Første gang, Line for alvor mødte systemet, var hun 13 år. Hendes mor, som er førtidspensionist, havde i årevis været syg med både psykiske og fysiske problemer. Line passede en stor del af tiden sig selv og kom efterhånden ikke rigtig i skole. Hendes far så hun kun sporadisk; i dag har hun slet ikke kontakt med ham.

Efter hun ikke havde været i skole i et halvt års tid, arrangerede kommunen, hun boede i, at hun indimellem kunne komme og spille skak med en lærerstuderende og et par andre elever, der heller ikke gik regelmæssigt i skole. Ellers tilbragte hun hver dag timevis på det sociale medie Tumblr, hvor hun stødte på billeder og korte videoer af piger, der skar i sig selv. Line prøvede selv at skære sig op langs underarmene, og det blev hurtigt en vane.

»Det føltes trygt, uden jeg rigtig kan forklare hvorfor. Det var en rent fysisk og pragmatisk smerte. En meget, meget simpel måde at få luft for alle mine følelser. Men det var også et råb om hjælp. I hvert fald i starten. Senere blev jeg afhængig af smerten og adrenalinsuset«.

Foto: Anders Holst Pedersen

På et tidspunkt gik Line til bekendelse over for sin mor, og det endte med, at hun blev indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling med svær depression. Her var hun i et halvt år, og da hun var klar til at blive udskrevet, flyttede hun ikke hjem, men flyttede i stedet på det første af i alt fem bosteder, hvor hun endte med at tilbringe alle sine teenageår.

»Jeg har så mange skrækhistorier, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde«, siger hun.

»Der har været så mange voksne ind og ud af mit liv. Bosteder er svingdøre for ansatte. Det er så pissenemt at få job sådan et sted, fordi der altid mangler folk, men for det meste stopper de lige så hurtigt, som de kom. Miljøet har været giftigt for både børn og voksne på de fleste af de steder, jeg har boet«, siger Line og tilføjer, at det gør ondt som barn at vide, at alle dem omkring dig kun er der, fordi de får løn for det.

»Og når du samtidig ved, at de før eller siden forsvinder ud af dit liv fra den ene dag til den anden. Det er virkelig, virkelig skidt og utrygt. Men hvis de så i det mindste alle sammen var gode til at passe på os, så længe de var der …«, sukker hun uden at færdiggøre sætningen.

»Ret skal være ret; nogle af de voksne har været både dygtige og stabile og har hjulpet mig, og hvis de læser det her, så ved de godt selv, hvem de er. Nogle af dem er grunden til, at jeg overhovedet stadig er i live. Dem er jeg meget taknemmelig for at have mødt. Men andre har vitterligt ikke været noget godt bekendtskab for mig og de andre unge, jeg boede sammen med«.

De mange selvmordsforsøg, selvskade, svære depressioner, angst, ptsd og på et tidspunkt en hashpsykose som følge af et massivt misbrug, der begyndte på et af bostederne, betød, at Line, i årene fra hun var 13 til 18 år, røg ind og ud af forskellige psykiatriske afdelinger. Nogle gange lukkede, andre gange åbne afdelinger. Nogle gange lange, nogle gange helt korte indlæggelser. 198 gange i alt er hun nået frem til, men journalen er svær at få styr på, fordi der er tusindvis af notater i den.

»Jeg talte indlæggelserne i min journal for nogen tid siden. Jeg ved godt, det lyder helt vildt, og jeg er heller ikke helt 100 procent sikker på antallet. Måske er det lidt flere, måske lidt færre, men det er deromkring. Det var en virkelig, virkelig, virkelig voldsom tid«, husker hun.

»Nogle gange flygtede jeg fra mit bosted og ind på psykiatrisk, fordi der trods alt var noget personale, der var mere stabilt end på bostederne. De kendte mig lidt bedre. Forstod mig bedre. Nogle af sygeplejerskerne kunne nå ind til mig og hjælpe mig, også selv om de havde travlt og var pressede. Men det kunne også være hårdt at være der. Jeg var meget overladt til mig selv«.

I dag er Line stadig tilknyttet distriktspsykiatrien, hvor hun har faste samtaler med en psykolog, men hun har ikke været indlagt siden 2018.

»Allerede dengang var forholdene meget skrabede, både hvad angår personalet og de fysiske rammer, maden og – ja, alting. Det er ikke mit indtryk, at det er blevet bedre siden. Faktisk det modsatte. Jeg tror ikke, politikerne fatter, hvor stor en opgave der skal løftes, hvis vi, der er født på samfundets skyggeside, som Mette Frederiksen udtrykte det i sin tale, skal opnå tillid til, at vi bliver hjulpet med værdighed og som de medmennesker, vi er«, pointerer Line og tilføjer:

»Hvornår har Mette Frederiksen eller en anden politiker, der har reel indflydelse, nogensinde besøgt en psykiatrisk afdeling uden at have et tv-hold på slæb? Alt er iscenesat, og det giver ikke et billede af, hvordan tingene i virkeligheden er. Kom nu og vær fluen på væggen i nogle dage«, opfordrer hun.

»Vær der, oplev det, forstå det. Se en 13-årig selvmordstruet sidde i venteværelset i 12 timer, før en læge har tid til at tale med hende i et kvarter. Se, hvordan patienterne må overnatte på sofaer, fordi der er helt overfyldt på afdelingen. Sid på stolen ved siden af sygeplejersken, når hun taler med en, der har det fucking svært, mens hendes øjne flakker, fordi en masse andre patienter også har brug for hjælp, og hun må dele sin opmærksomhed mellem alt for mange. Spis maden, og opdag hvor uappetitlig den er. Se, hvordan mange af afdelingerne ligner noget fra 1950’erne. Ryd kalenderen, og book jer ind, uden der behøver at være andet i det for jer end læring. Kom nu!«.

Line har talt sig varm, og den energi, hun nævnte, hun gerne ville bruge til at fortælle omverdenen om, hvordan det er at leve på skyggesiden, bobler i hende. For hun ved, at den værdige hjælp til sådan nogle som hende findes i glimt. Hun har selv oplevet det indimellem. Og hvis der gøres den rigtige indsats med den rette mængde midler, kan de glimt blive normen snarere end undtagelsen, er hendes håb.

For Lines vedkommende mødte hun endelig den værdige hjælp, da hun flyttede ind på det sidste af de fem bosteder, hun har været på.

Line ved, at hun midt i al sin ulykke har været heldig. Heldig, at hun til sidst mødte nogle mennesker, som havde viljen, hjertet og ikke mindst rammerne til at hjælpe hende. Heldig, at hun har fået en kæreste fra et sundt og trygt miljø. Heldig, at hans familie har budt hende velkommen i deres flok. Heldig, at hun midt i alt det kaos, livet har budt hende, er født med et godt hoved og talenter, der forhåbentlig kan hjælpe hende på vej til at få et godt liv.

Heldig, at hun overhovedet stadig er her.

Men hun ved også godt, at hun er skadet og skrøbelig. At hun aldrig kommer til at få et liv, der ligner flertallets. At være født på skyggesiden medfører for hende, at hun er præget af ptsd, angst og stress i en grad, der gør, at hun kan klare væsentligt mindre i hverdagen end andre på hendes alder. Lige nu er hun i færd med at tage en folkeskoleeksamen ét fag ad gangen. Hendes håb er, at hun senere kan få et job som for eksempel oversætter af film fra engelsk til dansk.

»Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver karrierekvinde, og jeg kan heller ikke klare et job som for eksempel sygeplejerske eller pædagog på grund af min ptsd. Men min drøm er, at jeg på et tidspunkt kan komme til at udføre et arbejde, der er vigtigt, om det så er lønnet eller frivilligt. Jeg vil bare gerne bidrage«.

Hver dag handler det om at finde balancen, hvor hun føler, at hun lever uden at blive overbelastet.

Om den 199. indlæggelse venter ude i fremtiden? Hun tror det ikke. Hun føler, det er et overstået kapitel. Men hun ved også af erfaring, at realiteterne hurtigt kan ændre sig. Derfor nøjes hun lige nu med at håbe og ønske, at hendes historie har åbnet en sprække ind til virkeligheden på samfundets skyggeside. En sprække, som kan blive en brik i det puslespil, som politikerne må og skal lægge, hvis værdigheden skal have en chance i psykiatrien, på bostederne og andre steder, hvor de mest udsatte og sårbare søger hjælp. Hvis det hele ikke bare skal ende som endnu et brudt løfte i rækken.