De er som alle andre unge piger. Lige bortset fra at de ved, hvad de skal de næste tre-fire år. De skal lære Koranen udenad. Ord for ord for ord ...
Den tyrkiske fotograf Sahiba Çimen fotograferer koranskoler for piger – en verden, der er fremmed for de fleste. Men ikke for hende.
Som 12-årig blev hun selv sat til at lære den hellige bog udenad. Vers for vers. Ord for ord for ord ...
Se hendes vinderbilleder fra World Press Photo. Og 15 andre vindere fra verdens mest prestigefulde fotokonkurrence.
Sabiha var 12 år, da hun skiftede skole. Og livet skiftede retning. For den nye skole i Istanbul var en koranskole for piger – og det, hun skulle, var at lære den hellige bog udenad. Alle 6.236 vers. Hun skulle bo på skolen, og hvis hun brugte al sin tid på det, ville det tage mellem tre og fire år.
I dag er Sabiha Çimen midt i 30’erne og bruger al sin tid på at være fotograf.
Og en ganske succesfuld fotograf i øvrigt: I år er hun blandt vinderne i World Press Photo. Og samtidig er hun blevet nomineret til optagelse i den legendariske, internationale fotosammenslutning Magnum.
Men i billedserien, der tog en 2.-pris i World Press Photo, er hun vendt tilbage til barndommens koranskole. Både den, hun selv gik på og et par af de øvrige koranskoler for piger, der fortsat findes i Tyrkiet.
Her fotograferer hun en verden, der er fremmed for de fleste. Men ikke for hende. For som hun har fortalt i et interview: »Disse pigers historie er også min historie«.
Billederne fortæller om et liv med strenge regler, fokus og disciplin. Men også med drømme, Barbie på dynebetrækket, store følelser og små, skøre indfald, der »er med til at bryde dominansen og bevare pigernes kreativitet«, som hun siger.
Selv var hun elev på skolen i tre år og »ville både gå der og ikke gå der«. Hun havde set frem til at komme i gymnasiet. Men er vokset op i en konservativ, religiøs familie, så da Tyrkiet for alvor begyndte at håndhæve et forbud mod tørklæder på offentlige læresteder, stod den på hjemmeundervisning for Sabiha – og koranskolen blev et alternativ.
Som 16-årig på en familietur til Mekka fik hun sit første kamera og forstod lidt efter lidt, at med det i hånden kunne hun berette om muslimske piger og kvinders liv indefra. Især de tilsløredes. Kvindeliv, som efter hendes mening er »underrepræsenteret i fotografi«. Og det er et problem, siger hun, for »det er nødvendigt med en platform at diskutere ud fra«.
Den vindende fotoserie fra koranskolen indeholder mere end 30 billeder, hvoraf vi her kan vise syv, og er taget på gammeldags filmruller i et mellemformatkamera.
Sabiha Çimen foretrækker langsommeligheden i dén proces frem for den digitale. Til fotomagasinet British Journal of Photography siger hun, at det er dén måde, hun bedst kan udtrykke sine følelser på.
Og så kalder hun også langsommeligheden et værn mod at »blive turist i de verdener, jeg fotograferer«.
Det møjsommelige arbejde med at lære Koranen udenad kan føres tilbage til en tid, hvor analfabetisme var udbredt – og papir og skriveredskaber dyre.
Dengang var det en måde at sikre, at de hellige ord blev husket og holdt i live til de fremtidige generationer. Når man kan Koranen udenad, har man ret til at bruge den ærefulde titel ’hafız’ foran sit navn. Ifølge Sabiha Çimen gifter de fleste piger sig efter skolen og stifter familie, men mange vedligeholder alligevel evnen til at huske det hele.
Side for side. Vers for vers.
Ord for ord for ord for ord ...
Alle fotos: Sabiha Çimen
Hvis du vil vide
mere om fotografen
Instagram: @SabihaÇimen
Sabiha Çimen vandt en 2.-pris i World Press Photo for fotoserien ’Hafız: Guardians of Qur’an’. Billederne har hun taget gennem flere år, og derfor vandt hun i kategorien ’længerevarende fotoprojekter’.
Nedenfor kan du se de 15 enkeltbilleder og fotoserier, der nåede helt til tops i år og blev præmieret med 1.-priser.
Vi skal advare om, at der kan være voldsomme motiver blandt fotografierne.
Samtlige vinderbilleder og vinderfotoserier i alle kategorier – altså også 2.- og 3.-priserne – kan opleves i STORT format på udstillingen i Politikens Hus fra 25. september til 18. oktober 2020.