Kapitel 2
De flyver ind, lander på bøndernes marker og brænder deres kokain-laboratorier ned. Men de vinder aldrig …
Kokainen flyder ud af Colombias bjerge
En lille gruppe kommandosoldater forsøger at bremse strømmen med helikopterangreb langt inde bag fjendens linjer
Politiken tog med på
Operation Jaguar
Soldaten foran mig hopper ud af helikopteren, fjedrer kort i knæene og begynder at løbe væk. Jeg springer. Der er lidt mere end en meter ned, jeg lander på den støvede jord og tager et skridt eller to væk, for den næste soldat er lige bag mig.
Trykket fra Blackhawk-helikopterens rotor skubber os væk, så ændrer lyden sig, vi kan høre hinanden igen, og de buske, der blev presset ned langs jorden af lufttrykket, rejser sig.
»Go, go, buddy!«, råber soldaten Thomas bag mig.
Vi løber gennem marken, nu er helikopteren bare en insektlignende silhuet, der bliver mindre på himlen, mens den flyver videre for at sætte næste hold soldater ned et andet sted.
Vi befinder os midt i en kokamark, planterne er en god meter høje, og soldaterne fra politiets kommandoenhed er på vej mod et træhus på pæle øverst på en lille bakke. Da vi fløj over det, spottede de nemlig noget. Fra luften ligner det et telt mellem nogle træer ikke så langt fra husets bølgebliktag.
Lyt her til første afsnit af podcastserien ’Kokainens vej’, hvor Bo Søndergaard fortæller om sin vilde rejse ind i kokainens land, Colombia.
De løber op mod huset og råber: »Det er politiet, kom ud!«.
Men der kommer ikke nogen ud, og der er ingen, der svarer. Bortset fra den fjerne lyd af helikopteren og et par fugleskrig er her stille.
De seks soldater løber rundt om huset med maskinpistolerne løftet. Vasketøjet hænger på en snor, der er et par plastikstole inde i skyggen, og mellem dem står en balje, der indeholder et par madbananer og en lille kniv.
Soldaterne løber videre ned mellem et par træer, hvor en hund bjæffer hysterisk, og finder husets beboere. En mand i gummistøvler og shorts og en kvinde i røde træningsbukser og lilla trøje står ved deres lille kokainlaboratorium.
Det er en ryddet firkant jungle afgrænset af planker og gemt under en presenning mellem træerne. Svær at få øje på fra luften, men ikke svær nok.
En stor balje på et træbord og et par dunke med kemikalier viser, hvor kokabladene er blevet hakket og forarbejdet. Uden for laboratoriet ligger en stor bunke matgrønt mos, som er restproduktet, efter at det aktive stof er blevet trukket ud af bladene.
Soldaterne har sænket våbnene lidt, for manden og kvinden ser besejrede ud og kommer ikke til at skabe problemer. De bliver bedt om at forlade teltet, kvinden trækker manden med. Der bliver ikke sagt så meget, alle her ved, hvad der nu skal ske.
Lokation
Colombia
Uden for loven
I 2016 sluttede den colombianske regering fred med oprørsgruppen Farc efter årtiers borgerkrig.
Men store dele af landet kontrolleres stadig af væbnede grupper, som ikke har accepteret fredsaftalen. Her kan politiet og hæren ikke komme uden at blive angrebet, og i de områder kan bønderne dyrke koka uden at blive anholdt.
Til gengæld opkræver de væbnede grupper penge fra bønderne, og kokaproduktionen er dermed med til at finansiere kampene.
Det farligste tidspunkt
Soldaterne kommer trækkende med en tønde benzin. Det skulle have være brugt til at vaske kokain ud af bladene, nu skal væsken bruges til at brænde laboratoriet ned. Soldaterne sjasker lidt ud på gulvet, væder en klud på en pind, sætter ild til den og smider den i pølen.
Flammerne slikker hurtigt op ad træbordet, og vi løber væk.
»Go, go! Now, buddy!«, råber Thomas på engelsk, og vi glider ned ad en rød-mudret skråning og løber forbi manden og kvinden, der bliver holdt væk fra det brændende laboratorium af tre soldater.
Vi skal hurtigt tilbage til stedet, hvor helikopteren satte os af, for selv om de to ejere af huset ikke gjorde modstand, kan deres naboer komme og blande sig. Og – mere alvorligt – kan guerillasoldater fra oprørsbevægelsen Farc være på vej mod røgen og lyden af helikoptere.
Det er nemlig Farc, der kontrollerer dette område og beskytter kokainproduktionen mod til gengæld at få nogle af de penge, bønderne tjener. Derfor skal soldaterne hurtigt ind og hurtigt ud, når de jagter kokainlaboratorier.
Vi løber tilbage gennem de høje buske, varmen får beskyttelsesbrillerne til at dugge, og sveden tapløber under min skudsikre vest.
»Det er det her tidspunkt, der er det farligste«, siger Thomas, da vi sætter os på hug ved en af de lysegrønne buske.
Han tager geværet op til skulderen og lader det feje hen over en gruppe palmetræer foran os, bruger kikkertsigtet til at se, om noget rører sig derovre. Her er næsten ingen lyde, kun den fjerne helikopterklapren og fuglene bryder stilheden.
»Nu ved de, at vi er her, og hvor vi er. Og vi er nødt til at blive siddende, så helikopteren kan finde os«.
Han giver palmetræerne et kig til. Så kommer den store Blackhawk brølende mod os. Jeg kan se maskingeværskytten, han ligner mere et våben end et menneske. Kroppen er vokset sammen med det store sorte maskingevær, ansigtet er gemt bag en stor hjelm og briller.
Piloten sænker helikopteren ned mod os og pisker støv og kviste ind mod vores ansigter. Tæt på giver rotoren en hylende lyd, og da den hænger lidt mere end en meter over jorden, peger Thomas på den åbne dør. Jeg kaster mig ind over karmen og kravler det sidste stykke ind.
Bag mig kan jeg se en soldat sidde på hug med ryggen til os, mens hans holder øje med træerne. Så vender han sig om og bliver hevet ind som den sidste, og vi stiger.
Markerne breder sig
Mens vi drejer væk fra det lille hus og marken, tæller en soldat, der sidder midt i helikopteren, os to gange. Vi er ikke mere end 15 minutters flyvning fra kystbyen Tumaco, hvor soldaterne har deres base, mens hvis de glemmer en kammerat her, er han i livsfare.
Hele holdet er om bord, men aktionen er ikke slut. Efter at vi blev smidt af for at angribe laboratoriet, har helikopteren sat seks andre soldater af ved et andet laboratorium, og nu skal de hentes.
Piloten finder dem hurtigt tæt på en høj, fed røgsøjle, der vokser op over et bælte af træer. Vi kommer tæt nok på jorden, døren flås op, og en håndfuld soldater og Politikens fotograf Mads Nissen vælter ind.
Så er vi i luften igen, og soldaterne hænger ved vinduerne og spejder efter nye mål.
De har gjort det mange gange før, det bliver kaldt Operation Jaguar, og de er gode til det. Men de ligner mænd, der slås i en krig, som ikke kan vindes.
For selv om soldaterne fra Commando Jungla er de bedst trænede i det colombianske politi, og selv om de har de bedste våben og helikoptere, er de oppe mod overmagten.
Flere og flere hektarer af skoven i deres område tæt på grænsen til Ecuador bliver fældet for at give plads til de lysegrønne kokabuske.
Siden regeringen ændrede strategi og holdt op med at sprøjte kokamarkerne og begyndte at gå efter de store fisk i kartellerne, er der blevet dyrket mere og mere koka her i landets sydlige del. Det har været med til at sende Colombias produktion af kokain mod nye rekorder.
Lige nu regner politiet her med, at der bliver dyrket koka på 700 kvadratkilometer i deres område – det er et areal, der svarer til Bornholm og Samsø tilsammen. Men selv om tallene går den forkerte vej, fortsætter Operation Jaguar.
Politiet jagter bagmændene og de mere avancerede laboratorier, som forædler kokainpasta til pulver. Og så bliver soldaterne også sendt ind for at ødelægge de primitive små laboratorier som dem, de leder efter i dag.
Vi flyver over de lave bakker med kokabuske, mange steder ligger lange nøgne træstammer som grå knogler på jorden. Hver dag fælder bønderne regnskov for at gøre plads til at dyrke mere koka.
Skovhugsten føjer endnu et punkt til kokainens synderegister. Ud over kartellernes vold og de menneskelige tragedier blandt misbrugerne skaber den en økologisk katastrofe der, hvor den dyrkes.
I helikopteren foregår al kommunikation med håndtegn, for kun piloten og maskingeværskytterne kan tale sammen over radioen. Så når soldaterne i helikopteren får øje på noget, der ser mistænkeligt ud, peger de ivrigt ned. Så cirkler helikopteren tilbage, og soldaterne signalerer med afværgende håndtegn og hovedrysten, når der er falsk alarm.
En enkelt gang cirkler vi over et hus med noget, der ligner et større laboratorium. Der er masser af mennesker omkring stedet, og flere er på vej ind fra markerne, så soldaterne opgiver det som et mål. De har instrukser om ikke at komme i kamp med de civile, og når der er mange bønder på et sted, går det hurtigt galt.
Commandoraid i junglen
Politisoldaterne fra Commando Jungla bliver fløjet ind i et område kontrolleret af guerillaen. Målet er at ødelægge bøndernes kokainlaboratorier.
Taget på fersk gerning
Så er der bid. Jeg når ikke at se det, men soldaterne peger, og nu er vi på vej ned igen. Vi kaster os ud af helikopteren og går i rask trav op ad en skråning. Solen brænder i nakken, og soldaterne er hektiske i deres bevægelser. De har set folk ved laboratoriet, og der er kun en håndfuld, så vi rykker frem.
Denne gang ligger laboratoriet mere åbent, og på afstand kan jeg se folk i bredskyggede hatte løbe væk fra teltet, stoppe op og pege på os.
»Politi, det er politiet – gå væk herfra nu!«, råber Thomas.
Han taler høfligt og kalder kvinderne for »frue«, men våbnene peger direkte på de seks-syv mænd og kvinder, som flagrer rundt om soldaterne.
Bønderne er blevet taget på fersk gerning. I et hjørne under presenningen ligger en bunke friske, grønne kokablade, der ikke er blevet hakket endnu, og i to store plastickar trækker de findelte blade i benzin.
Soldaterne skærer presenningen ned med macheter, mens en kvinde prøver at redde et par dunke med kemikalier. En soldat hælder benzin ud på en af de stolper, der bærer taget, og sørger for, at det sprøjter op på den kraftige plastik, der udgør laboratoriets sider.
Så træder han et skridt tilbage og smider en røggranat ned i pytten med benzin, mens en af hans kammerater filmer det med sin telefon. Flammerne slikker op ad stolpen, og soldaten kigger bonden i øjnene et øjeblik. De ved begge, de har tabt i dag, for allerede mens vi løber væk, begynder bønderne at slukke ilden.
Thomas råber: »Vamos, vamos – kom så, kom så!«, og vi løber væk gennem kokamarkerne, mens helikopteren nærmer sig fra oven.
En halv time efter vender den om og flyver sin last af svedige soldater tilbage mod Tumaco.
Denne gang har de angrebet fem laboratorier, og mens vi stiger til marchhøjde, kan vi se rød- og hvidstribede tage af bølgeblik langs med med små røde jordveje og mellem dem masser af lysegrønne marker.
Serie
Kokainens vej
Vi har aldrig taget mere kokain i Danmark. Kokainen er stærkere end nogensinde, og det har ikke været billigere.
Kokainen strømmer ind i Europa. Alene i den belgiske havneby Antwerpen blev der sidste konfiskeret 110 tons kokain. Samlet vurderer toldmyndighederne, at de kun stopper 10 til 15 procent af al den kokain, der kommer til Europa.
I Colombia, hvor det meste af verdens kokain produceres, erklærer politikerne kampen mod narkotika for tabt. Soldater, guerillaer, bandemedlemmer, misbrugere og almindelige mennesker mister livet i kokainkrigen.
Politiken har fulgt vejen fra koka-bladene bliver plukket, til det ender oppe i danske næser.
Fotograf Mads Nissen har arbejdet med historien siden 2016 og har flere gange været i Colombia. Journalist Bo Søndergaard var i Colombia i foråret 2023. I denne artikelserie anvendes hovedsageligt billeder fra foråret 2023.
Mød journalistBo Søndergaard og fotograf Mads Nissen 21. november kl. 17.30 til et arrangement i Politikens Hus. Her fortæller de om arbejdet med at følge kokainens rejse til Danmark, og læserne får indblik i deres overvejelser. Kulturjournalist og podcastvært Gudrun Marie Schmidt styrer samtalen, og du har mulighed for at stille spørgsmål til initiativtagerne bag serien.
Tilmelding påpolitikenbillet.dk/live.
Redaktion
Tekst: Bo Søndergaard
Foto: Mads Nissen
Video: Mads Nissen, Bo Søndergaard
Layout: Mads Djervig
Grafik: Kristian Jensen
Digital tilrettelæggelse: Henriette Lind, Mads Djervig, Bo Søndergaard, Peter Hove Olesen, Mads Nissen og Johannes Skov Andersen
Redaktør: Niklas Rehn og Christian Ilsøe
Fotochef: Peter Hove Olesen
Chef for Politiken Fortæller: Johannes Skov Andersen