I disse gader bestemmer manden, de kaldte Satan

Slikkepinden boede her

Det er Charlie, der er vores vært, ellers havde det været farligt at sidde på et hjørne og drikke øl i en af Calis fattigste bydele.

Det er et af de steder i Colombia, hvor politiet kommer på besøg, men ikke bliver for længe. Det er gader, man ikke kan få en taxachauffør til at køre gennem, og en adresse man ikke skal bruge, hvis man søger et job inde i byen, hvor de pæne mennesker arbejder.

De brune toetagers huse har ikke ligget her så længe, men de rummer allerede en brutal historie om landets kamp med kokainen.

Bydelen ligger tæt på Cauca-floden og var engang et smukt grønt område, et sted, man gerne ville bo. Sådan havde Juan Carlos Ramirez Abadia det også. Manden, der blev kaldt Chupeta, eller Slikkepinden, og i nogle år var den største af alle kartelkongerne i Colombia.

Her havde han sit landsted, herfra styrede han en organisation, der sendte tusinder af tons kokain ud af landet. Og da han til sidst blev anholdt i 2007, fandt politiet kontanter og guld til en samlet værdi af 750 millioner kroner i hans huse.

Chupetas penge og jord blev beslaglagt, og staten byggede den nye bydel Potrero Grande til nogle af de mange mennesker, der søgte mod storbyen Cali. Mange af dem var blevet fordrevet fra deres jord ude ved Stillehavet på grund af kampe mellem militæret og de væbnede militser.

Nu går nogle af Colombias fattigste mennesker dermed rundt på den jord, hvor Chupeta gemte sine skatte. Mellem husene er der en åben plads med små jordhøje, en nat fik den besøg af ukendte mænd. Om morgenen kunne man se, at de havde gravet sig ned til cementblokke med hulrum, som så var blevet tømt. Og rygterne vil vide, at der ligger endnu flere penge i jorden et sted.

Men selv hvis staten måske har overset nogle af kartellets penge, synes folk her i bydelen, at der må være råd til at holde nogle af de løfter om skoler og sundhedsklinikker, som blev givet, da Potrero Grande var en god historie for regeringen: at de store og onde nogle gange taber, og at de små og nogenlunde uskyldige så kan få en sejr og et sted at bo.

I stedet er bydelen blevet fortællingen om, at man kan vinde et slag i kampen mod kokainen, men være langt fra en sejr i den store krig.

For beliggenhed betyder noget. Sådan var det for Chupeta, sådan er det i dag.

Knudepunkt for kokaintrafik

»Vi ligger ved Cauca-floden, den løber lige heroppe bag diget«, peger Charlie, som giver os den guidede tur gennem slumkvarteret og vil fortælle, hvordan kokainen præger alles liv.

»Floden kommer oppe fra området, hvor de dyrker kokain, og der kommer hele tiden både sejlende, produktet bliver læsset af her og opbevaret i folks huse«.

»Hvis det er dårlig kvalitet, bliver det solgt her, hvis det er medium, ryger det til de store byer her i landet, hvor folk har flere penge. Og den bedste kokain sender de til udlandet via havnene ved kysten, eller gennem lufthavnene«.

På den måde er Potrero Grande blevet et logistisk knudepunkt for kokaintrafikken. Charlie siger, at der på en måned bliver kørt 8-10 lastbiler med stoffer gennem Potrero Grande. Og hvis man spørger ham, om det virkelig kan være rigtigt, siger han:

»Det ved jeg«, uden at blinke.

Og når så meget kokain flyder gennem de beskidte gader, efterlader det spor.

Charlie fortsætter hen over en græsplæne forbi et vægmaleri af tre colombianske fodboldstjerner. Sporten er en af de få veje ud af slummen, og alle her har hørt om en, som har klarede det og blev professionel. Og så var der Alejandro Peñaranda, som kom til at spille i en stor klub og i 2018 var hjemme på besøg i Calis slum, hvor han blev skudt og dræbt til en fest.

Gåturen gennem Potrero Grande tager sin tid, for der er anekdoter at fortælle, og så stopper Charlie og taler med de fleste, han kommer forbi.

Han hilser på de to gamle damer, der sidder bag gitteret på deres terrasse, stikker hovedet ind i et lille hus, der er proppet med mennesker, et larmende tv og pludselig også en stortromme.

»Spil for vores gæster« siger han, og så hamrer kvinden i huset og hendes mand en hurtig salsarytme. Og vi slentrer videre.

Og møder Juan David, der sidder på kantstenen. »Han blev skudt af banderne«, siger en af naboerne, og han nikker.

De ramte ham i maven, fortæller han, og peger på den beskidte T-shirt – der er en stomipose indenunder, forklarer han og peger.

