P


Som 15-årig blev Karl Wagner tilbudt hovedrollen i instruktøren Lasse Nielsens film 'Måske ku' vi’. Her indledtes en relation, der hurtigt udviklede sig til et seksuelt misbrug, fortæller han i første kapitel af Politikens afdækning af overgreb i 1970'ernes danske filmindustri. Andre børneskuespillere fra dengang fortæller, at de også var udsat for lignende overgreb fra instruktøren. Lasse Nielsen afviser at udtale sig konkret om anklagerne og siger, at han ikke kan huske meget fra dengang.





Det kom bag på Karl Wagner, hvor nemt det var at skrive brevet. Så snart han satte blyanten på det ternede ark, fløj ordene nærmest ned på papiret.

Han skrev det i ét hug, og da han var færdig, havde han to tætskrevne A4-sider foran sig ved stuebordet.

»Lasse«, begyndte det.

»Det, du udsatte mig for, var udspekuleret og uanstændigt. Du udnyttede min sårbarhed. (...) De ting, du har gjort ved mig, har skadet mig. Og hele skylden, hele ansvaret ligger hos dig!! Jeg var kun et barn, du var en voksen. Du pressede mig til at overskride mine egne grænser lidt efter lidt. Til sidst turde jeg ikke sige fra mere. (...) Jeg vil gøre mig fri af følelsen af skam og mindreværd og lægger nu hele ansvaret på dig. Et menneske som dig skal ikke længere påvirke mit liv. Lad mig være i fred!!«, stod der blandt andet.

Da brevet var skrevet, kom for første gang vreden mod Lasse Nielsen, den filminstruktør, der næsten 40 år tidligere havde forgrebet sig på ham. Vreden havde Karl indtil nu rettet mod sig selv. Eller rettere mod den 15-årige dreng, han var dengang, han spillede den trompetbukseklædte hovedrolle i en af 1970’ernes mest ikoniske ungdomsfilm ’Måske ku’ vi’. En film, der fik over 300.000 danskere i biografen, og hvis titelnummer af Sebastian blev en landeplage.

Brevet blev aldrig sendt. Det var aldrig dets formål at nå frem til Lasse Nielsen. I stedet læste Karl Wagner det højt for den psykolog på Center for Seksuelt Misbrugte, som havde foreslået ham at skrive brevet.

Det, han egentlig havde syntes, var fjollet, da psykologen foreslog det, gav mening nu. Med brevet fik han for første gang placeret skylden, hvor han mente, den hørte til. Skammen og den følelse af at være beskidt og billig, der havde hængt ved ham, begyndte at lette.

Senere læste Karl Wagner brevet højt for sin kæreste hjemme i deres stue. Det var ikke første gang, han fortalte hende, at han var blevet misbrugt, da han spillede med i ungdomsfilmen. Men hun havde aldrig før hørt ham være vred på andre end sig selv. Hun syntes, brevet virkede som et vendepunkt.

Hun havde aldrig set ’Måske ku’ vi’ fra 1976. Hun havde ikke haft lyst til at se den film, der var skyld i, at Karl mødte Lasse Nielsen. Til gengæld var hun nysgerrig efter at vide, hvad der var blevet af instruktøren, som også havde lavet to andre meget populære ungdomsfilm i 1970’erne: ’La os være’ (1975) og ’Du er ikke alene’ (1978), med endnu en berømt titelsang af Sebastian. Men siden 1970’erne syntes filminstruktøren at være forsvundet ud af offentlighedens søgelys.




Hun satte sig ved sin bærbare computer og googlede: ’Lasse Nielsen + film’.

Et af søgeresultaterne fik det til at gibbe i hende: Et billede af en dreng med fregner, pandehår og skulderlangt krøllet hår. Det var uhyggeligt, så meget drengen lignede Karl, dengang han spillede med i ’Måske ku’ vi’, syntes hun. Men billedet var ikke fra 1970’erne. Det var fra en helt ny film, der havde haft premiere tidligere på året. Filmen hed ’Dragen’ og handlede om to små drenge, der forelsker sig i hinanden.

Hendes første tanke var, at filminstruktøren da umuligt stadig kunne lave film med børn. Men så klikkede hun videre. Filmen var både skrevet og instrueret af Lasse Nielsen. For hvert nyt klik fik hun bogstaveligt talt kuldegysninger.

Hun fandt ud af, at Lasse Nielsen for nylig havde lavet en film med titlen ’Happy Birthday’, også med en dreng i hovedrollen. Den handlede om en 14-årig drengs frustrationer over ikke at kunne have sex med en voksen mand, fordi drengen er under den seksuelle lavalder. Der var også to film optaget i Thailand, begge med thailandske drenge i bare maver på filmplakaten. Alle Lasse Nielsens film havde det til fælles, at de indeholdt adskillige scener med halvnøgne drengebørn.

Karl Wagner sad i sofaen i deres stue, da hans kæreste viste ham, hvad hun havde fundet på nettet. Det chokerede ham at høre, at Lasse Nielsen stadig lavede film med børn i rollerne.

I kraft af terapiforløbet, der kulminerede med brevet, havde Karl Wagner endelig indset, hvor meget misbruget havde skadet ham. Det havde taget ham næsten 40 år. Han havde intet ønske om at hævne sig på Lasse Nielsen, men han frygtede, at han ikke var alene med sine oplevelser. Han følte sig moralsk forpligtet til at gøre noget.

Karl Wagner og hans kæreste diskuterede det frem og tilbage i flere dage. Til sidst besluttede de sig for at ringe til en avis.

Flere ofre står frem
I de knap 2 år, der er gået, siden Karl Wagner tog kontakten, har Politiken i samarbejde med TV 2 undersøgt påstandene om Lasse Nielsens seksuelle overgreb på børn, der spillede med i hans film.

Nu står tre mænd frem og fortæller over de næste dage i Politiken, hvordan instruktøren Lasse Nielsen misbrugte dem seksuelt i sit hjem i 1970’erne, da de var 14-15-årige børn.

Mændene fortæller, at instruktøren ved at vinde deres tillid, drage omsorg for dem, love dem roller på hans film og ved gradvist at overskride deres grænser lykkedes med at udføre det seksuelle misbrug. Fremgangsmåden, mændene beskriver, er enslydende og systematisk.

Yderligere tre mænd, der medvirkede i ungdomsfilmene eller i prøvefilmninger, fortæller, at Lasse Nielsen med præcis de samme metoder også forsøgte at misbruge dem eller krænkede deres blufærdighed ved at vise dem porno og berøre dem.

Fem af mændene står frem med navn, én er anonym.

Flere eksperter genkender den adfærd, som de seks mænd beskriver, som grooming – en metode, pædofile anvender for at vinde et barns tillid ved at skabe en nær følelsesmæssig relation baseret på fortrolighed.

Lasse Nielsen, der er uddannet pædagog, lavede de populære ungdomsfilm ’La’ os være’ (1975) og ’Du er ikke alene’ (1978) sammen med medinstruktøren og pædagogkollegaen Ernst Johansen.

16 kvinder fortæller nu, at også Ernst Johansen udnyttede sin magt som instruktør og pædagog til at begå seksuelle overgreb mod dem. Kvinderne beretter i fjerde kapitel i denne serie, hvordan han udsatte dem for groft – ofte gentaget – seksuelt misbrug, herunder fuldbyrdede voldtægter. En af kvinderne, der står frem, fortæller, at hun var bare 11 år gammel, da Ernst Johansen voldtog hende efter en teaterprøve.

Fem kvinder står frem med navn, elleve er anonyme, og de fortæller, at Ernst Johansen udsatte dem for overgreb, derunder fuldbyrdede voldtægter.

Også Ernst Johansen benyttede sig af grooming, beskriver de i dag voksne kvinder. De fortæller, hvordan han som pædagog og instruktør over længere tid vandt deres tiltro og tillid og ofte udførte overgrebene i forbindelse med, at han lod dem tro, de skulle øve en rolle.




Ud over ofrene står mange af børnene, der spillede med i de to mænds film i 1970’erne, nu også frem og beretter, hvordan miljøet omkring de to filminstruktører selv for det frisindede og løsslupne årti var uhørt seksualiseret og grænseoverskridende.

De fortæller, hvordan ingen af de voksne, der samarbejdede med de to instruktører dengang, skred ind, til trods for at der var tilfælde, hvor børnene fortalte de voksne om misbruget, eller de voksne var vidne til grænseoverskridende adfærd.

Det systematiske misbrug, som ofrene beskriver, skete, samtidig med at Lasse Nielsen og Ernst Johansen fik millioner af kroner i statslig filmstøtte og blev hyldet i samtiden som nogle af 1970’ernes mest populære ungdomsfilminstruktører.

Både Lasse Nielsen, 67, og Ernst Johansen, 75, bor i dag i Thailand, hvor Politiken og TV 2 har opsøgt dem for at foreholde dem anklagerne om seksuelt misbrug.

Ernst Johansen, der i dag lever under et nyt navn i det østlige Thailand, har blandt andet tre domme for misbrug af mindreårige piger bag sig.

»Jeg havde nogle episoder, hvor der blev lagt op til mig, eller hvad der gjorde«, siger han og erkender, at han har haft »en periode« i sit liv, hvor han lavede »noget lort«.

Men flere af de 16 kvinder, der nu fortæller, at han misbrugte dem som børn, afviser han at kende til.

»Det, ved jeg, er løgn. Jeg har lavet meget lort, men det der. Jeg kan ikke engang huske hendes ansigt«, siger han blandt andet om en af de kvinder, der står frem og fortæller, at Ernst Johansen voldtog hende, da hun var 11 år.

Lasse Nielsen, der i dag lever under et nyt navn i Pattaya syd for Bangkok, afviser anklagerne fra de seks mænd, der fortæller, at instruktøren misbrugte eller forsøgte at misbruge dem seksuelt som børn.

»Jeg har ingen kommentarer«, siger han først, da vi i Pattaya foreholder ham anklagerne, men han fortsætter så:

»Helt ærligt. Hvorfor kommer det efter 50 år? Er det ikke på grund af den kampagne, der kommer fra Amerika? Og fordi jeg er kendt? De kunne være kommet, da vi havde lavet filmen«, siger han blandt andet.

Flere af de i dag voksne mænd og kvinder, der står frem med deres historier om seksuelt misbrug fra de to instruktører, har aldrig før fortalt om deres oplevelser til nogen. Følelser som skyld og skam går igen hos dem.

Fælles for flere er, at de stadig i dag har vanskeligheder ved at stole på og vise tillid til andre mennesker. Nogle har været ude i misbrug som en måde at fortrænge overgrebene på. Andre kæmper stadig med misbrug og selvmedicinering. Mange har svært ved intimitet, der selv i dag kan minde dem om det, de blev udsat for. Årtier senere har overgrebene, de beretter om, endnu store og vidtrækkende konsekvenser for mange.

For ofrene, der nu står frem og fortæller, er det i dag vigtigt at prøve at forstå, hvordan overgrebene kunne ske. Hvorfor greb ingen ind? Hvordan kunne de to mænd slippe af sted med at forgribe sig på så mange børn?

Det tog Karl Wagner næsten 40 år at indse, hvor dybt Lasse Nielsens overgreb havde påvirket ham, og begynde at give slip på skammen. Stadig i dag kan han spørge sig selv, hvordan Lasse Nielsen formåede at presse ham til noget, han på ingen måde havde lyst til.

Svaret skal findes ved at gå tilbage til 1975, hvor en 15-årig Karl Wagner mødte filminstruktøren Lasse Nielsen i biografen ved et rent tilfælde.




Mødet med Lasse Nielsen
Dengang var Karl Wagner sammen med en kammerat taget ind til København fra Taarbæk i Nordsjælland for at se den amerikanske Mel Brooks’ komedie ’Frankenstein Junior’ i Grand Teatret.

Under filmen opdagede han, at der sad en voksen mand i salen og stirrede på ham. Karl syntes, han virkede klam. Men efter filmen kom manden over til ham og sagde noget overraskende, erindrer Karl Wagner:

»Du ligner drengen, der skal være hovedrollen i min film«, begyndte Lasse Nielsen begejstret.

Manden med store briller, langt hår og skægstubbe virkede bekendt. Da han præsenterede sig som filminstruktøren Lasse Nielsen, kom Karl Wagner i tanke om, at han kort forinden havde set ham i tv. Manden havde lavet den populære ungdomsfilm ’La os være’ – en slags ’Fluernes herre’ på dansk med børn i hovedrollerne, der skabte deres eget samfund og regler på en øde ø.

Filmen havde fået unge mennesker til at stå i kø ude på gaden for at komme ind at se den. Så da Lasse Nielsen tilbød Karl Wagner at være med i hans næste film, virkede det ikke bare troværdigt. Det lød også helt vildt spændende.

I 1975 gik Karl Wagner i 8. klasse. Han spillede keyboard i et rockband, gik med denimvest og var nervøs for ikke at passe ind.

Efter skole kørte han og skolekammeraterne rundt på de små villaveje på knallert eller lyttede til plader i timevis. Han drømte om en dag at kunne komme til at leve af sin musik. Hverdagen i Danmark var forholdsvis ny. Fire år før var han som 11-årig flyttet fra Amerika til Danmark med sin familie, efter at faren havde fået job i WHO.

Efter nogle år i Danmark blev forældrene skilt. Moren flyttede tilbage til USA, og Karl Wagner boede nu med sin far. Det meste af tiden kunne han gøre, som det passede ham. Nogle gange kunne han godt savne regelmæssigheden, fra dengang familien boede i Californien.

Da Karl Wagner fortalte sin far, at han var blevet tilbudt en rolle i en ny film, syntes faren også, det lød spændende. Over telefonen aftalte Karl Wagner at komme hjem til Lasse Nielsens lejlighed i Nordvest for at øve til rollen.

Overgrebene begynder
Som Karl Wagner husker det, var det i begyndelsen rart at være på besøg hjemme hos Lasse Nielsen. Instruktøren, der var uddannet pædagog og havde arbejdet med børn i både fritidsklub og som spejderleder, virkede oprigtigt interesseret.

Lasse Nielsen spurgte ind til hans store interesse for musik. Når Karl Wagner kom på besøg, var der øl eller hans yndlingssodavand på bordet. Engang havde instruktøren endda købt den nye Elton John-plade, han elskede: ’Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy’.

Da Karl Wagner fortalte, at han spillede i band, foreslog Lasse Nielsen, at bandet kunne få lov til at optræde med deres egen musik i filmen. Tiden efter forældrenes skilsmisse var ustabil. Lasse Nielsen var en voksen, der lod til at tage Karl Wagner og hans teenagedrømme alvorligt.

Først sagde Lasse Nielsen, at han måtte sikre sig, at Karl var tryg ved at være nøgen foran andre. Ligesom i instruktørens første ungdomsfilm ’La os være’ ville der være en del nøgenscener i hans kommende film. Først var det blusen. Senere bad han Karl om også at tage bukserne af, når han skulle fotograferes.

»Frisk« var et ord, Lasse Nielsen ofte brugte, husker Karl Wagner.

Når han spurgte, hvorfor han var nødt til også at smide bukserne, fortalte Lasse Nielsen, at Karl var nødt til at være »frisk på noget sjov«, hvis han ville spille med i filmen.

Lasse Nielsen begyndte at vise ham porno. Både på en filmfremviser i soveværelset og i pornoblade med billeder af mænd, der havde sex med andre mænd.

»Kan du lide det? Er han ikke smuk, ham der«, erindrer Karl Wagner, at Lasse Nielsen spurgte.

Instruktørens berøringer begyndte i det små. Hans hånd på Karls lår eller en insisterende aen på ryggen eller maven. Når Karl sagde fra eller trak sig væk, husker han, hvordan det blev mødt med trusler om, at Lasse Nielsen ville finde en anden dreng, der var mere frisk på de ting, filmrollen krævede.

Lasse Nielsens befamlinger blev gradvis mere og mere grænseoverskridende, husker han.

Til sidst udviklede det sig til, hvad han i dag betegner som groft seksuelt misbrug dog uden penetration.

(video herunder)






Når Karl Wagner gik fra lejligheden, følte han sig klam. Men det lykkedes hele tiden den 15-årige knægt at overbevise sig selv om, at det nok ikke var så slemt. Imens de gentagne overgreb stod på, fortalte Karl Wagner ingen om det, fortæller han. Hverken vennerne, sin jævnaldrende kæreste eller forældrene. Han skammede sig.

I dag kan Karl Wagner stadig få det dårligt over skægstubbe eller folk, der ånder tungt, sådan som han erindrer, at Lasse Nielsen gjorde. Noget af det allersværeste og det, som fik ham til at skamme sig endnu mere, fortæller han, var, at hans 15-årige krop forrådte ham.

»Min krop reagerede på det, han gjorde, uafhængig af hvad jeg mente om det. Og det er særligt der, skaden sker for mig. Jeg følte jo, det var min egen skyld«, siger han.

Hvor længe besøgene og misbruget hos Lasse fortsatte, kan Karl Wagner i dag ikke huske nøjagtigt. I hvert fald i flere måneder, muligvis et halvt år, vurderer han.

I en artikel i Politiken fra sommeren 1975 blev Karl Wagner interviewet sammen med Lasse Nielsen om den kommende film, som på det tidspunkt manglede finansiering. Artiklen blev illustreret af et billede af de to sammen. Lasse Nielsen med store tonede 1970’er-briller og Karl Wagner med bløde, barnlige ansigtstræk omkranset af det lange rødbrune hår.

I artiklen fortæller Lasse Nielsen selv om sit første møde med Karl Wagner.

»Jeg var en dag inde og se en film, der var forbudt for børn. Ved siden af mig sad Karl, som bestemt ikke så ud til at være gammel nok. Da jeg bemærkede det, røg han i vejret og gav mig en skideballe. Det var skønt, for det var nemlig lige sådan en fyr, jeg stod og manglede«, udtalte han i artiklen, hvor der også stod, at Karl Wagner aflagde »hyppige besøg« hjemme hos instruktøren, så de to kunne få et »tillidsforhold« til hinanden.

Lasse Nielsens misbrug sluttede først, kort før filmen blev indspillet i 1975, fortæller Karl Wagner. Da havde Lasse Nielsen forsøgt at presse Karl til fuldbyrdet samleje. Men der formåede han at sige fra, vel vidende, at det kunne koste ham rollen. Derefter holdt han op med at komme hjemme hos Lasse Nielsen.




Kaotiske filmoptagelser
Efter succesen med 'Fluernes herre'-filmen ’La’ os være’ var det lykkedes Lasse Nielsen at tiltrække en kendt skuespiller som Ole Ernst til sin kommende film ’Måske ku’ vi’, den film, Karl Wagner skulle medvirke i.

Filmens omdrejningspunkt var et bankrøveri og to børns første forelskelse. Ole Ernst spillede bankrøveren, mens Karl Wagner var den unge hovedperson.

For Karl Wagner at se var filmoptagelserne dilettantiske. Det virkede ikke, som om nogen af de voksne havde styr på noget. Marianne Svendsen, hans egen kæreste fra klassen, endte med at få rollen som hans kæreste i filmen. Replikkerne fandt de ofte på sådan lidt efterhånden. Flere af scenerne var baseret på Lasse Nielsens seksuelle fantasier, som han senere fortalte i pressen. I en scene skulle Karl ligge og kysse med en anden dreng på et billardbord. Han fik ridetimer for at kunne lave en scene, hvor han skulle ride halvnøgen på en hest. Begge scener blev senere droppet efter protester fra andre på filmholdet. Det hele virkede tilfældigt og kaotisk på Karl.

Lasse Nielsens misbrug fortsatte ikke under filmoptagelserne, ifølge Karl Wagner. Men der foregik ting, som han den dag i dag ikke forstår, at de andre voksne ikke i det mindste undrede sig over. Under en scene i et bad, hvor han og flere andre drenge skulle være helt nøgne, husker han, hvordan Lasse Nielsen og endnu en af mændene på settet gloede på ham.

Gloede på Karl
Marianne Svendsen, der spillede filmens anden hovedrolle, vidste ikke noget om Lasse Nielsens misbrug af Karl Wagner dengang. Hun syntes, det var spændende at være med i filmen. Men også for hende var optagelsen af særligt én scene med de to i bad bemærkelsesværdig, husker hun i dag.

»Lasse sad under håndvasken og gloede på Karl. Han havde intet at gøre der. Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var højst besynderligt«, siger hun.

Ib Tardini, en filmproducent, der i dag er særligt kendt for sit arbejde som mangeårig filmproducent på Zentropa, var produktionsleder på ’Måske ku vi’. Han siger i dag, at han godt fornemmede, at Lasse Nielsen var enormt betaget af den 15-årige hovedrolleindehaver.

»Jeg så aldrig hans fascination udmønte sig i noget, men man kunne godt mærke det. Det har jeg tænkt bagefter – efter ’Måske ku’ vi’. Når du går i det, registrerer du det ikke. Det er en fejl, når man er leder. Jeg var 33 år, altså rimelig ung. Også ung som leder«.

Karl Wagner ville mest af alt bare have filmoptagelserne overstået og komme langt væk fra Lasse Nielsen.




Samtidig med at folkekomedien ’Familien Gyldenkål’ gik i Saga, og man kunne se ’Hopla på sengekanten’ i Palladium, fik ungdomsfilmen ’Måske ku’ vi’ danmarkspremiere i februar 1976 i Nygade Teatret på Strøget.

For Karl Wagner føltes premieren som en farce, husker han. Alle de medvirkende var der, og efter filmvisningen skulle filmholdet, skuespillerne og Lasse Nielsen op på scenen og modtage publikums applaus. De skulle bare vide, hvem den mand i virkeligheden er, og hvad han har gjort, tænkte Karl Wagner.

Filmen blev en stor publikumssucces, og Sebastians titelsang sunget med hans karakteristiske nasale lyd blev et kæmpehit, som nærmest ethvert skolebarn kunne synge med på. I en tid, hvor ungdomsfilm og i særdeleshed danske ungdomsfilm var mere sjældne, var opmærksomheden om filmen massiv. Den 15-årige Karl Wagner blev jævnligt genkendt på gaden. Men i stedet for at blive smigret skyndte han sig væk, husker han. Den store interesse for filmen mindede ham om Lasse Nielsens overgreb.

»Alt det, der skulle have været sjovt og spændende, endte med at være et rent mareridt«, siger han.

Han burede sig inde og pjækkede fra skole. I stedet sad han på sit værelse og hørte musik, og han begyndte at ryge mere og mere hash. Når han røg, lukkede det ned for alle tankerne.






Imens begyndte Lasse Nielsen at lede efter børn til sin næste film. »Kan I huske ’La’ os være’ og ’Måske ku’ vi’? Til juli starter vi optagelserne til den 3. film i rækken. Vi leder efter friske piger og drenge i alderen i alderen 15-16 år (...)«.

I en rubrikannonce i Ekstra Bladet søgte Lasse Nielsen sammen med sin instruktørkollega Ernst Johansen og filmproduceren Steen Herdel i maj 1977 efter børn til deres nyeste filmprojekt. Steen Herdel havde også produceret de to andre film, der var blevet nogle af 1970’ernes mest omtalte.

De to instruktører kendte oprindeligt hinanden fra pædagogseminariet, og makkerparret havde haft stor succes med den ’Fluernes Herre’-inspirerede ’La os være’ (1975), der havde vakt opsigt for sin måde at vise børns udforskning af deres egen seksualitet. Til den film havde de to mænd blandt andet rekrutteret børnene fra den fritidsklub, hvor Ernst Johansen arbejdede som pædagog.

Efter at Lasse Nielsen fik yderligere succes med ’Måske ku’ vi’, havde de to fået næsten 800.000 kroner i produktionsstøtte fra Dansk Film Institut til endnu en ungdomsfilm.

Filmen hed ’Du er ikke alene’ og handlede om drengene på en efterskole. Den var inspireret af Lasse Nielsens egne oplevelser fra sit arbejde som pædagog på kostskoler, udtalte han dengang i pressen. Manusset havde han skrevet sammen med sexologen Bent Petersen, der siden flere gange vakte opsigt i offentligheden for sine gentagne udtalelser om, at børn ikke tager skade af at have seksuelle forhold til voksne. Hans udtalelser fik ham til sidst ekskluderet fra Dansk Psykolog Forening. Dengang agerede Bent Petersen også sexologisk konsulent på filmsettet.

I ’Du er ikke alene’ bliver en elev bortvist for at klistre skolens toilet til med pornobilleder. Det får eleverne til at stå sammen om et oprør mod skolens autoritære voksne. Hovedrollerne er forstanderens smukke søn Kim og den lidt ældre, krølhårede efterskoleelev Bo, der midt i oprøret oplever en forbudt kærlighed vokse. Filmens åbne tilgang til homoseksualitet var ikke bare et filmisk, men også et samfundsmæssigt nybrud. I samtiden blev filmens teenagesmerte udødeliggjort med Sebastians sang ’Du er ikke alene’.

Ud over de to hovedroller skulle filmfolkene også finde en masse drenge til at spille efterskolens andre elever.

Den dengang 13-årige Anders Lund Madsen opdagede en annonce, der søgte drenge, i sine forældres avis i barndomshjemmet i Sorgenfri. I 1977 var den i dag kendte radiovært og foredragsholder en helt almindelig, om end noget sent udviklet teenager. I folkeskolen var han en af dem, ingen lagde særligt mærke til. Det kunne en film ændre på, tænkte han, da han så annoncen. En majdag fik Anders Lund Madsen derfor sin far til at køre sig hen til prøvefilmningerne i Det Danske Filmstudie i Lyngby.

I den lange kø kunne den grydeklippede teenager godt se, at han måske ikke var lige så smuk som flere af de andre fremmødte drenge. Til gengæld kunne Anders Lund Madsen allerede dengang få folk til at grine. Til castingen havde han medbragt et foto af sig selv på Trafalgar Square med en masse duer på armene.

»Det er mig, der sidder som nummer to due på højre arm«, sagde han kækt og fik de voksne fra filmholdet til at grine.

Anders Lund Madsen fik ikke en af de to hovedroller. Rollen som ’smukke Kim’ gik til en yngre, lyshåret dreng med klassiske træk. I stedet blev Anders Lund Madsen castet som Kims irriterende ven Tonny. Selv om det bare var en lille rolle med få replikker, var ikke bare Anders, men hele hans familie benovede, da de fik at vide, at han havde fået rollen.

»Det kan slet ikke overvurderes på det her tidspunkt, hvor fedt det var at spille med i en film«, siger han i dag.




Filmoplevelsen den sommer begyndte med en rystesammen-weekend med overnatning uden deres forældre. Her skulle børnene via ’føle-lege’ lære hinanden og de voksne fra filmholdet bedre at kende, fortæller Anders Lund Madsen. Om aftenen underholdt sexologen Bent Petersen børnene med sine klienters seksuelle feticher. Blandt andet hvordan en mandlig klient smurte sin egen lort på et franskbrød og spiste den. Han sagde også, at det var helt naturligt at have sex med en, der var meget yngre end en selv, husker Anders Lund Madsen, at han sagde til børnene.

Der var også fest, hvor børneskuespillerne ud over at se ’Muppet Show’ kunne drikke al det alkohol, de ville.

»Jeg havde aldrig prøvet at drikke før, så jeg drak en guldøl på størrelse med mig selv og faldt i søvn. Næste morgen fortalte flere af de andre, at de havde haft en skidesjov aften med de voksne, hvor det hele vist var løbet lidt af sporet. Det var på mange måder en grænseoverskridende weekend«, siger han.

Efter hytteturen gik optagelserne til ’Du er ikke alene’ i gang i skolernes sommerferie 1977.

Det var en efter tiden stort opsat filmproduktion med et millionbudget. Rollen som den strenge skoleforstander og Kims autoritære far havde en af 1970’ernes allerstørste filmstjerner Ove Sprogø.

For Anders Lund Madsen var det en vild oplevelse at være med i en film. Også selv om han med sine kun 13 år ofte var for ung til at forstå filmens slet skjulte seksuelle budskaber.

»Kan du snotte, når du spiller pik«, lød Anders’ replik i en scene sammen med smukke Kim på vej ud af en iskiosk.

Men Anders Lund Madsen blev ved med at sige det forkert.

»Kan du hoste, når du spiller pik?«, prøvede han, mens scenens rekvisit, en vaffelis, langsomt smeltede ned over hans stribede T-shirt og lavtaljede kassebukser.

Scenen blev taget om så mange gange, at vaffelisen til sidst måtte skiftes ud med en gul københavnerstang.

»Instruktørerne forsikrede mig om, at det var en helt naturlig replik. Jeg anede bare ikke, hvad det betød«, husker han.

Da filmen fik premiere i februar 1978, blev den ligesom ’Måske ku’ vi’ set af flere hundrede tusind biografgængere. Filmen fik massiv presseomtale, fordi den med sit homoseksuelle tema og scener med helt nøgne drenge i første omgang blev forbudt for børn under 12. Den 15-årige dreng Anders Agensøe, der spillede hovedrollen som den lidt ældre Bo, fik en fanklub i Sverige. Pludselig begyndte selv pigerne fra klassen at lægge mærke til Anders Lund Madsen for andet end stadig at være præpubertær.

Lasse Nielsen tilbyder Lund Madsen en rolle
Da filmens instruktør Lasse Nielsen efter filmens premiere kontaktede den da 14-årige Anders Lund Madsen om en mulig hovedrolle i sin nye film, var Anders ikke i tvivl. Selvfølgelig var 8.-klasseeleven interesseret.

Filmen med arbejdstitlen ’Nærbilleder af en dreng’ skulle handle om en ung teenagedreng, der medvirker i en film, fortalte instruktøren. I løbet af optagelserne skulle hovedpersonen opdage, at han var homoseksuel, og have seksuelle forhold til de voksne filmfolk, som Lasse Nielsen refererede filmens handling i et interview i Politiken med overskriften ’Du er ikke alene med dine følelser’.

Anders Lund Madsen fik med det samme lov af sine forældre, selv om snakken om filmrollen denne gang skulle foregå om aftenen i instruktørens lejlighed. I familiens røde Saab 99 kørte Anders’ far sønnen hjem til instruktøren med aftale om at hente ham senere.

Anders Lund Madsen husker, hvordan Lasse Nielsen havde gjort det hyggeligt og lavet mad til sin gæst: wienerschnitzel med kartofler og dåseærter. Anders satte sig pænt med sin tallerken i sofaen med tallerkenen på det lave bord. Instruktøren satte sig ved siden af, så tæt på ham, at det føltes mærkeligt.

Her fra udviklede det sig i en retning, 14-årige Anders ikke kunne forstå. Lasse Nielsen forklarede, at han var nødt til at interviewe ham for at se, om han passede til rollen. Men spørgsmålene handlede ikke om filmen. De kredsede i stedet om teenagerens egen seksuelle erfaring. Havde han været i seng med nogen endnu? Hvad havde han prøvet seksuelt?, spurgte instruktøren. Ingen af svarene blev skrevet ned. Og ganske langsomt begyndte Lasse Nielsen at nusse ham i håret og røre ham inde under blusen på hans overkrop, husker Anders Lund Madsen.

Berøringerne gjorde Anders utilpas. Da han spurgte, hvad det skulle til for, forklarede Lasse Nielsen, at rollen krævede, at det var en dreng, der kunne tåle at blive rørt ved. Hvis han ikke kunne lide den slags, var han nok ikke den rigtige til rollen. Anders lod ham fortsætte. Og da instruktøren spurgte ham, om han var parat til at være helt nøgen på film, svarede han også ja, selv om han mente nej.

Inde i soveværelset på en filmfremviser ved sengen havde instruktøren også nogle film, de skulle se, fortalte Lasse Nielsen.

Den panerede schnitzel endte med at blive Anders Lund Madsens redning. I et forsøg på at skære kødet over endte tallerkenens indhold på gulvets langhårede ryatæppe. Lasse Nielsen blev tilsyneladende irriteret og gik i gang med at støvsuge ærter op fra tæppet, husker Anders Lund Madsen. Det endte med, at de aldrig fik set filmen inde i soveværelset. Berøringerne standsede inden bæltestedet.

Anders Lund Madsen blev som aftalt hentet af sin far i den røde Saab. I bilen på vej hjem fortalte han ikke sin far, hvad der var sket, selv om han allerede dengang ikke havde det godt med, hvad Lasse Nielsen havde udsat ham for. Han anede ikke, hvad han skulle sige om den mærkelige oplevelse.

I dag tror han mest af alt, det var et tilfælde, at han kom væk, inden det udviklede sig.

(video herunder)




Anders Lunds Madsen hørte aldrig fra Lasse Nielsen om rollen. Filmen hørte han heller aldrig mere til.

Først 30 år senere blev den underlige oplevelse hjemme hos Lasse genstand for offentlighedens opmærksomhed.


I 2008 var det 30 år siden, ’Du er ikke alene’ fik premiere. I mellemtiden havde ungdomsfilmens skildring af to unge drenges forbudte kærlighed fået kultstatus. For mange homoseksuelle var den den første film, der havde sat billeder og ord på de tanker og følelser, de før havde måttet holde for sig selv.

Til 30-års jubilæet var det derfor planlagt at vise filmen til en gallaforestilling i Danmarks største biograf Imperial, mens der var Pride i København. Musikeren Tue West skulle synge en moderniseret version af Sebastians hit ’Du er ikke alene’, og alle de gamle børneskuespillere, der nu var mænd i 40’erne, var inviteret sammen med filmholdet og instruktørerne.

Da Anders Lund Madsen hørte om den store fejring af filmen, provokerede det ham. Og det var ikke kun, fordi han selv havde haft den ubehagelige oplevelse hjemme hos Lasse Nielsen. Lund Madsens karriere som barneskuespiller endte nemlig ikke med det.

I 1979 spillede han også med i ungdomsfilmen ’Krigernes børn’, hvor en gruppe unge flygter fra et voldeligt krigersamfund. Filmen var instrueret af filminstruktør Ernst Johansen, manden, som havde været Lasse Nielsens instruktørmakker i både ’La os være’ (1975) og i ’Du er ikke alene’ (1978), og som han kendte fra pædagogseminariet.

Ernst Johansen fik efter filmen en dom for seksuelt at have misbrugt fire 14-årige piger, der spillede nogle af hovedrollerne i filmen.

Ingen konsekvenser af opråb
Da ’Du er ikke alene’ skulle vises til jubilæet i 2008, skrev Anders Lund Madsen for Jyllands-Posten. Han besluttede sig for at fortælle, hvad han havde set som børneskuespiller i 1970’erne. I en kronik beskrev han i detaljer både sin egen oplevelse med Lasse Nielsen og Ernst Johansens dom for misbrug af pigerne fra ’Krigernes børn’.

Men Lund Madsens kronik vakte kun meget lidt opmærksomhed. Dagbladet Information fulgte op med en enkelt artikel, hvor de foreholdt Lasse Nielsen Anders Lunds Madsens beskrivelse af hans besøg hjemme hos ham.

Lasse Nielsen afviste dengang over for journalisten, at noget sådan skulle have fundet sted.

»Jeg synes, det er så pjattet, at jeg simpelthen ikke kunne læse det«, sagde Lasse Nielsen til Information.

»Men hvad med den scene, han beskriver, hvor han er oppe i din lejlighed«, spurgte journalisten.

»Ja, det har han ikke været«, sagde Lasse.

»Det afviser du?«.

»Jamen jeg boede hjemme. Der var ingen drenge, der kom med hjem. Vi kørte alt sammen ude på studiet, han har ikke været oppe i min lejlighed. Og han skriver, at jeg serverer mad for ham – alle, der kender mig, ved, at jeg ikke kan lave mad. Altså, allerede der er den jo helt gal«, udtalte Lasse Nielsen.

Også producenten bag Lasse Nielsens tre ungdomsfilm, Steen Herdel, der er kendt i filmbranchen for sit arbejde med blandt andre instruktører som Bille August og Søren Kragh-Jacobsen, nægtede at have haft kendskab til, at Lasse havde gjort noget, han ikke skulle. Han sagde i artiklen dengang, at han var »rystet« over Anders Lund Madsens beretning.

Han udtalte i artiklen, at han dengang godt var klar over, at Lasse Nielsen kunne lide drenge.

»Men jeg troede bare, han var professionel og anstændig omkring det«, sagde Steen Herdel.

Trods sine udtalelser om at være »rystet« over Anders Lund Madsens beretning begyndte Steen Herdel imidlertid igen at producere Lasse Nielsens film med danske børn i rollerne i 2016.

Han siger i dag, at der ikke er grund til bekymring for børnene, fordi han personligt har ansvaret for børnene under filmoptagelserne.

Endnu et offer
Karl Wagner, der spillede hovedrollen i ’Måske ku vi’, opdagede aldrig Anders Lund Madsens artikel om sit besøg hjemme hos Lasse Nielsen.

Han gik også glip af den korte debat, som ’Du er ikke alene’s jubilæum affødte om Ernst Johansen og Lasse Nielsens mærkværdige forhold til de medvirkende børn. Anders Lund Madsens anklager mod Lasse Nielsen blev ikke undersøgt yderligere. Karl Wagner blev aldrig kontaktet af pressen.

Det samme var tilfældet for en anden mand, der som 15-årig dreng spillede en statistrolle i ’Du er ikke alene’.

Efter filmoptagelserne i sommeren 1977 blev han ligesom Anders Lund Madsen kontaktet af Lasse Nielsen. Instruktøren tilbød ham at spille hovedrollen i hans kommende film.

Først fem år efter, at Jyllands-Posten publicerede Anders Lund Madsens beretning, faldt manden over den på nettet – ved et rent tilfælde.

Det rystede ham dybt at læse om Lund Madsens oplevelse hjemme hos Lasse Nielsen. Læsningen fik ham til at kontakte den kendte tv-vært på Facebook.

»Anders Lund Madsen!!!«, begyndte beskeden.

»Jeg har nyt/gammelt om ’Du er ikke alene’ og i særdeleshed Lasse Nielsen. Han gik for langt (...) Anders, jeg blev også udnyttet. Ring«.

Sådan gjorde vi


Gennem knap to år har Politiken i samarbejde med TV2 undersøgt anklager fra tidligere børneskuespillere om seksuelt misbrug i forbindelse med optagelserne til Lasse Nielsens og Ernst Johansens populære ungdomsfilm fra 1970'erne.

Artikelserien bygger på interviews med knap 100 mennesker med relation til historien. Desuden har vi talt med fagfolk med viden om seksuelt misbrug.

Vi har også gjort brug af et stort skriftligt arkivmateriale, derunder artikler fra 1970’erne og Det Danske Filminstituts arkiver. I kapitel 4 er oplysningerne desuden baseret på retsbøger fra Ernst Johansens retssager.

Tip os
Politiken vil fortsat sætte fokus på seksuelt misbrug og overgreb i den danske kultur- og underholdningsbranche. Du kan kontakte journalisterne på overgreb@pol.dk.

Oplever du senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, kan du kontakte Center for seksuelt misbrugte29 44 88 66.





Redaktion

Tekst: Sandra Brovall & Frauke Giebner
Videointerviews: Lasse Rahbek (Impact TV)
Visuel tilrettelægger & Video Artwork: Nima Hajarzadeh
Portrætfoto: Miriam Dalsgaard, Martin Lehman, Jacob Ehrbahn
Layout & collager: Rasmus Vendrup
Fotoresearch: Philip von Platen & Hanne Boock
Research i artikelarkiver m.m.: Politikens Bibliotek
Projektleder: Frauke Giebner
Redaktører: Mette Davidsen-Nielsen & Jens Lenler

Amalie Kønigsfeldt, Cecilie Frydenlund og Peter Vesterlund fra Impact TV har bidraget væsentligt til researchen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce