Kvinderne stirrede ud gennem dørene på godsvognene som angste dyr, der havde på fornemmelsen, at de skulle føres til slagtebænken.

Selv om dørene stod på vid gab, nægtede kvinderne at forlade den stinkende halm i godsvognene ved grænsestationen i Padborg.

Først da officerer fra Røde Kors fik fjernet de svært bevæbnede tyske soldater, der fulgte med toget, turde de komme frem fra mørket.

Politikens pressefotograf Tage Christensen var slet ikke forberedt på det syn, der mødte ham. Kun huden hang på kvindernes knogler, og de gik i laser og pjalter. Flere havde det uhyggelige kryds på ryggen af tøjet, som de havde gået med i kz-lejren.

»Gud i himlen, hvilket syn! Vi troede ikke, at mennesker kunne drives så langt ud mod tilintetgørelsen – og dog leve ...«, skrev han senere i en erindringsbog.

Det var lige før befrielsen i 1945.

Tage Christensen stod ved den endeløse række af udslidte togvogne, hvor kvinder fra en tysk koncentrationslejr befandt sig bag spigrede skodder. Franske, belgiske, tjekkiske og rumænske kvinder.

Igennem flere dage var de blevet fragtet gennem et udbombet Tyskland på vej mod Danmark, og deres mål var en midlertidig internering i Sverige. Svensk Røde Kors under ledelse af greve Folke Bernadotte havde fået dem ud fra koncentrationslejren på vej mod friheden.

Nu var toget standset med et ryk i Padborg og rangeret ind på et sidespor ved siden af en stor græsmark. Og Tage Christensen og andre danskere, der havde ventet på at modtage toget, fik endnu et chok, da kvinderne endelig vovede sig ud i lyset.

De kastede sig ned på marken og begyndte at grave i græsset:

»Vi kunne ikke forstå, hvad det var, de gravede op og spiste. Da vi gik nærmere, så vi, at det var rødderne af fandens mælkebøtter!«.

Danskerne forsøgte at forklare kvinderne, at de bare skulle vente nogle få minutter, så ville de få al den mad, som de kunne spise. Men de blev mødt med desperate skrig:

»Wasser, bitte, Wasser!«.

En jernbanemand løb efter vand og kom tilbage med en stor vaskebalje fyldt til randen. Kvinderne stormede frem for at komme først til baljen, men de, der nåede hurtigst frem, var ved at drukne under trykket af de næste kvinder, som også kastede sig over vandet.

Danskerne forsøgte at stoppe de desperate kvinder.

»Vi kæmpede en fortvivlet kamp og hev og sled i dem for at skille dem. Til sidst væltede baljen under slagsmålet, og vandet flød ud på græsset. Kvinderne kastede sig ned på jorden for at suge de kostbare dråber op med deres udtørrede læber«, erindrede Tage Christensen.

Slagsmål om kartofler

Derefter kastede kvinderne sig over en bunke generatorbrænde. Her lå åbenbart gemt en sæk rå læggekartofler. Under de frygteligste skrig og hyl kæmpede kvinder om kartoflerne og kastede brændestykker mod hinanden.

Tage Christensen så en radmager kvinde, der havde nået at få to kartofler i munden, men tre andre kvinder overmandede hende og forsøgte at få hende til at åbne munden, så de kunne få fat i de eftertragtede kartofler:

»Det var mere end frygteligt, vi stod faktisk magtesløse, greb man ind ét sted for at skille nogen, fik man straks øje på en anden gruppe, hvor det gik meget værre til. Hårtotter og blod flød i stride strømme«.

Foto: Tage Christensen

Først da den sidste kartoffel var væk, stoppede slagsmålene.

Røde Kors-søstre fik efter et stykke tid stillet borde og bænke op, og så sørgede et par rullende feltkøkkener for mad og drikke til alle.

»De ulykkelige stakler skovlede bogstavelig talt maden i sig, mens tårerne trillede ned ad kinderne på dem«, iagttog pressefotografen.

Men kvinderne kunne ikke holde maden i sig. Igen og igen rejste de sig pludselig op og styrtede ud for at kaste op – for øjeblikket efter at sætte sig ned ved bordet igen og spise videre.

