Socialforvaltningen i Københavns Kommune har varslet besparelser på 85 millioner kroner. For at nå dette har forvaltningen meddelt en lang række frivillige sociale organisationer, at man planlægger at fratage dem deres driftsbevilling. For vores psykologiske rådgivning i Sind København drejer det sig om 850.000 kr. i 2024 og derefter i 2025 og 2026 om vores fulde driftstilskud på 1.270.000 kr. Effektueres dette, må den psykologiske rådgivning lukke. Og tilsvarende er situationen for mange andre frivillige sociale organisationer.
Sparekataloget er udformet af embedsværket i Socialforvaltningen, som tilsyneladende bare har fået til opgave at pege på udgifter i en størrelse, som matcher nødvendigheden af besparelser. Her er altså ikke tale om hverken konsekvensberegninger eller faglige argumenter for, at netop de nævnte organisationer og aktiviteter rammes. Det anføres dog, at de frivillige organisationer blandt andet rammes, fordi kommunen ikke har nogen lovgivningsmæssige forpligtelser til at sikre arbejdet i disse organisationer. Modsat kommunens egne sociale tilbud, som ofte tilbydes ifølge den gældende sociallovgivning.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

