De slanke fingre, der elegant vandrer sart og tænksomt på de sort-hvide tangenter. To andre hænder griber dybt om bassens bløde lydbølger. Plus Paul Motians to hænder, som fatter om trommestikkerne, som var trommeskindet en hviskende mimose, der skulle aflokkes et hemmeligt sprog.
Det er triojazzens helt særlige magi, og i en film om pianisten Bill Evans er den naturligvis forsøgt fanget i jazzens, cigaretrøgens og klaviaturets farveskala sort-hvid. Introduktionen til jazztrioen er vigtig. Trioen var Bill Evans’ naturlige måde at trække sit kunstneriske vejr på. Evans var på højden af sin kunst, da han i 1961 mistede bassisten Scott LaFaro, der omkom i en bilulykke.
