Her er seks billeder.

Ét af dem bliver kåret til verdens bedste pressefoto i år.

24-årige Kibrom Berhane er vendt hjem og genforenes med sin mor. Det er første gang, han ser hende, efter han blev medlem af den paramilitære gruppe Tigray Defence Forces to år tidligere. Kibrom Berhane sluttede sig til Tigray Defense Forces i 2021, da regeringsstyrker angreb hans landsby i det østlige Tigray. Han deltog aktivt i kampene, indtil han blev såret af en granat og mistede sit ene ben.

Politikens fotochef Peter Hove Olesen siger:

»Det er jo et rørende møde mellem en mor og en søn. Men ... jeg synes også, at det er et billede, som først bliver rigtig godt, når man læser billedteksten«.

»Et foto skal ikke altid kunne fortælle alt. Men her har vi at gøre med en ung mand, som kommer hjem fra en krig og har mistet et ben. Det kan vi ikke se. Vi kan heller ikke se morens ansigt – så vi oplever ikke rigtigt hendes glæde ved at se ham«.

»Jeg forstår følelserne. Ved hjælp af teksten. Og fotografen er gået tæt på for at få dem frem. Men jeg tror, at der er mere i det, når en mor tager imod sin søn og opdager, at han overlevet. Og samtidig mangler sit ene ben«.

»Det er selvfølgelig brutalt at sige om et billede med så stærk en historie, men når man ser på de øvrige fotografier, så må jeg bare sige, at der er nogle, der berører mig mere«.

Inas Abu Maamar, 36 år, vugger sin 5-årige niece Saly, der blev dræbt sammen med fire andre familiemedlemmer af et israelsk missil, der ramte deres hjem. I begyndelsen af Israel-Hamas-krigen gav Israel instrukser til Gazas indbyggere om at evakuere mod syd for komme i sikkerhed. Alligevel bombarderede israelske styrker kraftigt Khan Younis i det sydlige Gaza fra midten af oktober ifølge rapporter fra The Guardian og Al Jazeera. Mange af de dræbte var familier, der havde forladt Gaza by nogle dage tidligere. Ved udgangen af 2023 tegnede palæstinensiske kvinder og børn sig for mere end to tredjedele af dødstallet i Gaza ifølge sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder, OHCHR.

Politikens fotochef Peter Hove Olesen siger:

»Billedet er så smukt. Og så horribelt. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Men det er virkelig begge dele«.

»På Politiken har vi haft diskussionen mange gange: Hvor meget skal vi vise fra den voldsomme krig, der foregår lige nu? Billeder af børn, der er blevet lemlæstet og dræbt, findes. Og det skal de også, for det er dokumentation. Men skal vi vise dem? Det handler om balancen mellem at præsentere realiteterne, uden at læserne vender blikket væk«.

»Skal vi vise fotografier af børn i hvide lagener, hvor man kan se blodet trænge igennem? Er det en forskønnelse af krigen ikke at vise det? Jeg synes det ikke«.

»Jeg synes, at dette er et utroligt voldsomt billede. Det er ikke voldsomt på den måde, at man viser, hvordan et barn er blevet dræbt. Her foregår det voldsomme inde i et andet menneske. Det er et fotografi, der skal få os til at forstå, hvad der sker med de pårørende, når børn dør i krig«.

»Vi kan se, at det er et barn. Et lille menneske. En lang, ranglet 5-årig. Vi kan se folderne forneden fra det, jeg tror, er hendes blå kjole. Men både hun og mosteren er ansigtsløse. Her er det for mig kun en styrke. Det gør, at fotografiet bliver universelt. Man er jo ikke i tvivl om smerten. Og savnet. Det ligger i mosterens hånd. Og den måde, hun krammer barnet«.

»Og så til sidst. Det kan virke grumt at tale om æstetik her. Men fotografiets farver er enkle, kompositionen er perfekt. For mig er det et vinderbillede. Man skal passe på med at sige, at et fotografi bliver ikonisk – det ved jeg fra tidligere år. Men dette har kvaliteten til det«.

Mesut Hançer holder sin 15-årige datter Irmak i hånden. Datteren blev begravet under murbrokkerne og dræbt, da hendes bedstemors hjem kollapsede under et jordskælv i det sydlige Tyrkiet. Jordskælvet ramte Tyrkiet og Syrien kl. 4:17 med en styrke på 7,8 og var det første i en række, der dræbte mere end 55.000 mennesker og fordrev 3,3 millioner. Mange af ofrene lå og sov, da katastrofen indtraf. Tidspunktet og de mange dårlige – i nogle tilfælde ulovlige – bygninger i området blev medvirkende til det høje dødstal.

Politikens fotochef Peter Hove Olesen siger:

»Billedet er et af dem, der gik verden rundt efter jordskælvet i Tyrkiet«.

»Og det er fuldstændig forfærdeligt. Det blødeste og mest trygge sted burde være ens seng. Dér, hvor man ligger og sover. I stedet har denne 15-årige pige fået adskillige etager ned over sig. Der er ikke noget håb. Der er ikke noget med, at måske kommer der nogle og graver hende ud i live. Der er bare hendes hånd, som stikker ud – og hendes far, som holder fast i den.

»Fotografen kunne være gået tættere på. Men så havde vi ikke kunne se omgivelserne. Som billedet er taget, er vi ikke i tvivl om omstændighederne. Faren ser ud, som om han har siddet der længe. Han græder ikke. Han sidder bare der med sit fastlåste blik. Det er utrolig stærkt«.