Efterhånden blev de trætte og lagde sig på græsset. Og faldt i søvn.

Negativer gemt i arkiv

Tage Christensen tog billeder af kvinderne på marken og gemte dem for evigt. Ikke bare som et minde i sit sind. Men også som negativer, der kunne fremkaldes.

Enkelte af billederne med kvinderne blev offentliggjort i hans erindringsbog fra 1959, ’Set og Sket’. Men Politiken kan i dag også vise fotografier fra befrielsesåret, som ikke har været fremkaldt og offentliggjort. Her er både kendte og ukendte fotos, som Tage Christensen tog før, under og efter befrielsen i 1945.

I årtier lå negativerne i aflange gule poser i sirlige rækker i papkasser stablet oven på de grå stålskabe i Politikens fotoarkiv. Udenpå stod der blot: »Tage Christensen negativer« – og så var der angivet numrene på de gule poser i kasserne.

Først sidste år begyndte den møjsommelige registrering af de flere hundrede negativer, og der dukkede en hel verden op. Nogle billeder var blevet brugt i avisen, men de fleste var altså aldrig blevet fremkaldt.

Da Tage Christensen var i Padborg ved krigens slutning, var han midt i livet. Han var født i 1903 og blev allerede som helt ung i 1927 ansat på Politiken under ledelse af den legendariske fotograf Holger Damgaard. Men han fik hurtigt selv et navn som avisens store reportagefotograf og vovehals.

Han voksede op sammen med den hastige udvikling af flyvningen, og det blev hans store lidenskab at tage billeder fra luften. Han kørte motorcykel og satte sig op i et fly, når han kunne komme til det. Kort sagt et menneske præget af de store teknologiske landvindinger i begyndelsen af 1900-tallet.

Den elegante mand i jakkesæt med fotografiapparatet var vellidt og blev betegnet som en gentleman. Hvilket ikke var alle forundt i den forjagede presseverden, hvor konkurrencen var hård om at komme først med historien og billedet. Til gengæld dækkede han alle de begivenheder, han kunne komme til. Ingen udfordring var for stor.

Det præger dagens unikke billeder i Politiken, som er blevet udvalgt for at vise det omtumlede liv fra månederne før afslutningen af besættelsen i maj 1945 og frem til etårsdagen for befrielsen i 1946.

Mange begivenheder kunne skildres i denne afgørende periode i verdenshistorien, men det er ikke muligt, da avisen har en naturlig pladsbegrænsning. Derfor er der centrale hændelser, som er udeladt. Som for eksempel stikkerlikvideringer og tyske flygtninge i Danmark efter befrielsen.

Der er udvalgt andre dramatiske episoder. Set gennem Tage Christensens kamera.

Rose, læbestift og pudderdåse

På marken i Padborg gik Tage Christensen stille og lydløst rundt mellem de fremmede kvinder og følte en enorm ømhed for disse udhungrede kvinder:

»Hvilken smerte og fornedrelse havde disse mennesker ikke gennemgået under tyskernes brutalitet i koncentrationslejrene?«.

Under sin vandring fik han øje på en kvinde, der tilsyneladende var styrtet i en akavet stilling med ansigtet boret ned i jorden, benene trukket op mellem sig, mens begge arme lå hjælpeløst ud til siderne. Han drejede hende for at få hende lagt i en mere behagelig stilling:

»Hele hendes krop var kun skind og ben, huden var tørret ind på hendes ansigt, så kindbenene stak frem og dannede en makaber baggrund for to dybe øjenhuler«.

Hendes tynde bluse var flænget i stykker. Tydeligvis under slagsmålet om kartoflerne. Han strøg forsigtigt hendes hår væk fra panden. Pludselig slog hun øjnene op og kiggede med angst på ham. Men da han smilede, lukkede hun øjnene, mens hun hviskede:

»Merci, monsieur«.

Han blev helt overvældet af følelser:

»Hvor var det vanvittigt. Blot et lille smil var for hende nok til at sige tak«.

Han gik ind i byen og slentrede hvileløst rundt. Pludselig fik han en indskydelse: Han købte en rød rose, læbestift og en pudderdåse. Da han nåede tilbage, var hun vågnet. Da han overrakte hende rosen, begyndte hun at græde.

»Jeg satte mig stille ved siden af hende og lagde hendes hoved i mit skød og lod hende græde ... hun ænsede mig ikke«.

Så begyndte hun at tale, men på fransk, og det forstod Tage Christensen ikke meget af. Men da han fik chancen på et tidspunkt i talestrømmen, gav han hende læbestiften og pudderdåsen – og fik et lille smil.

Så slog hun over i engelsk og fortalte, at hun var fra Paris og havde været med i modstandsbevægelsen. Hun var blevet taget af tyskerne og var gennem tre år blevet flyttet rundt fra koncentrationslejr til koncentrationslejr.

Før hun blev fanget, var hun ansat på et forskningsinstitut og læste til magister. Det havde Tage Christensen svært ved at forstå. Hvorledes kunne denne aldrende kvinde studere? Så han spurgte:

»Hvor gammel er du?«.

»28 år«.

Svaret chokerede pressefotografen. Han troede, at hun var over 60 år.

Om aftenen rejste hun og de andre kvinder videre med Svensk Røde Kors til Sverige. Han så hende aldrig igen.

Hvide busser

Godstoget med kvinderne ved Padborg kom fra koncentrationslejren Ravensbrück. Og i bogen ’Redningsmænd’ beskriver historikeren Bo Lidegaard, hvordan det lange togsæt kørte fra lejren onsdag morgen 25. april 1945.

Her var omkring 4.000 kvinder stuvet ind i 50 godsvogne med 80 kvinder i hver vogn.

Toget kørte ind til Padborg station tidligt om morgenen fem dage senere. Mens Tage Christensen oplevede, at kvinderne ikke turde forlade de godsvogne, hvor han stod, så andre øjenvidner, at kvinder et andet sted langs togsættet med det samme sprang ud af vognene. Hvorefter de begyndte at koge kartofler i medbragte gryder.

»De kogte ved små bål langs banelinjen og fyrede med brænde, der hang i knipper under vognene«, gengiver Bo Lidegaard situationen.

I krigens sidste tid fik danske, svenske og norske frivillige reddet flere end 20.000 fanger ud fra tyske kz-lejre, fængsler og tugthuse. Først til det besatte Danmark og siden til det neutrale Sverige.

Det var forskellige hjælpeaktioner, som endte med at blive samlet under betegnelsen De Hvide Busser. Lige fra halvofficielle aktioner drevet af danske myndigheder til hjælpeaktioner gennemført af Svensk Røde Kors under ledelse af den svenske greve Folke Bernadotte.

Initiativet blev taget af danskere og blev formidlet af nordmænd til Folke Bernadotte. Omkring 6.000 danskere havnede i kz-lejre, fængsler og tugthuse.

Transporten foregik som regel i busser eller biler, så godstoget med kvinderne fra Ravensbrück var en usædvanlig afvigelse.

Bo Lidegaard fremhæver, at hele projektet med at redde kz-fanger ud fra lejrene i Tyskland i »sin natur var umuligt og forbundet med overhængende livsfare«.

»Både fordi Tyskland ikke ville respektere disse humanitære redningsaktioner, og at de allierede udtrykkeligt heller ikke ville støtte aktionerne«, siger Bo Lidegaard.

Desuden manglede de udstyr.

»I begyndelsen var der ingen busser, ambulancer, dæk og benzin. Og altså heller ikke tilladelse. Alligevel lykkedes det«, fremhæver han:

»Først for en gruppe helt ufattelig opfindsomme danske aktivister, embedsmænd, mekanikere og sygeplejersker. Og siden for Folke Bernadotte og hans svenske militærbusser forklædt som busser fra Røde Kors og med svenske soldater forklædt som personale fra Røde Kors«.

Han understreger, at »frihedskæmpere, jøder og tusindvis af polske, hollandske, franske kvinder ellers med næsten 100 procents sikkerhed var døde. Men de blev reddet af nogle mennesker, som satte deres liv på spil«.

Bo Lidegaard mener, at det er en vigtig lære også i dag 80 år senere:

»Det vigtigste er at huske, at hvis mennesker vil noget, er det umulige muligt«.

Cementsække som forbinding

Dagen efter at kvinderne i godsvognene fik lov at køre videre, fik Tage Christensen lov til at tage med en svensk ambulance som chauffør over den tyske grænse for at hente flere fanger i en kolonne.

De fik strenge ordrer om kun at køre om dagen og søge dækning i skove om natten. Hvis de blev angrebet af fly, skulle de styrte ud af ambulancen og brede både Røde Kors-flaget og det svenske flag ud på en mark for at markere, at de var neutrale.

De måtte under ingen omstændigheder tage tyske soldater eller officerer, der flygtede fra krigen, med i ambulancerne.

»Jeres opgave er at hente koncentrationslejr-fanger, kun dem«, lød instruksen.

De kørte tidligt om morgenen, og jo længere de kom sydpå, desto tydeligere blev krigens ødelæggelser. Langs vejene lå brændte eller væltede biler, og Kiel var bombet sønder og sammen. Syd for byen voksede flygtningestrømmen.

»Vejene var praktisk talt blokerede af soldater – der er noget uhyggeligt over en hær på flugt«, noterede Tage Christensen.

Ved Schwerin i Mecklenburg gjorde de holdt, og ambulancerne blev delt, så de kørte to og to mod hver deres mål. Pressefotografen fra Politiken skulle være med til at hente sårede flygtninge fra et hospital i nærheden af Wittenberge. Det viste sig at være en skole.

Da Tage Christensen åbnede døren, var der stuvende fuldt af hårdt sårede patienter. En dansk læge bad ham om at hjælpe med at skifte forbindingen, som bestod af gråt papir fra cementsække, på en ung belgisk kvinde, som havde fået revet venstre arm af ved skulderen.

Han holdt dog ikke længe, og til sidst bad lægen ham om at gå ud og trække luft. Det var tydeligt, at det var hård kost. Eller som Tage Christensen konstaterede: »Det var ikke rart«.

Da de kørte mod Danmark, havde de otte sårede belgiske kvinder med sig, og efter at have skjult sig en nat i en skov nåede de frem til Kruså næste aften.

»Vi var lykkelige, otte menneskeliv var reddet«, noterede han.

Det fatale bombeangreb

Lidt over en måned tidligere havde Tage Christensen siddet i en barbersalon i Jernbanegade i København. Datoen var 21. marts 1945, og salonen var fyldt med kunder.

Pludselig hørte de lyden af en flyvemaskine, som ganske lavt for hylende hen over hustagene.

Få sekunder efter faldt den første bombe i nærheden. Barbermesteren klappede barberkniven sammen og sagde stille og roligt:

»Vil De være venlig at gå med ned i beskyttelsesrummet, så kan vi gøre Dem færdig dernede, men pas på, De ikke får sæbeskum på tøjet, hr.! Jeg tror, det er Dagmarhus«.

Sådan beskrev Tage Christensen optakten til en af de mest dramatiske begivenheder i krigens slutfase i sin erindringsbog. Men det var ikke Dagmarhus, der var angrebsmålet.

Foto: Tage Christensen

Modstandsbevægelsen ville have Gestapo’s hovedkvarter og i særdeleshed deres arkiv i Shellhuset tilintetgjort. Derfor opfordrede de britiske Royal Air Force (RAF) til at gennemføre et flyangreb mod Shellhuset under kodenavnet Operation Carthage.

Det var det angreb, som var blevet indledt.

Alle skyndte sig ud af barbersalonen. Undtagen Tage Christensen:

»Alle de andre var gået i kælderen, men jeg måtte ud og se, hvad der var sket, det var jo mit job«.

Udenfor på trappeafsatsen mærkede han lufttrykket fra de næste bomber, og efter lyden at dømme blev han klar over, at det var Shellhuset, som var målet.

Sammen med en anden mand, som han tilfældigt mødte, nåede han frem og så Shellhuset stå i flammer, og den kvælende sorte røg væltede ud over Farimagsgade. Men de kunne ikke komme videre, fordi tyskerne var begyndt at skyde på enhver, som forsøgte at komme i nærheden af bygningerne.

Det lykkedes ham dog at komme ind i en bygning over for Shellhuset, hvor han kunne se flammerne fortære Gestapo’s hovedkvarter i København.

En snarrådig politibetjent, Christen Lyst Hansen, som var blevet taget, fordi han var med i modstandsbevægelsen, sad i sin celle i tagetagen. Da bomberne faldt, lykkedes det ham at smadre døren ind til cellen og springe ud på gangen.

Foto: Tage Christensen

Her tog han nøglerne fra en rædselsslagen tysk fangevogter og begyndte at åbne dørene ind til de andre celler. Det lykkedes flere af de danske frihedskæmpere og gidsler at flygte, mens andre blev dræbt under bombeangrebet.

Men bombeangrebet førte også til en stor tragedie på Den Franske Skole.

Et lavtflyvende britisk fly i første angrebsbølge strejfede under indflyvningen en lysmast på jernbaneterrænet nær Ingerslevsgade – og det tabte sin bombelast over en ejendom på Vesterbro og fortsatte ind over Frederiksberg, hvor flyet styrtede ned ved siden af Den Franske Skole og brød i brand.

På grund af branden på Frederiksberg Allé tog flere af flyene i anden og tredje angrebsbølge fejl af målet og kastede deres bomber mod Den Franske Skole i stedet for Shellhuset. Skolen udbrændte, og 18 voksne og 86 børn omkom.

Befrielsen

Da det blev oplyst i radioen om aftenen 4. maj 1945, at den britiske feltmarskal Montgomery meddelte, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig, opstod en spontan folkefest.

De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned fra vinduerne, og der blev i stedet sat levende lys. Folk strømmede ud i gaderne. I København begav tusinder sig mod centrum og fyldte sporvognene – selv taget af vognene blev indtaget af jublende danskere. Konduktørerne opgav at hive dem ned og at sælge billetter.

Men Tage Christensen befandt sig i en seng i Jylland. Mens folk jublede, var han i stærke smerter. Han havde været så uheldig at træde forkert på en kantsten, og da han vågnede næste morgen, var anklen svulmet op og øm. Han kunne ikke støtte på benet og gik i seng igen.

Men som en læge sagde til ham: »Vi kan ikke have en pressefotograf liggende her, når der sker så store begivenheder i Danmark«.

Foto: Tage Christensen

Han kom på benene og fik tilladelse til at køre i en bil foran de britiske tropper, der kørte i et veritabelt triumftog gennem Danmark. Ved rattet sad en frihedskæmper, som han havde mødt, og på bagsædet en journalist fra Dagens Nyheder. Bilen var udstyret med vimpler og frihedskæmperarmbind.

»En strålende foranstaltning, som nødvendigvis måtte få folket til at tro, at det mindst måtte være Montgomery himself, der kom i spidsen for befrierne«, skrev Tage Christensen senere.

Alt var dog ikke fest og farver.

Ildkamp

Hvis målestokken er antallet af dræbte modstandsfolk, blev befrielsesdagene blodigere end de foregående års frihedskamp. Alene 4., 5. og 6. maj blev 81 modstandsfolk dræbt som følge af skyderier.

Især det såkaldte Hipo-korps var frygtet. Det var et politikorps af danskere, der blev oprettet af den tyske besættelsesmagt, efter at tyskerne i september 1944 opløste det danske politi. Hipoerne samlede efterretninger om modstandsbevægelsen og havde i den sidste del af besættelsen anholdt og likvideret modstandsfolk.

Forsiden på Politiken 7. maj lagde ikke skjul på alvoren.

’Blodige Ildkampe med Hipoer over hele Byen’ lød overskriften, og underrubrikken nedtonede ikke dramatikken:

»Som Snigskytter og forklædt som Frihedskæmpere aabnede de i Aftes paa Raadhuspladsen og rundt om i Byen Ild mod Frihedskæmpere og den danske Brigade«.

Her var Tage Christensen også på pletten med sit kamera på Rådhuspladsen, hvor der var skyderier, mens folk gemte sig. Et af billederne viste frihedskæmpere ligge på gaden klar til at skyde.

Historiker Niels-Birger Danielsen, som har skrevet et firebindsværk om besættelsen og modstandsbevægelsen, fremhæver, at der i dag er stor tvivl om, hvor mange hipo’er der egentlig åbnede ild mod modstandsfolk.

»På det her tidspunkt er der enormt mange våben i landet, og der er mange mennesker med fingeren løs på aftrækkeren. Det hed sig, at der var hipo-folk og andre landsforrædere, som lå i lejligheder højt oppe og på hustage og skød vildt omkring sig – og dem kom man i ildkamp med«, siger Niels-Birger Danielsen.

Men han peger på, at der også kan have været vådeskud fra modstandsfolk, og at der i retsopgøret ikke er fundet domme mod hipoer for ildkampe i befrielsesdagene. Der kan også have været SS’ere eller andre tyskere, som beskød modstandsfolk og tilbagevendte politifolk. Og skyderierne kunne også skyldes nervøsitet og tragiske fejltagelser.

Sortbørs

Efter befrielsen i maj 1945 var Danmark et nedslidt land, præget af varemangel, frygt og konflikter.

Mange danskere håbede, at rationering var et mørkt kapitel under krigen, som ville forsvinde hurtigt efter befrielsen. Men de blev skuffede. Mange varer fortsatte med at være rationerede, og i flere tilfælde var rationerne endda mindre end under besættelsen.

Derfor fortsatte sortbørshandlen.

Borgerne fik jævnligt udleveret rationeringsmærker på skoler og i forsamlingshuse, der gav adgang til at købe den mængde varer, som mærkerne var

værd. Hvis man havde brugt alle sine mærker, kunne man ikke købe mere, før der blev tildelt nye mærker.

Derfor var rationeringsmærker lige så afgørende for en familie som penge og andre værdipapirer – og mærkerne blev et attraktivt mål for tyve, hælere og forfalskere. Så der blev handlet med rationeringsmærker på den sorte børs, og der var en omfattende illegal handel med alle former for varer uden om rationeringssystemet.

Der var penge at tjene. Mange penge.

Foto: Tage Christensen

I dette miljø boltrede sortbørsfolk sig som fisk i vandet. Efterhånden var sortbørshandel så omfattende og foregik så åbenlyst i bestemte gader, stræder eller gyder, at både regeringen og politiet forsøgte at gribe ind.

Foto: Tage Christensen

I juli 1945 gennemførtes en pengeombytning, som blandt andet skulle tvinge de sorte penge frem i lyset, og politiet gennemførte store razziaer, som Tage Christensen fotograferede.

Men på trods af indsatsen voksede sagsbunkerne om sortbørshandel, og det skulle senere vise sig, at en del politifolk fik bestikkelse for at se den anden vej eller opgive sager.

Reagensglas om halsen

Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud to år før – 29. august 1943 – anvendte den tyske besættelsesmagt Ingeniørkasernen i Ryvangen som henrettelses- og begravelsesplads primært for danske modstandsfolk. Og i de sidste måneder inden befrielsen var det for alvor eskaleret.

I løbet af de første måneder af 1945 gennemførte modstandsbevægelsen over 600 sabotager mod blandt andet virksomheder og jernbanestrækninger – og tyskerne henrettede 63 modstandsfolk på kun tre måneder i Ryvangen.

Efter befrielsen blev der fundet i alt 202 lig i Ryvangen, og de blev gravet op i de følgende måneder. Alle på nær én afdød blev nøje identificeret på Retsmedicinsk Institut.

Historiker Niels-Birger Danielsen fortæller, at »opgravningen af de dræbte modstandsfolk i første omgang var af hensyn til de efterladte«.

»Rent praktisk viste det sig at være uproblematisk, for tyskerne havde været systematiske. Godt nok havde de bare gravet folk ned, efter at de havde skudt dem, men tyskerne havde bundet et reagensglas om halsen på dem med et stykke papir indeni, som indeholdt de vigtigste data. Så identifikationen var ikke noget problem«, siger Niels-Birger Danielsen.

Langt hovedparten var modstandsfolk, og de pårørende kunne vælge at begrave deres kære i Ryvangen eller på kirkegården i deres hjemegn. 106 familier valgte det første.

Kister svøbt i dannebrog

Den poetiske pen prægede reportagen på forsiden af Politiken dagen efter genbegravelserne af 106 kister med dræbte frihedskæmpere 29. august 1945.

»Det var som blev de baaret af usynlige Hænder«, skrev avisen og kaldte det den største og mest gribende sørgehøjtid i »vort Lands Historie«.

Kisterne var tidligt om morgenen blevet fragtet fra kapellerne ved Frederiksberg Kirke, Vor Frelsers Kirke, Holmens Kirke, Bispebjerg kirkegård og Vestre kirkegård til Christiansborg.

De pårørende skulle først møde klokken halv ni, men de fleste mødte op lang tid før. De lagde buketter og kranse bag ved de dannebrogssvøbte kister, der stod på militærets nye amerikanske lastbiler. Derefter satte de sig i civile biler, der var reserveret til dem, og som skulle følge kisterne og urnerne.

Da rådhusuret slog sit første kvarterslag efter klokken ni, satte det lange sørgetog i gang. Herefter begyndte alle Københavns kirkeklokker at ringe. Blomster var strøet ud på gaderne, og da de mange tusinde mennesker langs ruten fik øje på sørgetoget, blottede de hovederne og fulgte i stilhed de mange lastbiler med kister, som kørte forbi.

Omkring en kvart million mennesker stod langs ruten fra ridebanen bag Christiansborg Slot til Ryvangen, estimerede Politiken.

»Kiste fulgte paa Kiste – det fire Kilometer lange Sørgetog brugte næsten en halv Time til at passere, og det hilstes overalt med ærbødig Stilhed. Enhver følte Vægten af den ubetalelige Gæld, vi staar i til disse Frihedskampens unge Ofre«, skrev avisen og tilføjede:

»Alle Ansigter var blege og alvorsfulde, mange Øjne var blanke«.

Foto: Tage Christensen

Da de første vogne kørte op foran de 106 åbne grave, var den bageste ende af det lange sørgetog kun nået ud for Trianglen på Østerbro. Gravene var lagt i seks rækker med atten i hver række. På træerne var der med tegnestifter hæftet kort med de dødes navne.

Og så blev de begravet igen. Men denne gang under hele Danmarks bevågenhed.

Genbegravelsen var ikke alene af hensyn til de efterladte, mener historiker Niels-Birger Danielsen. Han peger på, at det også var en politisk og national manifestation for de fem partier, der oprindelig havde stået bag samarbejdspolitikken med tyskerne:

»Den politiske baggrund var, at nu handlede det om national samling og enhed. Socialdemokratiet havde stået i spidsen for samarbejdspolitikken, og partiet havde brug for at skrive historien om, så det fremstod, som om socialdemokraterne i virkeligheden hele tiden havde stået for, at den tyske besættelsesmagt skulle møde modstand. Partiet havde bare gjort det med andre midler end frihedskæmperne«.

Niels-Birger Danielsen mener derfor, at det var en del af kompromiset efter befrielsen, at politikerne skulle anerkendes som medkæmpere under besættelsen, mens modstandskampen skulle »kanoniseres som det rigtige synspunkt, som alle kunne gå ind for«:

»Det blev så markeret med store nationale højtideligheder. Og genbegravelsen af modstandsfolkene var nok den mest markante af disse begivenheder«.

Fem år efter krigens afslutning var Mindelunden færdiganlagt, og 5. maj 1950 blev den officielt indviet. På grund af enkelte ændringer mindes der i dag kun 104 begravede. Tallet dækker over 100 danske modstandsfolk, 3 sagesløse ofre samt 1 polsk modstandsmand.

Mange blev skudt på henrettelsespladsen. Andre blev slået ihjel under razziaer eller i direkte ildkamp med det tyske sikkerhedspoliti og deres håndlangere.

