Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

En drøm det er værd at dø for

For 50 år siden satte modige mænd livet på spil i forsøget på at blive de første mennesker på Månen. De rejste ud i rummet uden at vide, hvad der ventede dem – og kom hjem med månesten og mere end 15.000 billeder. Nogle er ikoniske, andre sjove, og enkelte åbnede for et helt nyt verdenssyn. 

Her er historien om Apollo-missionerne, fortalt med astronauternes egne fotos.

Sæt foden på noget, og det er dit.

Det er rationalet bag en af de største tekniske bedrifter i det 20. århundrede, som også blev et vigtigt symbolsk skridt for menneskeheden. Det blev taget for 50 år siden, 21. juli 1969. Dengang astronauten Neil Armstrong hoppede det sidste stykke fra stigen på månelandingsmodulet 'The Eagle' og satte sin fod på Månen.

Dette store himmelobjekt, der svæver blegt over Jorden i en fast bane, 400.000 km. borte. Gold i biologisk forstand, men fertil for fantasien. Så tæt på og dog uopnåelig. Indtil den kolde krig satte ind. For præsident John F. Kennedy var det en simpel, men nødvendig logik: USA måtte slå Sovjet med en handling, der symbolsk var større og væsentligere end noget andet i menneskehedens historie.

Inden 1960’erne gik på hæld, ville USA sætte et menneske på Månen, lovede Kennedy: »Ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært. Det er en udfordring, vi har tænkt os at vinde«.

Og sådan gik det. Efter i alt 17 Apollo-missioner havde ikke bare ét, men 12 mennesker sat foden på Månen. Her kan du se, hvordan amerikanerne nærmede sig målet skridt for skridt, dokumenteret med de kameraer, astronauterne havde med ombord.

Men inden det store rumeventyr for alvor kunne begynde, skete der en tragedie.

Apollo 1

Januar 1967 – Raketaffyringer er forbundet med voldsom usikkerhed og fare, og i løbet af 1950’erne endte stort set hvert forsøg fatalt . Da amerikanerne i 60’erne besluttede sig for at sætte mennesker på toppen af verdens hidtil største raket, var det direkte dumdristigt.

Til opgaven havde Nasa sikret sig den bedst egnede til at løse den – den tyske ingeniør Wernher von Braun. Han havde som SS-officer været ansvarlig for at udvikle nazisternes V2-raketter, der terroriserede London. Nazi-ingeniøren blev skånet under retsopgøret efter krigen og smuglet til USA, hvor han blev taget til nåde og udnævnt til chefingeniør for Nasa’s raketprogram.

Nu skulle hans viden om raketter ikke længere bruges til at dræbe, men til at sikre skrøbelige astronauters liv og menneskets første nærkontakt med et fremmed himmellegeme.

Alligevel gik det galt i første forsøg.

Mandskabet på Apollo 1 mistede livet, inden de overhovedet nåede ud i rummet.
Den erfarne astronaut Gus Grissom (t.v.) og hans kollegaer Edward White og Roger Chaffee blev de første og eneste ofre i Apollo-programmet.


Under en test på affyringsrampen udbrød der brand i mandskabskabinen. En simpel konstruktionsfejl hindrede astronauterne i at åbne lugen indefra, og alle tre brændte inde.

Apollo 2-6

1967-68 – Først efter ulykken, der kostede de tre astronauter livet, blev opsendelse AS 204 benævnt Apollo 1. Både før og efter denne gennemførte Nasa i stor stil rummissioner med ubemandede raketter. De opsendelser, der i dag er kendt som Apollo 2-6, foregik alle uden astronauter.

Det kræver en voldsom kraft at undslippe Jordens tyngdefelt, som man ser på ildsporet fra Apollo 6-missionens ’Saturn V’-raket. Ingen af motorerne i Werner von Brauns tunge Saturn-raketter fejlede.

Apollo 7

Oktober 1968 – Efter mere end halvandet års succesfulde forsøg med ubemandede affyringer turde man nu atter risikere tre menneskers liv. Walter Cunningham, Walter Schirra og Donn Eisele havde været backup for mandskabet, der brændte op i Apollo 1. Nu skulle de udføre deres døde kammeraters opgaver på en 11 dage lang tur i en lav bane omkring Jorden. Det gav 163 jordomrejser og spektakulære kig til Jordens mageløse natur.

Storm over Stillehavet.

Walter Cunningham fotograferet i kommandomodulet. Officielt var han pilot på månelandingsmodulet, men det var slet ikke med på Apollo 7 – han ville bare ikke benævnes kopilot. Astronauterne testede kommandomodulets motorer, manøvredygtighed og sammenkobling i rummet, inden de som planlagt landede i Atlanterhavet.