Juan David har ikke lyst til at tale ude på gaden, så vi træder ind i det lille lokale, hvor han sover. Det er et betongulv på 2 gange 4 meter, møblerne består af en tynd madras, et lille bord, og så er der en cykel. Hans kone og fire børn bor et andet sted, han ser dem ikke så tit, men prøver at komme hjem med nogle penge en gang imellem.

»Men jeg kan ikke længere lave det hårde arbejde, løfte ting«, siger han og hiver op i trøjen for at vise elastikbindet, der holder stomiposen på plads.

»Jeg laver lidt el-arbejde for folk her, men de har ikke mange penge …«.

Derfor handler han også med kokain. Måske for nogle af de samme bander, som var ved at slå ham ihjel for to år siden. Han fandt aldrig ud af, hvem der skød, men det skete, fordi han havde solgt stoffer et sted, der tilhørte en bande.

Det hele er roligere nu, siger Juan David, for magtfordelingen mellem de kriminelle er faldet på plads, så der er færre sårede og dræbte i krigen om gaderne.

Med basucoen gik det helt galt

Men kokainen finder stadig sine ofre.

Da vi går langs diget mod floden i den fredelige ende af Potrero Grande, passerer vi et nydeligt hus. Foran det i skyggen sidder en ældre kvinde og kigger ned i jorden. Da hun hører Charlies stemme, ser hun op og begynder at tale til ham, men gråden opløser hurtigt hendes ord.

Han knæler ved hende, og historien kommer frem i små bidder fra et ansigt, der er knyttet som en lille næve.

Hendes søn, Evan, er afhængig af kokain, og han stjæler fra hende. Han har lige snuppet en masse køkkenting og skruet pærerne ud af hendes lamper. Nu ved hun snart ikke, hvad hun skal gøre.

Han er den eneste søn, hun har tilbage, efter hans bror blev skudt og dræbt af et bandemedlem for 11 år siden.

Hun spørger Charlie, om han kan hjælpe hende, for det har han gjort en gang før, da Evan var involveret i en skudepisode. Kan han måske nu få hendes søn på afvænning?

Mens de taler, dukker Evan op. Han kommer luskende ud af huset med strithår i nakken, som om han lige har sovet. Charlie kalder ham over og begynder at skælde ham ud.

Så græder Evan også.

Den magre 28-årige mand fortæller, at han begyndte at bruge stoffer, da han var 13 år, først bare marihuana, men så kokain. Han har haft arbejde på byggepladser det meste af tiden, men det gik helt galt, da han sidste år begyndte at ryge basuco. Det er et restproduktet fra kokainproduktionen, navnet betyder egentlig »beskidt affald«, og de, der bruger det, er i bunden af stofmisbrugernes hierarki.

Evan har lige røget for en time siden, da var alting sjovt, og han var glad. Men så begyndte han at stresse over pengene til næste trip, og nu har han det elendigt.

»Vil du virkelig stoppe nu? Mener du det?«, spørger Charlie og holder fast i Evans magre skulder.

»Ja, jeg vil ikke have, at min mor skal lide mere, og jeg vil gerne være sund og stærk igen«.

Hvis han »fandeme mener det«, vil Charlie gerne prøve at finde et sted, der kan hjælpe Evan ud af misbruget. Og da den unge mand nikker og snøfter, rejser Charlie sig og siger, at han vil se på det.

Tårerne triller ned ad moderens kinder, da jeg spørger hende, hvad der vil ske, hvis Charlie ikke finder et sted til Evan.

»Hvis han ikke kan det, så er der ikke mere at gøre, så er det Guds vilje«.

En løgn, der virker

Charlie er på vej videre, han går midt på jordvejen, kaster håndtegn til den ene side, råber til den anden. Der er ingen tvivl om, at han er en stor mand i Potrero Grande, sådan var det, før han røg i fængsel, sådan er det nu. Men hvis man spørger ham selv, er det på to forskellige måder.

Han var en af de første, der flyttede ind, da Chupetas jord blev til en ny bydel for de fattige. Og som stor dreng trådte han ind i en verden, der var rig:

»Banderne gav os penge og våben, og vi brugte begge dele. Forestil dig, at du er ung og fattig, så giver de dig en motorcykel og en pistol. Du ser, de har millioner af pesos, og de lover dig en stor fremtid … Det er bare en løgn, men det virker. De fleste her bliver forført af banderne, og det gjorde jeg også«.

Og Charlie havde talent for spillet og blev leder af den lokale bande.

De var 120 mand, og de var i krig. Om stofferne, om gaderne og de penge, der hvirvler rundt i luften omkring kokainen.