Bornholm besat

Mens danskerne i resten af landet festede i befrielsesdagene i maj 1945, blev Bornholm bombet af russerne, fordi tyskerne ikke ville overgive sig. Og russerne besatte øen.

Bornholms tyske kommandant overgav sig 9. maj til russerne, der indtog øen med omkring 7.000 soldater, mens tyskerne forlod klippeøen.

Men hvad skulle der så ske? Først var bornholmerne glade, men hurtigt var spørgsmålet, hvor længe russerne ville blive. Var det i virkeligheden permanent?

Først knap et år senere lykkedes det at nå til enighed med russerne om, at soldaterne skulle forlade Bornholm.

Det blev en stor mediebegivenhed. Danmarks Radio sendte den landskendte Gunnar ’Nu’ Hansen til at lave reportager med folk på havnen. Mens Tage Christensen forevigede den historiske begivenhed i billeder for Politiken.

Da etårsdagen for befrielsen blev markeret af omkring 200.000 mennesker på Rådhuspladsen i København, var det tid til at genopbygge landet. I dybeste stilhed hørte menneskemængden over højttalere igen det fredsbudskab, som lød i radioen et år tidligere.

Som Københavns overborgmester H.P. Sørensen sagde til de forsamlede:

»Aldrig har nogen glæde været større, aldrig har nogen jubel været højere end den, der hin aften hilste den kendsgerning, at nu havde Danmark fået sin frihed igen«.

Verdensorden under pres

Men hvad kan vi bruge erfaringerne for 80 år siden til i dag?

Historiker Bo Lidegaard peger på, at hele den verdensorden, som blev opbygget efter befrielsen, skyldes erfaringerne fra Anden Verdenskrig.

»I krigens sidste år udviklede kredsen omkring den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt en vision for en genskabelse af verden efter den katastrofe, som krigen havde nedkaldt over verden«, siger Bo Lidegaard.

Det handlede om at afvikle de europæiske kolonier og »opbygge en verdensorden, som skulle sikre fred og fremgang i hele verden under amerikansk ledelse«, pointerer han:

»Det handlede om at opbygge en række organisationer, hvor det ikke kun var den stærkeste, som herskede. Men en ramme, som alle lande skulle være del af for at skabe et værn mod de destruktive kræfter, der havde udløst Anden Verdenskrig«.

Det var organisationer som FN, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – og senere Nato og OECD.

»Desuden var der Marshall-planen, som efter krigen var en massiv amerikansk økonomisk indsprøjtning til de lande, der bekendte sig til markedsøkonomi og demokrati, primært i det sønderskudte Europa«, siger Bo Lidegaard.

Han lægger især vægt på dannelsen af Nato i 1949 som et nybrud – herunder den såkaldte musketer-ed, som betyder, at et angreb på ét Nato-land er et angreb på alle Nato-lande:

»Målet var at skabe en ny form for sikkerhed, som var helt fremmed for traditionel strategisk tænkning. Den nye alliance skulle ikke forberede sig på at føre krig, men på at afskrække enhver angriber. Og sikkerheden var kollektiv og udelelig«.

Det har været grundpillerne i den vestlige verdensorden siden Anden Verdenskrig og det i en sådan grad, at en »hel generation af politikere, forretningsfolk og borgere meget let forveksler denne verdensorden med noget uforanderligt og eviggyldigt«.

»Og det er selvfølgelig svært for os i dag at forstå, at den verden ikke findes mere«, siger Bo Lidegaard.

Hvilket især skyldes den amerikanske præsident Donald Trumps politiske stormløb, hvor alt udelukkende handler om, hvad han ser som USA’s egeninteresse.

»USA er i fuld gang med at rive de institutioner ned, som landet selv opbyggede efter Anden Verdenskrig, og det sker med en hast, som gør det svært at tro, at en verden baseret på de samme institutioner vil kunne genopbygges«, siger Bo Lidegaard og tilføjer:

»Det er tankevækkende, at både den amerikanske og den russiske præsident åbenlyst længes mod en verden, der fandtes før Anden Verdenskrig. Det er en grundlæggende forandring«.