Mount Everest ses forrest blandt Himalayas hvide toppe med det grønne Indien til venstre og det røde Tibet til højre.

Florida med Cape Canaveral.

Apollo 8

December 1968 – Med Apollo 8 forlod mennesket for første gang det nære kredsløb om Jorden. Juleaften 1968 cirkulerede astronauterne i 20 timer omkring Månen. Aldrig havde mennesket været så langt væk hjemmefra. Måneekspeditionen var ikke blot en teknisk bedrift for raketingeniørerne – den åbnede også for den satellitbaserede medievirkelighed, vi lever i i dag.

Astronauterne sendte en direkte tv-udsendelse fra kredsløbet om Månen juleaften med oplæsning af Bibelens skabelsesberetning. Programmet havde 1 milliard seere og skrev dermed mediehistorie. Verdens første og største realityshow sendt live fra rummet.

Men det, der startede som et amerikansk propagandatrick i en højspændt symbolpolitisk tvekamp mellem supermagterne, fik uventet en anden betydning.

Hinsides den kolde krigs horisont har dette billede måske vist sig mere betydningsfuldt end noget andet fra Apollo-programmet: For først gang så man Jorden udefra, som en lille og skrøbelig planet i et gevaldigt tomrum.

Skabelsesberetningen

Aldrig før havde man været så tæt på Månen. Et af Månens kratere blev navngivet 8 Homeward i anerkendelse af Apollo 8-mandskabets indsats. De var de første mennesker, der forlod det nære kredsløb om Jorden og rejste ud i det dybe rum.

Apollo 9

Marts 1969 – Der var kun 8 måneder tilbage af årtiet, og amerikanerne havde stadig ikke sat en fod på Månen. I lavt kredsløb om Jorden testede man adskillelse og sammenkobling af månelandingsmodulet med kommandomodulet, og astronauterne afprøvede rumdragternes elementære livsfunktioner ved for første gang at forlade de snævre kabiner.

Alle afgørende tests var ubetingede succeser, men to af astronauterne oplevede at blive rumsyge og fandt ud af, at man ikke kan kaste op i en rumdragt.

Apollo 10

Maj 1969 – Blot to måneder senere sendte amerikanerne atter en mission i kredsløb om Månen. Astronauterne testede en række mærkelige afvigelser i Månens tyngdefelt, som allerede Apollo 8 havde observeret. Desuden lavede mandskabet på Apollo 10 en øvelse, hvor de afprøvede månemodulets landemekanisme 15 km. over Månens overflade.

Men da månemodulet frakoblede sit landingsstel for at flyve tilbage til kommandomodulet, gik det pludselig galt.

Da månelandingsmodulet befandt sig 15 km over Månens overflade, skulle astronauterne teste radaren og landingsmekanismen. Men de begik en fejl, der nær havde kostet dem livet.

Ved et uheld nulstillede begge astronauter i månemodulet kapslens styring i det øjeblik, de havde frakoblet landingsstellet. Månemodulet begyndte nu at snurre hurtigt rundt om sig selv.

Astronauterne var blot to sekunder fra at styrte ned på Månen.

Efter otte sekunder lykkedes det at stoppe rotationen og vende sikkert tilbage til den tredje astronaut i kommandomodulet. På trods af vanskelighederne med øvelsen blev Apollo 10 endnu en succesfuld mission, der banede vejen for den endelige månelanding.

Apollo 11

21. juli 1969 – Endelig lykkedes det at fuldføre Kennedys mission. Hidtil havde Sovjet taget næsten alle væsentlige sejre i rumkapløbet: bragt den første satellit i kredsløb, sendt den første mand og den første kvinde ud i rummet og udført den første rumvandring. Nu fik USA en eftertrykkelig sejr. Men en fejl under indflyvningen var nær ved at forvandle sejren til en katastrofe for Neil Armstrong og Buzz Aldrin.

Af uvisse grunde havde landingsmodulet for høj fart, computeren sendte fejlalarmer, og Armstrong og Aldrin indså, at de ville komme til at lande langt væk fra målet. De var på vej mod uvejsomme områder og måtte delvis overtage styringen manuelt. Det var på de sidste dråber brændstof, at det lykkedes dem at få sat modulet ned. Lettet kunne de slukke motorerne og meddele kontrolcenteret på Jorden: »'The Eagle' has landed«.

Månelandingen

Billederne fra Månen er taget i farver. Men månestøvet, der dækker overfladen, er gråt.

Det tog tre en halv time at gøre sig klar til at forlade modulet.
»Et lille skridt for et menneske, et kæmpe spring for menneskeheden«.

Da Aldrin kom ud til Armstrong, beskrev han synet af Månens overflade som »magnificent desolation« – storslået trøstesløshed. Han lod lugen stå på klem – astronauterne kunne ikke åbne den udefra og risikerede at strande på Månen.

Hejsning af flaget


Astronaut Michael Collins sad i kommandomodulet i kredsløb over Månen og kunne som den eneste ikke følge med i tv-transmissionen, som han derfor fik beskrevet fra kontrolcentret i Houston. Tredjemanden på Apollo 11 var ret upåvirket af ikke at kunne følge med i sine kollegaers forsøg på at hejse det amerikanske flag på Månen:
»Det gør mig ikke spor«.

Apollo 12

November 1969 – Allerede fire måneder senere nåede det næste hold astronauter frem til Månen. Denne gang med en perfekt planlagt landing i Stormenes Hav.

Månemodulet 'Intrepid' under nedstigning fotograferet fra kommandomodulet.

Alle bemandede missioner medbragte flag til Månen. I dag står der fortsat amerikanske flag seks steder i månestøvet.

En fedtplet midt på linsen giver astronauten en magisk aura.

Astronauterne landede tæt ved den ubemandede rumsonde ’Surveyor 3’, som var blevet sendt op to år tidligere, og tog dele af den med hjem.

Der var medbragt et farve-tv-kamera på denne mission, men astronauten Alan Bean kom til at vende linsen mod solen og ødelagde det.

Apollo 13

April 1970 – »Houston, vi har haft et problem heroppe«. Den tredje månelanding blev en nervepirrende redningsaktion 384.000 km væk hjemmefra.

På vej mod Månen skulle astronauterne med et indbygget piskeris røre i en beholder med livsvigtig flydende ilt. Der skete en kortslutning, tanken eksploderede, og dele af varmeskjoldet, der skulle bringe dem sikkert gennem Jordens atmosfære, blev sprængt bort. Det betød både, at de tre mænd om bord manglede ilt, og at kommandomodulet ikke længere kunne vende tilbage til Jorden.

I Houston blev der arbejdet intenst i simulator for at finde en løsning. Men selv hvis det skulle lykkes astronauterne at holde sig i live på trods af iltmangel, anede de ikke, om de ville brænde op, når de nåede tilbage til Jordens atmosfære.

Mandskabet manglede strøm og ilt og besluttede sig for at opholde sig i månelandingsmodulet, der kun er bygget til at huse to astronauter, i tre dage. Resten af turen rundt om Månen og tilbage til Jorden ville tage fire.

De fik ikke sovet meget på turen, selv om James Lowell her slumrer.

Først da astronauterne frakoblede servicemodulet, gik det op for dem, hvor store skaderne egentlig var.

Mandskabet havde en begrænset mængde ilt og måtte konstruere et CO2-filter for ikke at blive kvalt. Astronaut John Swigert havde røde øjne af søvnmangel.

Efter redningsaktionen


Lige efter den vellykkede redningsaktion afholdt mandskabet, der var blevet samlet op i Stillehavet, en pressekonference om mareridtsturen. Trods fire dages uvished om, hvorvidt de ville overleve, havde James Lowell alligevel overskud til at indlede mødet med en joke.

Apollo 14

Januar 1971 – Det fjerde forsøg på en månelanding gik som smurt. Men selv helt elementære ting som at bevæge sig i en månedragt i Månens ringe tyngdefelt var en udfordring, der fik de toptrænede astronauter til at tage sig ud som tumlinger i flyverdragt.

Astronauter, der vælter

Apollo 15

Juli 1971 – Teknologisk og propagandamæssigt var udbyttet af de enormt dyre månerejser stort. Men videnskabeligt havde udbyttet været begrænset. Det rettede missionen i juli 1971 lidt op på, da man medbragte mere udstyr til at indsamle prøver samt en månebil, så man kunne nå at undersøge større områder. Astronauterne havde i alt 77 kg sten, sand og andet månemateriale med fra tre udflugter.

Den gældende teori i dag er, at Månen blev skabt ved et sammenstød mellem to store planeter, der efter kollisionen blev til henholdsvis Jorden og Månen.

Astronauterne opstillede flag ved alle missioner, selv om det er besværligt og tidskrævende i en månedragt. De bliver bleget af sollyset og vil med tiden blive hvide.

Apparat til at måle månerystelser, der kan afsløre struktur i overfladen.

