Politiken Fortæller
Det lille mørke rum er lyst op med en enkelt elpære i en fatning på væggen. Gulvet er dækket af et pinligt rent plastiktæppe. Møblementet er klassisk: hynder på gulvet og puder på række hele rummet rundt. Ellers er her absolut ingenting.
Wayel er en mand midt i 30’erne. Han sidder ved rummets ene endevæg, der hvor dagslyset ude fra gaden lige når ind gennem døråbningen uden dør. Hans ene søn på et par år tusser rundt i rummet i sine sko pyntet med en arabisk udgave af Mickey Mouse. Drengen har en hvid slikkepind i hånden, da han sætter sig behageligt tilrette mellem sin fars to benstumper.
Begge Wayels knæ er væk. Stumperne er ikke lige lange, men ingen af dem når ud over hyndens kant. De lasede sorte bukser er lukket af med en hurtig syning nogle centimeter under stumperne.
Fotografen tager billeder og bander lidt over lysforholdene. Jeg prøver at følge med i tolkens oversættelse af Wayels talestrøm. Han taler hurtigt, insisterende og helst med en smøg i hånden.