»Jeg er næsten lidt ked af at komme ind på det, men ikke desto mindre er jeg 99 procent sikker på, at fotografen bagefter – stilfærdigt – har tænkt: »Havde han dog bare haft en sort jakke på«. Den orange farve æder meget af vores opmærksomhed. Den gør, at der går lidt længere tid, inden vi får øje på det, der er vigtigst: Den dér hånd. Og farens ansigt«.

Theo Dagnaud scanner horisonten for at sikre, at alle brandmandspatruljer har forladt området, så han kan markere området som ’kontrolleret’. Høje temperaturer og tørke fik gigantiske sommerskovbrande til at feje hen over Canada i 2023. Alle 13 provinser og territorier blev ramt, især de nordlige dele af Quebec. Brandsæsonen begyndte tidligt, sluttede sent og slog alle rekorder – og resultatet var, at næsten tre gange mere land end normalt nedbrændte.

Politikens fotochef Peter Hove Olesen siger:

»Det er sort-hvid, og det er fedt. Det gør det tidløst – samtidig med, at billedet fortæller om en af tidens mest alvorlige katastrofer, klimakrisen«.

»Jeg behøver bare se et øjeblik på det, så er jeg ikke i tvivl om, hvad det er. Men det trækker også referencer til andre store, fotografiske temaer – jeg kommer til at tænke på Vietnam-krigen. Den måde, han står med armene opgivende ned langs siden på. Har der lige været et napalmangreb?«.

»Nej, der er tale om en gigantisk skovbrand. Vi kan se, at ilden er slukket, fordi brandmanden ikke længere har gasmaske og alt muligt andet udstyr på. Men samtidig – fordi fotografen har taget billedet så langt udefra – får man indtrykket af den her ensomme, ulige kamp mod noget, vi selv har været med til at skabe«.

»Vi har set mange dramatiske, actionprægede billeder af flammer, der æder sig ind i landskabet, og brandbiler, der står og sprøjter vand. Her er vi nede i tempo. Billedet viser ’the aftermath’ – altså, hvad der er sket. Det kan godt være, at manden på billedet står og spekulerer på noget helt andet, men det ligner eftertanke. Og på den måde kan billedet måske få nogle af os til selv at begynde at tænke: Hvad fanden er det, vi laver?«.

En fisker bevæger sig hen over et tørt leje, hvor en af Amazonas-flodens grene plejer at løbe. Det oprindelige folk i samfundet omkring Porto Praia har ikke adgang til veje. De benytter sig normalt af floden, men udpræget tørke har betydet, at indbyggerne må gå kilometervis langs det tørre flodleje for at nå deres hjem. I 2023 oplevede Amazonas sin mest intense tørke, siden man begyndte at registrere forandringerne.

Politikens fotochef Peter Hove Olesen siger:

»Billedet er flot. Og fordi fotografen har sørget for, at træerne er med i billedet, er jeg – selv uden at have læst billedteksten – klar over, at dette ikke er en ørken. Det er noget andet. Det er et sted, hvor der ikke plejer at være så tørt. Et sted, hvor der skulle have været en masse vand«.

»Det er muligvis taget med drone. For det virker usandsynligt, at der skulle være et meget højt punkt midt i alt det her ingenting. Fodsporene er med til at understrege den lange vej, manden er gået. Og skal gå. Man kan se, at han bærer på noget, der er tungt. Eller i hvert fald cirka dobbelt så stort som ham selv«.

»Det er et vigtigt klimabillede på den måde, at det viser udfordringen for nogle af de mennesker, der bor tæt på forandringerne. Jeg kan måske godt synes, at det bliver lidt for smukt. Og fotografiet taler ikke så direkte til mig. På den anden side kan jeg godt lide, at der stadig er plads til at gå på opdagelse i det. Og at pointen om klimaets betydning for lokalbefolkning bliver ikke skåret ud i pap. Som på det næste billede ...«.

Lotomau Fiafia på 72 år står sammen med sit barnebarn John på det punkt, hvor kystlinjen plejede at være, da han var dreng. Det lille samfund på Kioa Island, der i dag tæller 500 indbyggere, opstod, da folk i 1940’erne søgte tilflugt fra stigende havniveauer på Tuvalu, en ø mod nord. Nu er deres fiskeri- og landbrugsøkonomi igen truet. Mere end 600 lokalsamfund omkring Fiji kan blive tvunget til at flytte i de kommende år.

Politikens fotochef Peter Hove Olesen siger:

»Det er jo et vanvittigt stærkt udtryk, de to mennesker på billedet har. De står og kigger ud mod solen. Det er et portræt af to generationer, der bogstaveligt talt står midt i en klimakatastrofe«.

»Men hvor det foregående billede godt kunne være lidt svært at afkode, synes jeg, at det her fotografi går for langt. Jeg siger ikke, at det er sådan: Men det virker som om, fotografen er taget ud med det formål at få lige præcis dette billede. Og hvis han har været med til at beslutte, at de skal stille sig i vandet lige dér, hvor vandlinjen engang var – har han så også sagt: Drej lige jeres ansigter over mod solen?«.

»I så fald tager det noget fra mig i min opfattelse af billedet. Så bliver det et vanvittigt fint portræt, men også et lidt fattigt billedsprog at bruge, når man skal fortælle om klimakrisen, synes jeg. Konkret betyder det, at jeg ikke dykker ned i fotografiet på samme måde, som jeg ellers ville have gjort. Det kan jeg mærke. Jeg bliver lidt for hurtigt færdig med det, ganske enkelt«.