Ved at undersøge blandt andet den 4 milliarder gamle sten med navnet Skabelsens Sten var Apollo 15 med til at sammenstykke et billede af, hvordan Månen og Jorden er blevet til.

Apollo 16

April 1972 – Der gik næsten et år, før man i april 1972 lod mennesker besøge Månen en gang til. De opholdt sig knap tre døgn på Månen, indsamlede næsten 100 kg materiale og tilbagelagde 20 km i månebilen.

Charles Duke på 36 blev den yngste mand på Månen nogensinde.

Duke efterlod sig et billede af sin familie på Månen.

Den elektriske månebil nåede en tophastighed på 18 km/t. Teknologier, der blev udviklet til Apollo-missionerne, har siden dannet grundlag for en række hverdagsgenstande, bl.a. solceller, akkuskruetrækkeren og programmerbare pacemakere.

Astronauternes prøver afviste blandt andet en teori om, at højlandet, de var landet i, var blevet skabt ved vulkansk aktivitet.

Landskabet er øde, ugæstfrit og fascinerende.

Apollo 17

December 1972 – Sidste gang, mennesker rejste til Månen, var i december 1972. USA indstillede måneprogrammet i begyndelsen af 70’erne, da den symbolske effekt af månerejserne aftog kraftigt for hver gang.

Selv om det var amerikansk propaganda, der drev Neil Armstrong og hans følgere til Månen, opfattede de i høj grad sig selv som repræsentanter for menneskeheden og ikke bare som våben i nationernes kolde krig mod hinanden.

Der var langt til og fra Månen. Tre dage hver vej, hvor det meste af tiden gik med at vente.

Månebilen transporterede ikke kun astronauter, men også instrumenter og bagage. Den sidste månebil tilbagelagde 36 km.

Gene Cernan tabte en hammer på månebilens venstre forskærm, og hjulet hvirvlede månestøv op. Med gaffatape samlede de en ny skærm af laminerede månekort.

På den sidste månemission havde man for første gang en uddannet geolog med på Månen. Landingsstedet i et højland var særligt udvalgt på grund af den rige geologiske variation.

På et tidspunkt stødte mandskabet på orange månegrus. På Jorden betyder den orange farve som regel rust fra jern og er dermed tegn på vand. Månegruset viste sig dog at være glas skabt af lava fra vulkanudbrud.

På Månen får man sans for de små ting …

… og de store.

Jorden hænger som en lille blå marmorkugle over flaget.

Eugene Cernan er indtil videre det sidste menneske, der har gået på Månen.

Efter den sidste af tre månevandringer var Jack Schmitt klar til at tage hjem.

En ny drøm – eller en nødvendighed?

Det er 50 år siden, at mennesket har forladt det nære kredsløb om Jorden.

I dag rækker vi atter ud mod Månen. Ikke fordi Månen i sig selv er et mål. Men fordi den vil være en god trædesten for rejser til Mars og Jupiters måner og en egentlig kolonisering af rummet.

Astrofysikere som nyligt afdøde Stephen Hawking mener, det er afgørende for menneskeheden, at vi bosætter os uden for Jorden. Vulkanudbrud og meteornedslag har tidligere udryddet store dele af livet på vores klode. Og står vi et uheldigt sted, kan den massive stråling fra et gammaglimt fra en døende stjerne udslette os i et snuptag, uden at vi opdager det.

Så vidt vi ved, er livet ikke udviklet til et højere intelligent niveau end menneskets. Igennem os er universet begyndt at erkende sig selv. Udforskningen af rummet er et led i den opgave, og i den udstrækning vi formår det, er vi forpligtet at føre den til ende. På denne rejse var foden på Månen det første store skridt.

Apollo redaktion

Foto & video: NASA
Digitalisering af billeder: Johnson Space Center
Idé og visuel tilrettelæggelse: Hanne Boock
Tekst: Karsten R. S. Ifversen
Design: Caroline Niegaard & Nima Hajarzadeh
Layout: Caroline Niegaard
Kode: Jesper Nellemann & Jonas Tækker
Videoredigering: Henrik Haupt
Oversættelse: Mette Skodborg & Lorens Juul Madsen
Korrektur: Per Lykke
Redaktør: Frauke Giebner



Alle fotos fra Apollo 7-17 er taget af astronauterne. Kipp Teague har samlet alle billederne i et offentligt arkiv under Flickr. Der ligger i skrivende stund 15.382 billeder i 'Project Apollo Archive', og der kommer løbende flere til. Her kan du selv gå op opdagelse i billederne.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden