpet med overnatninger på hotel.

Theo ser ‘SvampeBob Firkant’ på Quality Inn Hotel i Berkeley.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

’SvampeBob’ er Theos yndlingsprogram.

Og hotelværelser er bedre end teltet, siger han »for her kan jeg se fjernsyn«.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

»Må jeg låne nøglen?«.

Theo hopper for at spørge receptionisten på Quality Inn Motel, om han må gå ind i spisesalen og varme sin aftensmad – en tallerken med macaroni og ost.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

Det bliver til en del sandwich og microovnsmad, når man ikke har et køkken.

Theo spiser en sammenklapper med peanutsmør og syltetøj på et andet hotel, La Quinta Inn i Berkeley.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

Og sådan ser morgenen ud et tredje sted, Downtown Berkeley Inn.

Nyt hotel, nyt værelse, samme liv.

  • Gabrielle Lurie

Men hoteller er hoteller.

Hver nat koster. Og på et tidspunkt er der ikke flere af de nætter, som bekymrede medborgere eller myndighederne har betalt for.

Nogle gange lykkes det Leah at få overtalt sagsbehandlerne til at bevilge en periode mere.

Men ... det er heller ikke alle hoteller, der er ovenud begejstrede for at have hende og Theo boende. Slet ikke i længere tid. Efter 30 dage på et hotel betragtes man i Californien ikke længere som gæst, men som lejer. Med en lejers rettigheder. Og det er de færreste hotelejere interesseret i.

Så før eller siden kommer dagen altid: Den, hvor Leah får besked om, at nu må hun finde et andet sted at bo ...

Uden for Downtown Berkeley Hotel: Leah ryger og er stresset.

Hun har lige fået at vide, at hun og Theo skal forlade deres værelse.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Theo kaster en oppustelig dukke gennem hotelværelset i raseri, da han får fortalt, at de skal ud.

Og at de ikke har noget andet hotel at flytte over til.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Når han kan, undgår Theo at fortælle, hvor han bor.

Eller ikke bor. Især ovre i skolen.

»Jeg vil jo gerne have, at de andre i klassen synes om mig«, som han siger.

Han er træt af at sove forskelige steder. Mest træt er han af teltet, fordi »jorden er hård at ligge på«. Og det er ikke fordi, han ikke kan lide at sove sammen med sin mor, siger han – men han kunne godt tænke sig, at han selv bestemte, hvornår han havde lyst til at gå ind til hende.

Så han drømmer om at få sit eget værelse. Et sted, hvor man kan holde pyjamas-parties. Et hus.

Og en hund, der kan løbe rundt om det, siger han.

Selvom de sociale myndigheder har haft deres blik på Leah gennem flere år, har der ikke været taget initiativ til at løfte Theo ud af situationen og væk fra Leah, oplyser de. I en artikel i San Francisco Chronicle siger byens viceborgmester, at man som udgangspunkt ikke fjerner børn fra deres forældre med mindre man kan dokumentere for eksempel misrøgt eller overgreb. Hjemløshed er ikke en udløsende faktor i sig selv.

Leah vågner i teltet i Strawberry Creek Park i Berkeley på Theos 7 års fødselsdag.

Hun har ingen gave til ham. Og ingen penge til at købe én.

Hun sender ham i skole og begiver sig hastigt ud på gaden for at tigge penge, så hun kan møde op ovre i hans klasse med en fødselsdagsgave.

  • Gabrielle Lurie

Theo deler hatte ud til sine klassekammerater på sin fødselsdag.

Leah nåede aldrig frem. Bussen var forsinket, sagde hun.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

Theo ser på, mens et barn blæser lysene ud på en fødselsdagslagkage.

Der foregår altid noget i parken, hvor Theo og hans mor overnatter. Og Theo får tit lov til at være med, selvom det er børn, han ikke kender.

Her var han med til hele fødselsdagsfesten og legede og spiste kage.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Theos første skoledag. Han og Leah havde sovet på et motel.

