0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

De kan se det i vores blikke. Når vi kigger på dem. Eller kigger væk.
At de er ’de unormale’

  • Justinetjallinks

Men set med fotografen Justine Tjallinks' øjne er de først og fremmest ... de smukke.


Hun sagde sit job op i den hollandske modeverden og høster nu stor opmærksomhed for sine fotografier, der ikke skjuler det uperfekte.


Tværtimod. De fremhæver det. De gør det ... smukt.

Ingen er perfekte, siger vi. Som for at huske andre – og os selv – på, at det er menneskeligt at være menneske.

Alligevel er vi ofte umanerlig enige om, hvad der er smukt.

Det mærker Amber, Miriam, Sandra, Suu, Juno, Anke og Isa på billederne herunder. At vi i udpræget grad hylder det fejlfri. Og at dét at være anderledes i manges øjne også er at være ... grim.

De kan se det i vores blikke. Når vi kigger på dem. Eller kigger væk.

De er særlige. De ser anderledes ud.

Og DERFOR er de smukke, synes den hollandske fotograf Justine Tjallinks, der har en fortid som art director i modebranchen.

Her undrede hun sig over, at det altid var de såkaldt smukke mennesker, der blev fotograferet iscenesat og ... smukt.

Mens de såkaldt ’unormale’, dem der ikke passer ind i vores standardopfattelse af skønhed, blev portrætteret andre steder – råt og dokumentarisk.

Hun sagde sit job op og har siden opnået stor anerkendelse for sine fotografier, som ikke skjuler det uperfekte.

Tværtimod. De fremhæver det.

De gør det ... smukt.

Sandra mistede alt sit hår som 4-årig. Og i mange år forlod hun aldrig sit hjem uden en paryk. »Hun har det mest fantastiske ansigt. Det var indlysende at indramme det«, siger Justine Tjallinks, der fandt Sandra på nettet, efter at have søgt efter en person med sygdommen alopecia. Det var første gang, Sandra lod sig fotografere.

Hun mangler noget af sin arm. Hun er født sådan. Suu kom til Holland fra Kina som to-årig, og da Justine Tjallinks tog portrættet af hende, var hun 12. Hun elsker fodbold og motorcykler og måtte overtales lidt til at blive fotograferet meget klassisk og feminint. »Hun er et stærkt barn«,siger Justine Tjallinks. »Portrættet afspejler det, synes jeg«.

Miriam er forsker i psykologi og neurovidenskab og opfatter sig selv som viljestærk og ambitiøs. Indimellem oplever hun at blive råbt ad på gaden, »men ellers glemmer jeg tit, at jeg er albino«. »Jeg fotograferede Miriam i min dagligstue i 2014«, fortæller Justine Tjallinks. »Det var et de første portrætter, jeg tog. Miriam var 30 år på det tidspunkt. Og det eneste, jeg så, når jeg kiggede på hende, var, hvor smuk hun var. Så jeg gjorde alt, jeg kunne, for at fotografiet skulle afspejle det – hendes fremtoning«. Billedet vandt i 2016 fotomagasinet LensCultures Portrætpris.

Vitiligo er en hudlidelse, hvor pigmentet i huden forsvinder og i stedet udvikles hvide pletter. Doriano er en glad dreng med mange venner, der selv synes, at han ser cool ud med sin Vitiligo-plet i ansigtet. »Det, jeg ville, var at fylde Dorianos portræt med intensitet, sensitivitet og styrke«, siger fotografen.

»Juno stjal mit hjerte allerede første gang, vi mødtes«., fortæller Justine Tjallinks. »Hun kom stormende ind på en café, 1,90 meter høj med de smukkeste, mest lysende, grønblå øjne, en vintage kjole og dybrøde læber. Jeg vidste, at hende måtte jeg fotografere. Junos transition fra mand til kvinde handler om at være hudløst ærlig over for sig selv. Og om at være et godt eksempel for andre. Den reneste form for skønhed efter min mening«.

Amber elsker at danse. Hun er 1,15 meter høj og vejer 15 kg – og selv om nogle dage kan være svære, har hun sagt, at hun synes, at progeria har bragt hende mere godt end dårligt. Progeria er en ekstremt sjælden sygdom, der rammer 1 ud af 4 millioner mennesker. Den betyder, at Amber ældes 8 gange hurtigere end normalt – og som 14-årig har hun formentlig levet mere end halvdelen af sit liv. »Hun er en smuk, lille pige med en meget, meget stærk personlighed«, siger Justine Tjallinks, »... og 21.000 følgere på Instagram«.

Anke var 11 år, da Justine Tjallinks første gang fotograferede hende. På dette billede er hun 13. »Hun kom til mit studie i Amsterdam med sin mor og hun var noget særligt at fotografere lige fra første billede«. På grund af sin albinisme ser Anke dårligt, i realiteten har hun kun omkring 5-8 procent af et normalt syn. Hun klarer sig godt. Men det gør det svært at følge med i skolen nogle gange, fortæller hun.

Isa blev fotograferet som 9-årig, og hendes portræt har været publiceret i en række aviser og magasiner. Justine Tjallinks kom i kontakt med hende og hendes forældre gennem en hollandsk forening for børn med Downs syndrom. »Undersøgelser viser, at muligheden for at opdage, om et foster har 47 kromosomer, får flere forældre til at vælge deres ufødte barn fra«, siger fotografen. »Betyder det, at der i fremtiden ikke vil være mennesker som Isa?«.

Det er ikke bare de mennesker, hun fotograferer. Fotografen Justine Tjallinks har også altid selv følt sig anderledes, fortæller hun.

Ikke i det ydre. Men indeni.

Hun er født i 1984 i en lille hollandsk by. »Der, hvor jeg voksede op, var ambitiøs ikke rigtig var noget, man var. Lige bortset fra ... at det var jeg! Jeg drømte om at lave noget helt andet. Noget kreativt. Og flytte til storbyen. Og få succes«.

»Jeg kæmpede meget med de følelser – fordi de stak ud i forhold til mine omgivelser. Men det gav mig også oplevelsen af, hvad det er at være unik. De mennesker, jeg fotograferer, bærer deres særegenhed udenpå. Det gjorde jeg ikke. Men jeg kender til deres usikkerhed. Og kan relatere til den«.

Når hun fotograferer, er der ikke efterladt meget til tilfældighederne. Hun planlægger sine billeder minutiøst. Skitserer på forhånd, hvordan billedet skal være. Og styler modellerne som under et fashion shoot. Hun arbejder også intensivt med farver, lys og kontrast på sin computer bagefter, så billedet får det udtryk, hun leder efter.

»Jeg har nok en tendens til at lade mig inspirere mere af malere end af fotografer. Fra jeg var helt lille, har jeg elsket de store hollandske mestre Rembrandt van Rijn, Johannes Vermeer og Jan Steen. Selvom jeg altid også har været en stor fan af Diane Arbus«.

De seneste år har Justine Tjallinks’ billeder været på udstilling flere steder, blandt andet på fotomuseet Fotografiska i Stockholm. Hun har vundet adskillige priser og er blevet udråbt til »en, man skal holde øje med« af det anerkendte, internationale fototidsskrift British Journal of Photography.

Hun ser tegn på, at vores opfattelse af normalitet er ved at ændre sig.

»Alene siden jeg begyndte at tage mine portrætter i 2014 og så til i dag, synes jeg, at man kan se, at der er en større grad af inklusion«, siger hun.

Men vi har stadig brug for at blive udfordret, mener hun. Og måske kan fotografiet være med til at ændre måden, vi ser på andre:

»Jeg mener virkelig, at der er noget smukt i alle. Det er ikke bare noget, jeg siger. Jeg mener det helt bogstaveligt«.

Alle fotos: © Justine Tjallinks

Hvis du vil vide
mere om fotografen

Instagram: @JustineTjallinks

Website: www.justinetjallinksphotography.com

Redaktion

Tekst: Henriette Lind

Art director: Sandra Bertelsen

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden