Jeg har forsøgt at skrive denne Kronik i mange år. Det, der nu endelig får mig til at formulere mine meget personlige oplevelser med – og min kritik af – det danske sundhedssystem, er Johanne Luise Boesdals Kronik fra 15.10.
Her fortæller hun om, hvordan sundhedssystemet reddede hendes søn, da han var alvorligt syg af diabetes 1. Jeg er også mor til en teenager, som blev meget syg. Der er mange lighedspunkter mellem min og Johanne Luise Boesdals historier, og dem vender jeg tilbage til. Der er også afgørende forskelle, fordi vi mødte to meget forskellige versioner af det danske sundhedssystem.