Han ville ikke afsted.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Sin far ser Theo ikke.

Eller ... i det år, hvor fotografen fulgte Theo, så de ikke hinanden.

Theos forældre har selv svært ved at mødes. Og at enes. Om noget. Særligt om Theo.

Det har ikke altid være sådan. Leah traf Theos far, Paul, i 2010. Han havde det smukkeste smil, har hun fortalt. De mødtes, fordi han kom til en af hendes venners hus for at levere stoffer. De begyndte at date, og i 2012 blev Leah gravid.

De næste seks år boede de og Theo sammen, lidt hos Pauls far, lidt på hoteller og den sidste tid i sidst i en gammel autocamper uden elektricitet og vand. I 2018 gik de fra hinanden. Leah Naomi har beskyldt Theos far for narkomisbrug og hustrumishandling. Han har erkendt, at han »har begået fejl«, og at deres liv sammen var hårdt og »kaotisk«. Men ansvaret for det ligger ikke kun hos ham, siger han – og i det mindste havde Theo tag over hovedet dengang.

Med rettens hjælp fik Theos far på et tidspunkt tildelt seks dage om måneden med sin søn. Men Leah mødte ikke op med drengen. Hun siger, at hun beskytter Theo. »Jeg vil ikke have, at han ender som narkoman«.

Så mest er de alene, hun og Theo. Også når det er jul. Eller Leah bliver syg.

Eller begge dele.

Theo hjælper sin mor med at løsne gaze fra hendes arm, efter at hun er blevet indlagt juleaftensdag med stærke mavesmerter.

»Skal du dø, mor?«, spørger Theo.

»Ja – en frygtelig død«,  siger Leah til ham »Nej, jeg joker bare. Mor har det rigtig dårligt, men nej, min skat ... jeg skal ikke dø. Det føles ikke som sådan en dag«.

  • Gabrielle Lurie

Leah selv har ikke haft noget enkelt liv. Hun kom til San Francisco fra Arizona som 14-årig i 1991 sammen med sin mor og fire yngre søskende. Som ung løb hun tit hjemmefra. Som 17-årig blev hun gift. Og fik sit første barn, en søn, som blev taget fra hende, da han var seks år og givet til hendes søster. I en tid derefter boede hun på et herberg for voldsramte kvinder.

Hun siger, at hun er udmattet af at kæmpe for hende og Theo som single og hjemløs mor. Og at hun føler sig ensom.

Men det er det eneste, der er i vejen, mener hun.

Leah er flere gange blevet kontaktet af myndighederne omkring hendes mentale helbred. Men det er ren chikane, siger hun. I hendes øjne gør de lige det modsatte af at arbejde på en permanent løsning for hende og Theo. I stedet tilbyder de hende lejligheder, som enten er fyldt med møl eller ligger et sted, hvor hun ikke kan få Theo i skole – og som de derfor godt ved, at hun vil takke nej til. Hun siger også nogle gange, at kommunens folk har kontakt med djævlen, og at de kontrollerer vejret og får det til at regne på hendes og Theos telt.

I hænderne på mor.

Leah tørrer Theos ansigt og hår, efter at han har været ude hele aftenen til halloween.

  • Gabrielle Lurie

Et sammenstød. På en hotelgang.

Theo nægter at gå nogen steder, hun skælder ud, men slutter med at sige: »Det er ikke din fejl. Jeg elsker dig. Vi har ikke gjort noget forkert«.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

En mandagsmiddagslur.

I halvmørket. På Downtown Berkeley Inn Hotel.

  • Gabrielle Lurie

»Sko på. Kom nu. Du skal afsted«.

Leah putter fødder i fodtøj for at få Theo klar til skole.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Theo er Theo. Et særligt barn i en særlig situation.

Men hjemløs er han ikke ene om at være i USA.

Ifølge San Francisco Chronicle udgør børn og unge under 18 år 9.700 ud af 194.000 hjemløse mennesker i USA.

Regner man mindreårige, der bor midlertidigt på hotelværelser eller andre midlertidige boliger, med, er tallet noget større – 112.000.

Leah og Theo leder efter et hjul til deres cykelanhænger i et  barak-område nær en motorvej.

Cykelanhængeren blev først stjålet, dernæst leveret tilbage, men med et ødelagt hjul.

Leah kan ikke undvære anhængeren. I den transporterer hun alt, hvad de har.

Og Theo, når han er træt.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Op, op, op.

Leah og Theo forsøger at få luft under en drage. Og holde den svævende.

Omkring dem flyver folk med droner.

Theo får dén ide, at når han bliver voksen, vil han tjene penge ved at lave en forretning, hvor folk får deres kaffe leveret med droner.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

»Se, se! Jeg reddede dens liv«.

Theo har fisket en natsværmer op fra åen i Strawberry Creek Park, hvor han bor i telt med sin mor.

  • Gabrielle Lurie/The Chronicle

Det er ikke, fordi der er overdrevent mange rutiner i Theos hverdag.

Men kigger man på hans liv, bevæger det sig alligevel i en slags cirkler:

Han og Leah sover i et telt, indtil myndighederne eller nogen i lokalområdet træder ind og sørger for hjælp til at indkvartere mor og søn på et hotel. Hvor de så bor, indtil hjælpen og pengene slipper op.

Så er de tilbage på gaden igen – i en ny park, hvor nye borgere bliver chokerede over synet af drengen, der kun har et telt at bo i – og derfor træder ind og forsøger at hjælpe.

Med nye hotelværelser og nye initiativer.

Der som regel ender i  ... ingenting. Andet end en stigende frustration over, at det ikke virker. Og at Leah er svær at hjælpe.

Denne aften i juli putter Leah Theo under et tæppe i teltet, som de har slået op under en motorvejsbro. Hun synger »You are my sunshine, my only sunshine« for ham og »You’ll never know dear, how much I love you … «.

Det er en aften som så mange andre aftener.

Og i morgen er der en ny dag.

  • Gabrielle Lurie/Gabrielle Lurie

SÅDAN ER DET GÅET THEO

Theos historie blev første gang præsenteret i denne artikel fra San Francisco Chronicle med fotografier af Gabrielle Lurie og tekst af Sarah Ravani: https://www.sfchronicle.com/projects/2020/theo

Artiklen blev trykt i 2020 – og der blev efterfølgende taget initiativ til en stor indsamling til fordel for Theo og Leah.

Om Theo og Leahs liv i dag skriver fotografen Gabrielle Lurie i en mail til Politiken:

»Leah og Theos tilværelse er stadig en kamp. Artiklen rejste 72.000 dollars til dem, hvilket var fantastisk. Det betød, at de kunne købe en lille campingvogn, så de ikke længere skulle sove udenfor og på hotelværelser«.

»Men deres liv er stadig ikke stabilt. Og covid har ikke gjort tingene lettere«.

»På grund af corona kunne Theo ikke komme i skole, og al hjælp til dem blev enten suspenderet eller lukket helt ned. Aktiviteter som svømning eller fodbold blev aflyst, og de blev tvunget til at være i campingvognen – bare de to – i mange måneder. Og så blev Theos far myrdet for et par måneder siden – hvilket også har været traumatisk for ham«.

»Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Leah og Theos historie var anderledes«.

»Men det er for dem som for mange andre mennesker: Det er ikke let at finde en vej ud af hjemløshed«.

Alle fotos: Gabrielle Lurie

Hvis du vil vide
mere om fotografen

Instagram: @gabriellelurie

Website: www.gabriellelurie.com

Redaktion

Tekst: Henriette Lind

Layout: Rasmus Vendrup

Digital tilrettelæggelse: Rasmus Vendrup og Henriette Lind

Animation: Kristian Jensen

Art director på fotosektionen: Rasmus Vendrup

Redaktør: Henriette Lind

Fotochef: Peter Hove Olesen

Chef for digitale fortællinger: Johannes Skov Andersen