Potrero Grande var og er et godt sted at gemme kokain, inden det skal sendes videre. I stedet for at have et ton liggende samlet i en lastbil, kan man sprede risikoen og have 100 kilo i ét hus og 150 i et andet.

Politiet kommer her ikke så meget, og folk har lært at kigge den anden vej, når mænd på motorcykler går ind og ud af hjem, de ikke bor i. Og de unge her har svært ved at få et arbejde på den rigtige side af loven, så der mangler aldrig soldater.

Charlie var chef for dem og førte an i krigen med de andre bander. Det var dengang, han blev til Satan.

Hvad han gjorde for at få det navn, vil han ikke tale om, men han vil godt sige, hvad det var, han til sidst blev dømt for. Han fik ni et halvt års fængsel for at ligge inde med en masse våben.

»Og da jeg så kom ud, stod der en fyr klar med en bil. Der lå tre pistoler og 100 millioner pesos i den (cirka 170.000 kroner, red.) Det var til mig, og jeg ville få 500 millioner mere, hvis jeg gik ind i banden igen. Jeg svarede: »Jeg vil have noget at drikke«. Livet i banden var slut for mig, jeg er en mand med børn og familie. Jeg kunne få de 500 millioner, men så ville jeg ikke have et liv«.

Vejen ud af ghettoen

Så nu befinder han sig et sted, der ikke kan og skal forklares alt for præcist. Han er ikke medlem af en bande, men han styrer et par blokke i en bydel, de bruger som transitzone for tonsvis af kokain.

Charlie mægler, når en flok store drenge er klar til at slås med knive og macheter om en jordvej ved en lille park. Hans folk holder øje med gaderne, så nye bander ikke kommer for tæt på, og han sørger for roen, så alle kan passe deres forretning.

Men han prøver også at vise de unge vejen ud af Potrero Grande. Mange af dem, vi møder, vil gerne have job som chauffører, frisører eller sikkerhedsvagter inde i Cali.

Men når man kommer fra en berygtet ghetto, er det svært at få foden inden for døren. Så står banderne klar med nemme penge som betaling for at sælge kokain på hjørnerne eller for at holde vagt for dem, som handler med de små poser.

Derfor har Charlie og hans søster Marcela lavet en organisation, der skal tilbyde de unge noget andet. De arrangerer fodboldkampe og lidt mad til dem, der dukker op, og skubber dem i den rigtige retning:

»Vi har en ung pige her, hun solgte sex, men ville gerne stoppe, så vi købte noget udstyr til hende, så hun kan tjene lidt på at ordne folks negle. Det giver nogle penge, og måske kan hun så komme ind og arbejde på en salon«, siger Marcela. Ligesom sin bror taler hun, så folk hører efter.

Vi er tilbage ved Charlies hus på hjørnet, og musikken er høj nu, for han har købt ind til fælles mad for hele gaden, og tre kvinder tilbereder fisk i en stor gryde.

Marcela går lidt væk fra højttaleren og fortæller, at hun selv har set, hvor hurtigt det kan gå galt, da hun for 15 år siden var en stor pige.

»En af mine venner, Jhon, ville have mig med ind til byen og købe tøj. Han ville give, han skulle bare lige ordne noget først. Jeg hørte bare ikke fra ham, og så var der en historie på tv om en ung mand, der var blevet skudt under et røveri, og jeg kunne se på billederne, at det var ham. Jeg kunne kende hans T-shirt«.

Hun siger, at de store drenge typisk får tilbudt en ny mobiltelefon og 500.000 pesos (850 kroner) for at tage ind til byen og røve bankkunder, når de har hævet kontanter.

»Så er de ligesom i gang. Og de får våben og skal bruge dem, for så ved banderne, hvad de kan. Vi havde en sød ung mand i familien ... Berman var bare en stor dreng og passede sin skole. Så gik han herover i spisefrikvarteret for at få lidt mad. På vejen stopper han for at hjælpe en mand med at bære nogle kasser, og så står der en anden stor dreng og skyder ham ned midt på gaden. Han var død på stedet. Det skete dengang, og det sker stadig«.

Marcela ryster på hovedet og ser væk:

»Det viste sig, at ham, der skød, bare skulle slå en eller anden ihjel. Som en adgangsbillet for at komme ind i en bande«.

Da jeg siger, at det lyder som en anden historie, jeg lige har hørt fra Evans mor, nikker Marcela:

»Det er ham, Berman var hendes søn. Den stakkels kvinde«.

Mødet med lejemorderen

Marcelas sidste ord bliver næsten væk, da en eller anden skruer op for en salsamelodi, der får mænd, kvinder og børn til at træde ud på gaden og danse med hinanden.

Det er blevet mørkt, og en flaske brændevin bliver båret rundt. Der er kun et enkelt plastikkrus på størrelse med et snapseglas, så alle drikker af det samme og rækker det tilbage til manden med flasken.

Rundt omkring på terrasserne sidder dem, som ikke danser og nikker med i takt til musikken, mens en familie i søndagstøj passerer forbi. Deres mor og far tager et fast greb i børnene, så de ikke bliver hængende i den improviserede gadefest.

Charlie smiler og nikker, mens en af hans mænd med en lyserød kasket hvisker ham noget i det ene øre. Så kommer manden over og spørger, om vi vil se deres våben.

Han fører os ind i huset over for Charlies og forklarer, at man samler våbnene i ét hus, så der kun er én mand, der ryger i fængsel, hvis de bliver fundet.

Han finder en automatpistol frem og poserer med den på en sofa, mens han bøjer hovedet, så den lyserøde kasket skjuler hans ansigt.

»De er til selvforsvar, der kan jo godt komme folk forbi, og så kan vi jo ikke bare stå der uden noget …«.

Mens kasketmanden vifter med en pistol, sidder hans datter på 10-12 år og kigger med.

Hun begynder hurtigt at kede sig, og går med ind i soveværelset, hvor en slank, ung mand finder nogle flere våben.

»Han er lejemorder«, er der en, der hvisker.

Måske ser vi skeptiske ud, for flere af de andre i den lille stue, der nu myldrer med børn og voksne, nikker og siger, at det er fuldstændig sandt. Det er noget, alle ved. Vi spørger den unge mand, hvad han hedder, og hvad han laver.

Svaret er JJ og ’sicario’ – det lokale ord for lejemorder.

Han har ikke meget lyst til at tale om det, men når vi nu spørger og er Charlies gæster, svarer han i korte sætninger.

Han er 22 år og arbejdede egentlig med at bygge huse. Men så for et års tid siden på hans fødselsdag, mens han drak øl med nogle venner, var der en, som spurgte ham, om han havde lyst til at tjene en masse penge. »Jeg var lidt fuld, så jeg sagde ja«.

De havde holdt øje med ham og vidste, at han havde været involveret i nogle skyderier, da der var en bandekrig i hans kvarter. Og ja, siger han, dengang var der nogle af de andre, der døde.

Så nu slår han så ihjel for penge. Han får et navn og et billede udleveret af sin chef, ’Den Gamle’, og så tager han ud og finder dem. Han ved ikke, hvorfor de skal dø, fortæller han, mens han lidt genert over interessen kigger væk.

Om det er svært? Han ser nysgerrigt på mig for at forstå spørgsmålet …

»Ja … altså, det kan være lidt vanskeligt, hvis de bor et sted, jeg ikke kender, så det er svært at finde«.

Men han har ikke prøvet at være nødt til at opgive, og når jeg spørger, hvor mange han har slået ihjel på den måde, svarer han:

»15 eller deromkring«.

Og hvordan føles det at tage et andet menneskes liv?

Han ryster på hovedet.

»Min mor vil gerne have, at jeg stopper. Og det vil jeg også gerne og så bare få mit gamle arbejde tilbage – selv om det her giver mange penge«.

Han får mellem 5 og 10 millioner pesos, mellem 8.500 og 17.000 kroner om måneden for sit arbejde, og det er en mindre formue i Cali.

»Men jeg bruger dem alle sammen på tøj og druk, så det kan jo næsten være lige meget«.

Pludselig er det svært at finde på et spørgsmål, men han har et til os.

»Giver I ikke en øl?«, og så slutter samtalen med, at han får nogle krøllede sedler, og en af pigerne henter flere øl.

Altid på vagt

Udenfor på gaden er festen gået ned i gear. De små børn danser stadig, mens deres mødre sidder i plastikstolene og ser på. Charlie går langsomt rundt.

På en terrasse står en mand på omkring 40 år og kigger op og ned ad gaden. Han er ædru, selv om han godt kunne have lyst til en kold øl. Men det er ham, der skal være skarp og holde øje, forklarer han. Der er altid en på vagt, for man ved aldrig ...

Så kommer en motorcykel med to mænd rundt om hjørnet og kører lidt for hurtigt hen mod festen. Mændene kigger op og flytter hurtigt på fødderne. Charlie drejer hovedet, og øjnene er hårde.

Så genkender han de to mænd, skuldrene falder ned igen, og han klasker blødt hånd med føreren af motorcyklen. De læner sig ind mod ham og siger noget, ingen andre kan høre.

Han nikker kort, tager telefonen op og ringer. Så ryger mobilen i lommen, han vender sig om mod mig.

Det bløde smil folder sig ud over hans ansigt, og han er bare Charlie igen.